Mere frihed og bedre levevilkår

Af  konstablerne M. J. Ludvigsen og C. Stephansen.

Da vi den 1. juni 2006 satte vores fødder i det nye HRU (Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse) kompagni, var det mødet med en masse nye mennesker, som vi de næste otte måneder skulle dele en masse anstrengelser og oplevelser sammen med i Danmark.
Selvom nogle faldt fra i forløbet, fandt man hurtigt stammen af de stærke soldater, der skulle med til Irak Hold 9. Forventningerne var mange, da der var et stort mediefokus på missionen i Irak, men det gjorde os bare mere spændte og nysgerrige.

De otte måneder fløj af sted med uddannelser og mange øvelser, der skulle forberede os til mødet med Irak. Vi var fremme ved målet i starten af februar efter at have gennemført en brigade ledet kontroluddannelse med tilfredsstillende resultat. Vi følte os alle klar både mentalt og fysisk. Vi, M. J. Ludvigsen og C. Stephansen, havde to forskellige funktioner, som vi skulle løse i Stabs- og logistikkompagniet henholdsvis som maskinfører ved ingeniørerne og kører ved transport

Den 8. februar sent om aftenen landede vi i Kuwait. Alle var glade og spændte, selvom de lige havde taget afsked med deres kære i henholdsvis Kastrup og Karup. Stemningen havde været høj i flyet, og efter vi havde fået udleveret vores bagage, holdt der busser klar til at fragte os til en amerikansk lejr, Camp Navi Star. Her fik vi udleveret vores personlige udrustning, og derefter blev vi fyldt i Piranha’er og kørt til Camp Einherjer. Turen tog ca. 20 timer, så alle var ved at være godt trætte, da vi endelig nåede frem midt om natten.

Der gik ikke mange timer i den nye lejr, inden vi første gang stiftede bekendtskab med raketangreb, hvilket blev noget, vi alle skulle leve med i de næste mange måneder. En trussel der har frustreret mange, da man er fuldstændig hjælpeløs og ikke kan gøre andet end at følge sikkerhedsprocedurerne. Vi fandt dog hurtigt ud af, at den danske lejr har været meget heldig, da vi ikke fik nogen personskader.
Inderst inde gjorde det, at vi alle fik et tættere sammenhold, da samtaler var mere end nødvendige undervejs for at takle og håndtere situationen.

Efter en dag med mange angreb på lejren besluttede vi at rykke vores planlagte grill arrangement indendørs i vores beskyttelsesrum.

Efter det blev besluttet, at vi skulle være det sidste danske hold i Irak, røg fokus hurtigt over på, hvordan lejren skulle pakkes ned, og det hele blev organiseret oppefra - et kæmpe puslespil skulle gå op.

Nu da vi er ved vejs ende, kan vi se, at det med hastige skridt går den rigtige vej. I løbet af de sidste uger er meget blevet flyttet, og vi er alle klar til at komme hjem.
Der er endnu meget få opgaver tilbage i lejren. De kan kun blive løst i fællesskab og med brug af de specielle uddannelser, vi hver især har fået under vores HRU uddannelse.

Hvis vi skal se tilbage på de sidste seks måneder, har der været mange oplevelser – både positive og negative. En ting er vi alle nok enige om: Der er blevet knyttet venskaber og opbygget et sammenhold, man aldrig vil glemme. Dog bliver det også rart at komme hjem til familien og de vante omgivelser i Danmark.

Vi har lært meget om os selv og om en anden kultur, der ligger milevidt fra, hvad vi normalt er vant til. Vi er i øjeblikket i en proces, hvor afsked skal tages. Nogle skal forlade systemet, mens andre fortsætter.
En ting er dog helt sikkert. Vi har alle bidraget til Irak Hold 9 på hver vores måde, og det vil aldrig blive glemt - i hvert fald ikke af os selv. Vi mangler kun den sidste klargøring til afgang og så forlader vi et område, der har været vores ”hjem” det sidste halve år på godt og ondt.

Leave hold 5 får udleveret medaljer for veludført tjeneste. Der var efterfølgende en sammenkomst for at fejre bedriften.

Alt i alt kan vi konkludere, at vi har fået meget med i bagagen. Det er jo selvfølgeligt meget individuelt fra person til person, om man føler, at opgaven er blevet løst. Det ikke er vores opgave at bedømme det. Vi har løst vores pålagte opgaver efter bedste evne.

Nu er det så op til de mennesker, der bestemte, vi skulle herned, om målet er nået eller ej. Dette vil jo nok blive diskuteret i lang tid, efter vi er taget herfra. En ting er sikkert. Det vil aldrig blive glemt af alle dem, der har været med, og som har ydet en indsats for at irakerne kunne få mere frihed og bedre levevilkår.

Størstedelen af tiden mødte vi ikke andet end smil og vink, når vi var ude at køre.