Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Frank Buksti, major, næstkommanderende og Morten Vendelbo Johansen, seniorsergent, kommandobefalingsmand, det danske lement
Hos danskerne ved Provincial Reconstruction Team (PRT), Feyzabad, er det normalt kun patruljerne, som kommer udenfor lejren. Men i sidste uge havde det danske element (DANELM) og dele af staben en specialopgave inde i Feyzabad by - under egen sikring. Vi skulle indvie en kombineret toilet- og badebygning ved et dialogcenter, som den danske stat har sponseret med genopbygningsmidler. Dermed fik DANELM lejlighed til at komme ud og se noget af det virkelige Afghanistan.
Down Town Feyzabad Mainstreet - set gennem forruden på en pansret GD.
ISAF er meget vellidt i området
Afstanden fra lejren til Feyzabad by er faktisk kort, men vejens beskaffenhed gør det kun muligt at køre med 30 kilometer i timen. Turen til Feyzabad by blev en rigtig god oplevelse for DANELM, og vi kunne se, at ISAF er utrolig vellidt, vi mødte på intet tidspunkt nogen fjendtlig holdning overfor os - alle hilste venligt, og børnene var ligesom i Danmark utrolig nysgerrige.
Det værste, man kan være i Afghanistan, er et æsel - de slæber rundt på de mest umulige byrder, og hvis de ikke makker ret, så får de en omgang tæv med en kæp. Der er næppe mange dyrebeskyttelsesforeninger hernede.
Godt belæsset æsel.
Andre normer indenfor compoundens mure
Dialogcenteret kan vel nærmest sammenlignes med et dansk oplysningsforbund, hvor der kører hygiejnekurser, aftenskole og en hel masse aktiviteter for unge mennesker. Dialogcenteret ligger inde i en compound - et sirligt system af gårdhaver med frodige frugthaver, som gennemstrømmes af vandingskanaler med klart vand. Indenfor compoundens mure gælder andre normer end ude på gaden, indenfor murerne går kvinderne ofte uden burka. Centerets souschef er en ung kvinde.
Den nye toilet- og badebygning klar til indvielse - med bånd og sløjfer.
Toilet - et par huller i jorden
De gamle toiletfaciliteter på dialogcenteret var kun et par huller i jorden i et hjørne af haven - og med 40 graders varme kan man levende forestille sig, hvordan smitsomme sygdomme kan spredes.
Den nye toilet- og badebygningen er pinkfarvet med træk og slip og bidet efter europæisk standard. Et fint stykke håndværk udført af lokale entreprenører for danske midler. Bygningen blev indviet efter alle kunstens regler med klipning af bånd og mange taler. Alle var glade og taknemmelige - alt i alt en meget positiv oplevelse. Bagefter blev vi budt på frokost, som bestod af grillkylling, lokale krydrede pommes frites, naanbrød, chilidip og pakistansk cola - et herligt måltid, som smagte fremragende… og ingen fik dårlig mave!
Snoren klippes til det nye toilet.
Rolig weekend i Camp Odin
Det har været en rolig weekend her i Feyzabad, men noget tomt i den danske lejr, Camp Odin, idet begge military observations teams (MOT-hold) p.t. er ude at køre. De forventes at returnere til Camp Feyzabad i dag.
Ellers har den forløbne uge for DANELM´s vedkommende stået på lejrtjeneste dog med en enkelt tur til Feyzabad lufthavn, som er beliggende lige uden for Camp Feyzabad. At bringe og hente personel, som lander i lufthavnen, er også en af DANELM´s opgaver; det sker sjældent, men en gang om ugen plejer der at lande fly herude.
Feyzabad Internationale Lufthavn er anlagt af russerne under deres besættelse af Afghanistan. Lufthavn er et stort ord at bruge om stedet - der er et par bygninger ved landingsbanen, en bane, som består af en masse ramponerede metalplader og er omgivet af sønderskudte kampvognsvrag. Lige op af banen går afghanerne og vogter deres får, geder, kvæg og æsler. Når der kommer fly, hører man pludselig en lyd, og så kommer flyet ned mellem bjergene - et utroligt fascinerende syn.
Kommandobefalingsmanden - "Der Spiess" - ved Feyzabad Internationale Lufthavn.