[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

- Der skal ikke herske tvivl om, at hensynet til materiel aldrig vurderes højere end menneskeliv. Sådan siger oberst Jens Kofoed fra Hærens Operative Kommando, efter at nogle medier i det sidste døgn har ladet skinne igennem, at bortslæbningen af en beskadiget pansret mandskabsvogn var årsag til, at major Anders Storrud i mandags blev dræbt af granatild.

- Dernæst hævder nogle, at konstabel Henrik Nøbbe blev dræbt i Irak i forbindelse med forsøget på at evakuere en pansret mandskabsvogn. Det er forkert, siger oberst Jens Kofoed. Begivenheden den 14. maj i Al Hartha er nøje beskrevet, og Henrik Nøbbe og hans enhed blev beskudt og Henrik Nøbbe dræbt i den første del af en ildkamp. Den pansrede mandskabsvogn, der blev ramt af en vejsidebombe, tilhørte en enhed, der blev sendt til undsætning.

- På nuværende tidspunkt kender vi ikke alle detaljerne i forbindelse med operationen, som det mekaniserede infanterikompagni gennemførte mod Taleban i mandags. Det, vi ved, er, at en pansret mandskabsvogn i starten af operationen kører på en mine og mister det ene bælte, men operationen fortsætter uafhængigt af denne hændelse.

Da operationen er afsluttet, returnerer den danske styrke til sin base, og den beskadigede mandskabsvogn medtages. Det er i denne forbindelse, at dele af enheden bliver beskudt med morterer og muligvis raketdrevne granater. Kompagnichefen, major Storrud, rammes og bliver alvorligt såret.

- De nærmere omstændigheder vil naturligvis blive undersøgt, siger oberst Jens Kofoed.
Men sammenkædningen mellem bortslæbningen og major Storruds død er ren spekulation.
Det er føreren på stedet, der beslutter, om beskadiget materiel og køretøjer skal evakueres eller ødelægges. Førere er uddannet til at træffe sådanne beslutninger.