[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af feltpræst Thue Raakjær Jensen, fungerende presseofficer.

Under den operation, som de danske soldater er på i Helmandprovinsen, kørte en pansret GD (Mercedes Geländewagen) på en mine i dag lige over middag lokal tid. På GD’en var der tre soldater. De to slap uskadte fra ulykken, men den tredje brækkede et ben og en arm.

Danske ingeniørsoldater ryddede vej, så soldaterne kunne hentes ud af minefeltet.

Soldaten med det brækkede skinneben og den brækkede arm blev hurtigt efter fløjet med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion. Her er soldaten nu under behandling.

Inden for de næste dage sendes soldaten hjem til videre behandling i Danmark. De to uskadte har det godt og passer fortsat deres arbejde sammen med de andre soldater i ørkenen.

Soldaten har selv ringet hjem og underrettet sin familie.