Medical Force Protection

Af Thue Raakjær Jensen, feltpræst, fungerende presseofficer

På en varm forårsdag mødes jeg med to sygeplejersker og tre læger på terrassen i det nationale danske støtte element på Flyvebasen i Kandahar. Nogen er på vej hjem – andre er lige kommet. Snakken går lystigt, og det ene input efter det andet vælder frem, da jeg spørger til arbejdet.

Dansk kirurgteam i Kandahar. Fra venstre: Pauli, Anne, Jens, Helle og Flemming.

- Hvorfor tager I tre måneder herned?

Alle er enige om, at det er oplevelsen. Det lyder helt forkert i min bevidsthed. Men nu er oplevelse mange ting, for det viser sig meget hurtigt, at når sygeplejerskerne og lægerne taler om oplevelse, så er det den faglige oplevelse, de mener. Ingen af dem har haft mulighed for at komme uden for hegnet, der er omkring flyvebasen.

- Tænk at få lov til at arbejde i sådant et professionelt multinationalt miljø af virkelig specialister. En anden tilføjer:
- Ja, der er muligheder her, som vi aldrig nogensinde ville have andre steder.

Og så bliver historien fortalt om den canadisk traumespecialist, som for nogle måneder gav sit arbejde, sin erfaring og tid for at hjælpe her i Afghanistan. Det fortælles, at han blev overrasket, da han fik at vide, at der fulgte løn med stillingen. Og efter sigende skulle han have doneret det hele til velgørende formål. Lægen er i kirurgkredse kendt som nærmest en guru. Han skriver lærebøger og holder foredrag. Vel at mærke foredrag, som det kan koste adskillige hundrede dollars at komme til at høre. ”Tænk”, siger en af lægerne, ”ham får vi lov til at arbejde sammen med.”

- Vi er her ikke for at øve – vi er her for at bruge vores faglighed. Og faglighed er der virkelig brug for, derfor er det også fem specialister, jeg er sammen med.

Natten efter vores lille samtale, blev der bragt 14 sårede til hospitalet. Nok er rammerne omkring hospitalet ikke særligt gode – det er barakker og telte – men der er alt, hvad man kan ønske sig til et moderne traume-hospital. Der er kun 22 senge, men der er operationsstuer, traume-gang, CT-scanner osv. Mere end 100 læger, sygeplejersker og andre arbejder på hospitalet.

Fra traumegangen på felthospitalet. Det ser primitivt ud, men det virker.

Pludselig i vores snak falder talen på Medical Force Protection. Det, at der er medicinsk eller lægelig beskyttelse af de væbnede styrker. Vi regner det for en ganske naturlig ting, at man selvfølgelig ikke sender soldater ud i verden, uden at der er lægehjælp med. Der er hjælp, hvis man kommer til skade, men også hjælp ved almindelige sygdomme, så som diarré, halsbetændelse osv.

Men beskyttelsen af de væbnede styrker kan også ses på en anden måde. Det kommer vi ind på, da én fortæller, at man også behandler civile afghanere på hospitalet. Faktisk har man bagefter oplevet, at hele landsbyer, som ellers var fjendtligt stemt imod NATO-soldaterne, pludselig blev meget venligt stemt. Grunden var, at bare et enkelt menneske, var blevet hjulpet.

Det er ikke sådan, at afghanere bare kan møde op ved hovedvagten med deres sygdomme og så blive behandlet. Det drejer sig om afghanere, som er kommet til skade ved miner, vejsidebomber eller lignende. Afghanerne kommer med til hospitalet sammen med sårede soldater.

- Her har nogle mennesker fået en behandling, som de aldrig ville kunne gøre sig håb om at få. Vi har reddet arme og ben – og liv. Hvis vi skal fortælle om det, så vælter vi i succeshistorier.

Der er ingen tvivl om sygeplejerskernes og lægernes engagement – men da talen bliver om de børn, man har hjulpet, er engagementet endnu større.

- Vi har reddet det sidste barn i en familie, fortæller de. Alle de andre børn i familien var døde, kommet til skade eller blevet slået ihjel. Nu var også det sidste barn kommet slemt til skade. Men barnet overlevede – og familiens fremtid er sikret, slutter én fortællingen.

Bemærk det feltmæssige præg. Der er hjem og fragmentationstæppe ved hver seng.

Det at komme som fredsskabende og fredsstøttende magt til et land betyder, at man skal arbejde på mange felter. Det betyder ind i mellem, at man er nødt til at bruge magt for at skabe fred, men det kan også betyde, at man deler sin kunnen og viden, så nogle mennesker får muligheder, de aldrig ville have haft.

Det danske kirurg-team er sammen med de andre lægeteam med til at redde fremtiden for nogen, der ingen fremtid ville have haft. Herved er det lægelige arbejde med til at beskytte vore soldater – for befolkningen bliver klar over, at vi kommer med en fremtid, der er bedre end den, de ellers ville have haft.