På mission for det internationale samfund

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Berend C, patruljefører.

Så skete det. Vores sektion, som herude hedder Military Liaison and Observation Team Delta (MLOT-D), fik til opgave at køre til distrikterne Tulak og Saghar, der på grund af sneen ikke har haft besøg af ISAF-enheder siden november.

Formålet med patruljen var at tale med de lokale myndigheder samt besøge et antal landsbyer for at konstatere, hvordan skolebyggerierne skrider frem. Turen skulle gennemføres på fire dage. Vi havde kun kort tid til at klargøre, men vi fik dog alle vore stumper spændt fast på ladet sammen med tre sække med strikkede sokker, huer og handsker, som vi kunne dele ud til lokalbefolkningen.

Allerede inden vi kørte om morgenen, fik vi en vejmelding fra vores kroatiske kolleger. Det pas, vi skulle igennem, var lukket af sne. Det betød, at turen nu skulle gå ad en alternativ rute gennem bjergene forbi den 800 år gamle Jam Minaret. Det betød også, at det nu ville tage to dage blot at køre til Tulak, og vi kunne derfor forvente en tur på væsentligt flere dage.

Vi forlod Camp Whiskey klokken 7.30, og de næste ti timer bød på en anstrengende køretur. Terrænet bestod indledningsvis af bølgende bjerge, og vejen bestod af et utal af dybe mudder hjulspor. Vognene klarede det fint, men et par gange måtte vi stoppe op for at overveje, hvordan vi skulle kæmpe os op over den næste fedtede bjergskråning. Terrænet ændrede sig langsomt, og det sidste stykke ind til minareten kørte vi i smalle slugter, og bjergene var skiftet til klippeformationer.

Vanskelige veje - hvem mon har vigepligt her?

Efter ti timers kørsel nåede vi frem til Jam Minareten og vadestedet over floden Harirud. En uge tidligere havde vi også passeret dette vadested i forbindelse med vores køretur fra Herat til Chaghcharan. På grund af smeltevandet var vandstanden steget væsentligt. Vi passerede dog floden uden problemer og kunne dernæst oprette vores lejr tæt ved den gamle minaret. For de uindviede er en minaret det tårn i tilknytning til en moské, hvorfra der bliver kaldt til bøn.

Køreren Jacob med sin bil ved Jam Minareten.

Jam Minareten er efter sigende en af verdens største og ældste og er en del af den by, hvorfra sultanen regerede Ghor-provinsen i det tolvte århundrede. Alt andet end minaereten er dog væk i dag, og især i løbet af talebantiden har gravrøvere været på spil i alt, hvad der kunne have karakter af fortidsminder. Stedet bliver dog i dag bevogtet af ti politifolk og en stor hund.

Kort efter at vi var begyndt at slå lejr, blev gasgrillen hevet frem og tykke pølser smidt på risten. Efter den lange køretur var måltidet tæt på at være himmelsk. Der manglede blot remoulade for, at nydelsen var optimal.

Næste morgen forsatte vi tidligt for at nå frem til Tulak inden mørkefald. Imidlertid havde vinteren igen sneget sig ind på os. Midt på natten var det begyndt at sne, og der lå nu en tykt lag sne på bjergvejen. Vi forsatte dog ufortrødent.
Efter et par timers kørsel passerede vi et bjergpas. Efter yderligere et par timer og nogle hundrede højdemeter mere var den smalle bjergvej dækket med op til en halv meter sne. Korporal Pedersen var dog optimist, og vi husker alle hans bemærkning: "Det er vist ved at klare op - men det sner stadig!"

Efter vi havde talt med nogle lokale, som kom gående ned ad vejen, og som kunne berette, at sneen var op til en meter tyk længere fremme, besluttede vi at opgive at komme videre ad den vej.

En god gang sne - fremherskende vejrtype i de afghanske bjerge.

Da vores vejrprofeter i efterretningssektionen havde varslet, at det ville blive kraftigt stormvejr om natten, valgte vi derfor at returnere til forrige nats patruljebase, da vi her kunne komme i ly. Næste dag ville vi så forsøge en alternativ rute.
 
Som aftenen før kom grillen hurtigt frem. Menuen stod på marineret oksesteg, som blev skåret i småstykker. Da der var rigelig mad, inviterede vi de ti politifolk, som holdt vagt ved minareten, på middag. På deres øjne kunne man se, at de sjældent eller måske aldrig var blevet serveret så stor en mængde kød.

I løbet af aftenen fik vi yderligere meldinger fra Camp Whiskey omkring vejforholdene. Passet på hovedvejen, som vi skulle igennem på tilbagevejen, var ikke passabelt. Det betød, at patruljen nu ville komme til at vare yderligere otte dage, hvilket ikke kunne lade sig gøre, og det blev besluttet, at vi skulle returnere til lejren.

Næste morgen startede med passage af vadestedet. Vi oplevede ikke den varslede storm. Tvœrtimod klarede det nu op, og solen skinnede. Det gjorde, at den nyfaldne sne smeltede hurtigt, og at mudderet derfor begyndte at blive en belastning.

Vi havde sat terrænkæderne på vores biler, og vi kunne trække os igennem. Da vi stoppede på bjergtoppen for at kontrollere bilerne, opdagede Jeppe pludselig, at baghjulene på hans UNIMOG tabte luft. Det viste sig, at den ene terrænkæde var gået op og havde revet lufttilførselsslangen over.

Jeppe og Jacob forsøgte at lappe slangen. Da slangen sad under bilen, og der stadig var frost i skyggen, var det ikke muligt at få limen til at størkne. Mens vi ventede, kom grillen igen frem, og de sidste pølser blev varmet. Ved hjælp af en kompressor fandt vi en løsning på lapningen og forsatte hjem.

MLOT-D hjemme igen efter patrulje.

Da klokken var 22 rullede vi ind i Camp Whiskey. "Mission not accomplished," men mange, mange erfaringer rigere.