Ørkenholdets sidste patrulje

Af major Peter, chef for Ørkenholdet.

Det sluttede med en meget positiv oplevelse. Vores opgave var denne gang at patruljere i Malmand – et område lidt mindre end Holstebro, hvor den bymæssige del ca. er på størrelse med Nr. Felding syd for Holstebro.

Mere konkret skulle vi kontakte lokalbefolkningen i en lille by – Aghleh – i selve Malmand området. Byen havde tidligere huset en Taleban-fabrik for fremstilling af ulovlige improviserede miner, men den var for en lille måned siden blevet afsøgt af britiske enheder, som havde jaget Taleban ud og ødelagt fabrikken.

Vores opgave var at forsikre de lokale om, at vi stadig sørger for ro og sikkerhed i området og så selvfølgelig høre dem om, hvorvidt Taleban var vendt tilbage til landsbyen. Desuden gik vores opgave ud på at konstatere, om Taleban var repræsenteret i byen Malmand, og om de brugte Malmand området som færdselsåre mellem Helmand-provinsen og byen Kandahar i provinsen af samme navn.

Den britiske bataljon, som de sidste fem måneder har været Ørkenholdets foresatte, havde en formodning om massiv Taleban tilstedeværelse i Malmand og omegn, så de ville gerne have os til at gennemføre områdeopklaring for at identificere mål for en eventuel fremtidig operation. Det viste sig dog, at patruljen skulle blive den fredeligste i lang tid.

Ørkenholdet ruller.

Patruljen talte, ud over hele spejdereskadronen med alle de sædvanlige enheder fra stabseskadronen, desuden en halv britisk opklaringsdeling med fire Scimitar køretøjer. De minder om en lille kampvogn og har en 30mm maskinkanon som primær bevæbning. Derudover havde Ørkenholdet fået to ekstra ingeniørgrupper med, så vi i alt havde tre. Det havde jeg anmodet DANCON om, idet jeg vurderede, at området var betændt af miner.

Samlet forlod 65 køretøjer og 170 soldater Camp Bastion og kørte mod byen Gereshk, som er eneste passagemulighed over Helmand-floden. Byen passerede vi i ly af mørket uden problemer og fortsatte vores infiltration ind i Malmand og dermed Kandahar- provinsen indtil næste formiddag.

Det havde den ønskede effekt, nemlig at Taleban ikke vidste, hvor eskadronen var blevet af i løbet af natten. Talebans muligheder for at følge os i mørket uden brug af lys er særdeles begrænset, hvorimod vi har udstyr til både at køre – og såfremt det bliver nødvendigt – også skyde om natten. Så den fordel har jeg ofte anvendt under vores patruljer. Men ni timers kørsel i uvejsomt terræn i mørke med en potentiel fjende omkring os tager hårdt på os alle, så vi var godt trætte, da vi endelig kom i mål.

Vejen renses med minesøger.

I Malmand afleverede vi tre estiske ingeniørkøretøjer til det estiske kompagni, som havde ligget på observationspost en uge, da vi ankom. De var glade for at se os og kunne fortælle, at der var meget fredeligt i Malmand og omegn. De havde ikke set skyggen af Taleban og havde talt med en del lokale omkring Malmand. Esterne forlod området et par dage senere for at løse en anden opgave.

Vi brugte nogle dage på at blive fortrolige med området, som vi ikke havde forhåndskendskab til ud over vores kortstudier. Desuden havde vi et par køretøjer – både danske og britiske – som trængte til en kærlig mekanikerhånd. Vi gennemførte patruljer omkring Malmand by og talte herunder med forbipasserende afghanere, som samstemmigt var enige om, at Taleban ikke kom i området særlig tit – allerhøjst en gang imellem om natten for at stjæle mad, vand og penge. Vi blev hurtigt klar over, at vores formodninger om Talebans tilstedeværelse ikke var helt korrekte.

Byen Malmand er en landsby, som ligger midt i et meget goldt og ufrugtbart landskab omgivet af høje bjerge på alle sider. Byen i sig selv er dog som en lille oase af træer og planter midt i alt det brune og støvede. Det er ikke så mærkeligt, at afghanerne har valgt at bosætte sig der. Det virkede nærmest idyllisk, og vi så ikke noget mistænkeligt under vores patruljering. Børnene legede omkring husene og så nysgerrigt i vores retning. Kvinderne vaskede tøj i den lokale bæk, og mændene arbejde ufortrødent i markerne.

Efter en enkelt hviledag, hvor patruljeresultaterne blev samlet og bearbejdet, fortsatte vi til to andre, men noget mindre, landsbyer – Aghleh og Awghani. Den første havde som nævnt haft besøg af en britisk enhed, som havde jaget Taleban ud.

1. spejderdeling blev sendt ind mod byen til fods, mens 2. og 3. deling sørgede for at sikre bevægelsen, så 1. deling ikke ville blive mødt af ubehagelige overraskelser. 1. deling nåede helt ind i midten af landsbyen og talte herunder med flere af de ældre, mandlige afghanere. De kunne bekræfte, at Taleban kun sjældent besøgte dem, og hvis de gjorde var det for at stjæle.

I Awghani viste det sig, at den ældste var meget snakkesalig. Det udnyttede vi selvfølgelig og fik herunder et vældig godt billede af tilstandene i området. Landsbyen havde flere småsyge, som vores medbragte læge tog sig kærligt af. Det er selvfølgelig vanskelligt at udøve mirakler, men et par piller og nogle lægelige ord kan tit helbrede de mest utrolige skader. Tro flytter ofte bjerge hernede.

Efter otte dages patruljering i Malmand var det på tide at komme tilbage til Camp Bastion. Af forskellige årsager, som jeg desværre ikke havde indflydelse på, foregik turen gennem Gereshk denne gang midt i morgentrafikken. Det er sin sag at holde sammen på en kolonne på over 60 køretøjer, når der samtidig er afghanere, der skal til og fra markedet med æsler, kærrer, lastbiler, motorcykler, cykler og alle mulige andre transportmidler. Så jeg var en smule lurende ved den del af turen, som dog endte med ikke at volde problemer. Jeg fik, mod min vilje, splittet kolonnen op i to, men Rasmus, eskadronens næstkommanderende, tog sig af den bageste del, mens jeg holdt styr på den forreste. Fem kilometer uden for byen samledes vi igen og fortsatte mod Camp Bastion.

Spejdereskadronen viser flaget på den sidste patrulje.

Fem kilometer før mål blev vi mødt af et lille team fra lejren. De havde sat et par store grill op i ørkenen og var godt i gang med at stege pølser til os alle. Vi sluttede således vores sidste ørkenpatrulje af med et mindre grillparty i 40 graders varme og kl. ca. 10 om formiddagen – det var helt perfekt.

En time senere fortsatte vi mod Bastion, og det var med en sær blandet følelse, at vi kørte gennem hovedvagten og afladte vores våben for sidste gang. Jeg var lettet over, at alle var kommet med tilbage, og vi ikke havde haft et eneste uheld. Samtidig havde jeg en underlig følelse af, at et kapitel i vores historie nu var afsluttet og aldrig kommer igen.

Ørkenholdet har tilbragt 91 dage på patrulje, siden vi startede i slutningen af februar. Vi har tilbagelagt mere end 3.500 km i det mest uvejsomme terræn, man kan forestille sig. Drengene og pigerne har modstået de hårdeste udfordringer. De har grint og grædt sammen, når de har delt glæder og sorger. Vi har mistet gode kammerater og venner, men vi har også knyttet livslange bånd mellem os.
Allerede i skrivende stund er de første sendt hjem til Danmark, og resten følger efter i de kommende uger. Jeg tror, jeg taler for alle, når jeg siger, at vi glæder til at se jer derhjemme i kulden.