Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Overskriften hentyder som nævnt ikke til den lystige time fredag eftermiddag med billige drinks, men til, at soldater fra gardehusarregimentet på Bornholm bliver uddannet i Crowd Riot Control (CRC). Det sker i forbindelse med deres forøgede beredskab som Quick Reaction Force i forbindelse med indsættelse som forstærkning i Kosovo, hvis der skulle opstå uroligheder.
CRC betyder på godt dansk ”kontrol med uroligheder,” som MP-instruktørerne udtrykker det. Træningen indebærer, at soldaterne stifter nært bekendtskab med flasker fyldt med brændstof – såkaldte molotov-cocktails.
Soldaterne kan godt få brug for træning i kontrol af menneskemængder, hvis de for eksempel skal udsendes til Kosovo i det tidligere Jugoslavien.
MP-sergent Sverre Ahlmann klar til kast.
Militærpoliti fra Ålborg var rejst fra Jylland til Bornholm for at lære soldaterne fra gardehusarregimentet lidt om molotov-cocktails og kontrol med urolige menneskemængder. Som led i uddannelsen bliver soldaterne stillet op ad en mur, og de får så kastet en flaske fyldt med brændstof mod sig. Flasken knuses mod muren og brændstoffet antændes af en brændende klud stukket ned i flaskehalsen.
Molotov-cocktail kastes mod garderhusar.
Det lyder brutalt, men mandskabet et iført beskyttelsesudstyr. De har både kraftige uniformer, kedeldragter, hjelme og gasmasker på. Alle forholdsregler er taget, for eksempel står soldaternes kolleger klar med vandslanger for straks at kunne slukke ilden.
En soldat går hen til muren og stiller sig op ad den med korslagte arme. Sergent Sverre Ahlmann fra militærpolitiet hæver armen til kast, og en flaske med brændstof slynges mod soldaten ved muren. Vinflasken knuses en meter over soldatens hoved, og straks er han indhyllet i en ildkugle.
En MP’er siger med rolig stemme:
”Der er ild i dig!” og gardehusaren går i langsomt tempo hen til en palle og to ventende kammerater.
Overhældt med brændstof går gardehusaren fattet hen til kammeraterne, der står parat med vand til at slukke ilden.
Der er stadig ild i hjelmen.
Af gode grunde kan man ikke se soldatens udtryk bag hjelmens visir og gasmasken, men alt sker roligt og velovervejet, og der er ikke optræk til panik. Soldaten går fattet hen til de to kolleger¸ der venter med vandslanger. Gardehusaren lægger sig på pallen, og ilden i uniformen slukkes straks af de ventende kammerater.
Ilden slukkes.
En anden soldat går frem til muren, og det hele gentager sig, indtil alle soldater har været igennem ildprøven.
Søren Mathiesen er sergent ved militærpolitiet, og han er godt tilfreds med træningen af soldaterne på Bornholm.
- Det er gået rigtigt godt. Vi har haft tre delinger gennem uddannelsen i denne omgang. Det er cirka 100 mand fra gardehusarregimentet på Bornholm. Det er tydeligt, at det er en sammentømret enhed, der arbejder godt sammen. Det er ensbetydende med et godt resultat, siger sergent Mathiesen.
MP-sergenten har dannet sig et godt helhedsindtryk efter besøget på Bornholm.
- Det er gode folk at arbejde med, de har lyst til at lære. Det er en fornøjelse, at arbejde med professionelle soldater, der får det hele til at klappe, mener sergent Søren Mathiesen.
Når de danske soldater har prøvet at få molotov-cocktails slynget mod sig, er de godt forberedt, hvis det skulle ske, når de udsendes til et brændpunkt et sted i verden. De er efter dagens træning godt klædt på til psykisk at få kastet både sten og molotov-cocktails mod sig, og de er i stand til at forholde sig roligt, uanset om de konfronteres med vrede menneskemængder eller får kastet molotov-cocktails efter sig.