[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Foreløbigt kan det oplyses, at det mekaniserede infanterikompagni var indsat i Al Hartha i en operation, der har som mål at forbedre de sikkerhedsmæssige forhold i området og herigennem skabe betingelserne for de fortsatte genopbygningsprojekter.

Under operationen blev 1. Deling udsat for en vejsidebombe, hvor danske soldater og en lokal irakisk tolk såres.
Parallelt hermed bliver 2. deling i en afstand på 300 - 400 meter fra detonationen fra vejsidebomben udsat for et baghold, hvor det kommer til ildkamp mellem de danske soldater og angriberne. Den præcise tidsmæssige sammenhæng mellem de to hændelser er fortsat under afklaring.

Under ildkampen trækker 2. Deling sig tilbage til en bebyggelse, hvorfra kampen fortsætter.
Under ildkampen bliver danske soldater ramt og én dør af sine kvæstelser.

Den dræbte, fem sårede soldater og en såret irakisk tolk blev evakueret og indlægges på et britisk felthospital på den britiske Contingency Operating Base på Basrah Air Station, hvor også den danske lejr er beliggende.

Begge delinger trak sig tilbage fra området støttet af øvrige dele af den danske bataljon og britiske enheder. Den udbrændte pansrede mandskabsvogn blev efterladt.

De sidste danske enheder er nu på vej tilbage til den danske lejr.
Situationen vil blive yderligere afdækket i nærmeste fremtid, når de danske enheder er tilbage i lejren, og den efterfølgende debriefing er gennemført.