Nyt fra Vestfronten

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af feltpræst Lars Bom Nielsen.

Fredag den 8. juni lykkedes det mig endelig at besøge Provincial Reconstruction Team (PRT) Chaghcharan. På flyvepladsen bliver man mødt af et skilt foran to skrottede fly: "Welcome to Chakhcharan Airport!" Altså: Et sted ikke uden humor! Det blev da også et meget lystigt besøg: Danske soldater i højt humør og flinke og gæstfri litauere og amerikanere.

Stemningsbillede fra "lufthavnen".

Jeg blev luksuriøst indkvarteret i den nye FAB-bygning B. Helt ny FAB, stadig plastik omkring madrasserne. Her er det meningen, at to af de danske stabsofficerer skal bo, hvis de vil. To andre flyttede cirka samtidig fra stabsteltet til deres nye kvarter i FAB-bygning A. Observationsholdet foretrækker vidst at blive boende i deres telt, som vel at bemærke også har klimaanlæg.

Søndag var vi nogle stykker til katolske messe på litauisk. Så har man prøvet det. Præsten havde fødselsdag og blev behørigt fejret på flere måder i løbet af dagen. Om aftenen havde vi vores egen (pinse)gudstjeneste, som udviklede sig til en længere diskussion om islam og kristendom. Sammenfattende kan man sige med et afghansk ordsprog, at når du peger med én finger ad en anden, så er der altid tre fingre, der peget mod dig selv (prøv selv).

Den litauiske katolske præst (med vest) fejres på behørig vis.

Mandag var jeg med patruljen til et møde. Chakhcharan viste sig at være en meget støvet by. Vi var hos politiet, men det viste sig, at nogle betjente strejkede. Det planlagte fællesarrangement på skydebanen måtte derfor aflyses. I stedet tog vi selv om eftermiddagen på skydebanen for at prøve en AK-47.

Om aftenen blev der taget behørigt afsked med den dansk-afghanske tolk. Han skulle hjem til Danmark for at søge nye udfordringer inden for forsvaret. Om aftenen holdt danskerne afskedsfest for ham, hvor venner og kolleger var inviteret. Mandus indledte med en fin tale, og under middagen fulgte kaptajn Christian op med en sjov tale. Maden var rigelig, for ikke at tale om kagen til dessert.

Jeg fik også mulighed for at køre til møde med CIMIC-officer Kenni. Vi var først til sikkerhedsmøde hos selve styrelsen. Nogle skoler i provinsen var blevet overfaldet. Det skyldtes interne stammefejder.

Derefter besøgte vi en 6.-7.-klasse på en pigeskole. Kenni syntes, jeg skulle sige noget til dem, og det blev selvfølgelig at "hilse fra børn i Danmark". Det skete i form af børnesangen "Jeg fandt en sang på vejen". Alle pigerne, som fra starten virkede nysgerrige, blev så generte eller flove, at de skyndsomt trak deres tørklæder ned for ansigtet. De tøede dog op, da jeg fortalte, hvad sangen handlede om.

Pateren med sangtalentet fik også tid til at skrive en mail hjem.
 
Om eftermiddagen var jeg med den litauiske CIMIC-officer i en flygtningelejr for internt fordrevne (på grund af tørke). Vi var også hos Styrelsen for sociale anliggender og Kontoret for kvinders anliggender, hvor man specielt arbejder med jobskabelse for kvinder og bekæmpelse af analfabetisme. De driver også en gynækologisk klinik.

Torsdag morgen indbød Hunt til træning i selvforsvar. Trods varmen og den tynde luft blev vi under kyndig vejledning ledt gennem diverse teknikker. Om eftermiddagen havde vi noget skyttetræning samme sted.

Fredag var det meningen, jeg skulle tilbage til Kabul. Flyet blev dog aflyst på grund af tekniske problemer. Flytrafikken er tilsyneladende noget ustabil. Derfor kaldes de militære flyforbindelser da også under ét "Maybe-Airlines".

Søndag den 17. juni forlod jeg Chaghcharan for denne gang. Jeg ser frem til at vende tilbage om en måneds tid. Tak for turen til alle danske i det dansk-litauiske PRT.