[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Kristian, næstkommanderende ved NSE

I den første måned ved NSE har der været nok at se til. Efter en travl og spændende overdragelsesperiode med hold 15, var det tid til at NSE hold 16 overtog ansvaret fuldt og helt for den sidste rotation. NSE fik en fin debut og fik ekspederet den sidste rotation hjem i fin stil.

Seniorsergent Lars og konstabel Jeanette under indvejning af bagage.

Den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, kom som bekendt på besøg i Kosovo. NSE stod i den forbindelse for håndteringen af fly og helikoptere i lufthavnen. Næstkommanderende ved NSE fik fornøjelsen af at være den første, ministeren hilste på ved ankomsten, og den sidste, der sagde farvel inden afrejsen hjem til Danmark. Siden hen er der desuden kommet en Antonov med ammunition hjemme fra Danmark, så NSE er ved at være faste kunder i lufthavnen i Pristina.

Næstkommanderende ved NSE og Udenrigsministeren.

Vi har indtil videre været forskånet for vintervejr hernede, og alle går nu og venter på forårets komme - hvor vi ser frem til at kunne benytte vores solterrasse lidt mere.

Hovedfunktionsområderne inden for NSE - terminaltjeneste, depot, lokalindkøb, posttjeneste og regnskab er ved at være inde i faste rutiner - og der er nok at lave. Alle knokler lange dage på kontoret og ude i terrænet for at yde den service, der skal til for at tilfredsstille vores "kunder" - som jo er alle danske soldater på mission i Kosovo.

NSE har desuden startet marchtræningen. Til at starte op har vi taget en kort smuttur på 10-12 kilometer.

Marchtræning.

Postmand Boye og hans gæve posthjælper K. K. kæmper en daglig kamp med post og pakker, frankeringsmaskiner og kassebeholdning. Posten er en af de helt centrale funktioner i NSE - som har stor betydning for moralen i resten af lejren. Der er nu intet som at modtage en pakke eller et brev fra venner og familie hjemmefra. Det luner!

Skydekonkurrence og præmieuddeling.

NSE har desuden været på skydebanen for at vedligeholde en af de vigtigste soldatermæssige færdigheder. Selv om NSE er en bande logistikere, der er eksperter i post, depotregnskab med mere, skal vi naturligvis stadigvæk kunne løse almindelige soldatermæssige opgaver. Førstepræmien i vores lille skydekonkurrence gik til enkeltes store glæde og andres ærgrelse til chefen for NSE, der vandt i overlegen stil. Førstepræmien var et kilo engelsk vingummi fra PX'en, som chefen med stor fornøjelse snarest vil sætte tænderne i.

Ellers flyver tiden af sted hernede, alle arbejder, og samarbejdet har indtil videre fungeret fint i NSE. Vi håber, at alle pårørende og kolleger har det godt hjemme i Danmark!