På kanten af bakken...

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Christian, kaptajn

I dag skulle Hunt, Thomas, Jeppe og jeg på patrulje med kroatiske MLOT E (Military Liaison and Observation Team) til Chahar Sadeh, det nordligste af Ghowr-provinsens distrikter. Da begge Unimog'er er i stykker, brugte vi vores reservekøretøj, en Toyota Landcruiser, og det var derfor kun fire af os, der kunne deltage i patruljen.

Lige så træt jeg var af patrulje efter den sidste mislykkede tur, lige så meget glædede jeg mig til denne tur. Vi havde ikke været i denne del af Ghowr før, og opgaverne var spændende. Vi skulle forsøge at holde møder med stammelederne fra to forskellige stammekonflikter, altså i alt fire stammeledere hvoraf den ene er en af Ghowr-provinsens sværvægtere. Derudover skulle Murghab-dalen være provinsen største opiumsmark, hvilket nok skulle kunne give nogle gode billeder.

Vi startede fra Camp Whiskey klokken syv og kørte en omvej, da den ikke har så mange stigninger som den direkte vej. På grund af vægten af kroaternes pansrede Toyotaer har de overordentligt svært ved at klare skrappe stigninger.

Det gik fint fremad. Sporet, vi kørte ad, er kun farbart/synligt om sommeren. Dele af strækningen er helt sikkert bearbejdet for at det kan fungere som vej, men der var dog lange strækninger, som ikke var andet end hjulspor.

Efter nogle timers kørsel kom vi til en landsby, hvor de havde anrettet en masse terasser med grøntsager. Der var kartofler og en anden slags grøntsag, som jeg dog ikke kunne typebestemme. Landsbyen strakte sig over en ganske stor strækning, og det var først da jeg pludselig så, at der var blomster på enkelte af grøntsagerne, at det gik op for mig, at stort set alle marker/haver i landsbyen var udlagt til opiumsdyrkning. Det provokerer mig voldsomt, at dyrkningen foregår så åbenlyst, men når bønderne kan tjene fire gange så meget som ved at dyrke korn, kan man jo til dels godt forstå dem.

Vi stoppede ved en lille bazaar i byen og gav nogle bolsjer og aviser til nogle store drenge. Der var desværre ikke nogle voksne, da de alle var i markerne. På vej ud af byen stod der et par knægte med sten i hænderne. Vi kørte forbi dem, men umiddelbart så det ikke ud som om, de smed dem efter os. På forhånd har vi aftalt vores procedure i tilfælde af stenkast. Vi stopper, jeg skælder ud på værste skolelærervis, og dernæst får vi fat i lansbyens ældste for at få ham til at tage affære. Erfaringen viser, at skrider man ikke ind straks, vil stenkast udvikle sig til en sport blandt landsbyens unger, og det bliver et helvede at passere områderne i fremtiden.

Lidt længere fremme på ruten stødte vi på en sommerlandsby det vil sige en teltlandsby, hvortil folkene fra en landsby er flyttet med deres dyr ud til de gode græsgange i bjergene. Her stoppede vi kort ved det sted, hvor "skolen" var i gang. Vi delte lidt bolsjer og aviser ud.

Bolcher og balloner er midlerne til at vinde børnenes tillid.

Landsbyen ældste, som også forestod undervisningen, spurgte om vi havde en volleyball. Det havde vi imidlertid ikke og vi forsatte. Ved udgangen af teltlandsbyen kørte kroaterne imidlertid fast i et mudderhul, og landsbyens befolkning samledes hurtigt for at følge den spændende flotbringning. Da kroaterne havde nogle bolde med, benyttede vi lejligheden til at give en til landsbyens ældste.

Efterhånden snævrede vejen ind, og bjergene på begge sider af vejen blev højere. Og så kom vi til en lang stigning. Tunge pansrede biler, begrænset motorkraft og lange stigninger passer dårligt sammen. Kroaternes første bil kom et par hundrede meter op, men måtte så give op. Vi stod neden for bakken, og på et tidspunkt troede jeg, at der var gået ild i vores bil. Hunt checkede øjeblikkeligt motorrummet, men der var intet at bemærke. Så gik det op for os, at det var kroaternes bil vi kunne lugte på trods af, at den var 2-300 meter fra os. Den anden kroatiske bil formåede at komme op.
 
Så var det vores tur. Vi steg ud for at mindske vægten. Hunt kørte op forbi kroaternes bil, satte et træktov i og trak den op. Vi andre begyndte at gå op ad det, der viste sig at være en laaaaaaang stigning. Hunt udviste dog så meget barmhjertighed, at han kørte ned igen og samlede os op. På vej op ad stigningen gik den ene kroat efter den anden. De hoppede en for en op på vangerne, så det til sidst lignede en rigtig afghaner-taxa med passagere både ind- og udvendigt.

Der er plads til mange flere passagere jvf afghanske taxaregler.

Lige før vi nåede toppen, begyndte vores bil at sige forkerte lyde. Det lød som noget, der sad fast et sted i transmissionen. Vi blev enige om at holde frokostpause, mens vi undersøgte bilen. Måske er det uklogt af kroaterne at have så tunge biler hernede, men til gengæld har de forstået, at der skal være én mand i patruljen som er mekaniker.

Da vi fik løftet vores bil op kunne han hurtigt fastslå, at det blot var beskyttelseplader, som sidder under tanken, som havde rykket sig og nu skrabede på kardanakslen. Det blev hurtigt ordnet med en hammer og mejsel. Langt værrere så det imidlertid ud for kroaterne. Den bil vi havde trukket op, havde fået ødelagt koblingen. Da der længere fremme på ruten var endnu en skrap stigning, var det derfor umuligt at forsætte.

Vi startede tilbageturen. Indledningsvis troede vi, at kroaternes bil kunne køre hjem i 1. eller 2. gear. Men efter 200 meter kunne den overhovedet ikke trække. Så slæbetovet kom igen i brug og på trods af, at kroaternes pansrede biler vejer dobbelt så meget som vores Toyota, var det kun os, der havde tilstrækkeligt motor- og kraftoverskud til at trække dem. Så sådan gik de næste otte timer!

Vores nye "anhænger.

Læs anden del af beretningen i næste uge...