På patrulje med Murphy

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Martin, kaptajn, staben.

Som stabsofficer arbejder jeg primært inde i lejren, og en gang i mellem tager jeg til møder ude i byen. Sjældnere sker det, at jeg tager med på patrulje ud i resten af Ghowr provinsen.

Noget der ellers er en kærkommen mulighed for at følge patruljerne i deres arbejde, møde den ofte meget hjælpsomme og gæstfri afghanske befolkning og opleve det storslåede landskab, der omgiver os.

Så da muligheden bød sig i forbindelse med, at den danske og islandske patrulje skulle ud i det fjerneste hjørne af Ghowr provinsen, var jeg ikke sen til at gribe chancen for at tage med.

Man har tidligere kunnet læse, både i vores ugebreve og i brevene fra andre steder i Afghanistan, at man skal være forberedt på lidt af hvert, når man tager ud på patrulje. I vores område er der heldigvis ikke de store trusler fra lokale krigsherre eller Taleban.

Men med temperaturer ned på den forkerte side af minus 30 grader, bjergpas, der kan lukke til med sne eller en bil, der kan gå i stykker, skal patruljen stadig være klar til løse situationen efter de forhåndenværende søms princip.

Patruljen holder en pause ved et bjergparti.

Denne patrulje skulle som nævnt forsøge at komme ud i det fjerneste hjørne af Ghowr provinsen, en køretur, der under de mest optimale forhold tager mindst to dage, og under de nuværende forhold nok ville vare noget længere. Derfor er det vigtigt at have tilstrækkeligt med forsyninger med, så man kan klare sig, og da vore danske biler har et overvægtsproblem, blev løsningen at tage en litauisk UNIMOG med.

For dem der ikke ved det, er en UNIMOG en lille lastbil, men det er en lastbil, der har fantastisk gode køreegenskaber i terrænet. Noget der er meget vigtigt herude, hvor en hullet grusvej er at betragte som en fantastisk god vej.

Ud over de to danske Toyotaer og UNIMOG'en havde vi vore islandske kolleger med deres specialbyggede Nissan biler, der måske er det nærmeste, man kan komme på et perfekt køretøj til vore terrænforhold.

Patruljen startede en tidlig morgen, mens det endnu var mørkt. Med vores fem køretøjer trillede vi ud gennem porten og ned igennem Chaghcharan by, hvor vi tog en vej mod nordvest. Vi vidste, at den primære rute mod vest var lukket af sne, så vi tog en anden rute for at se, om vi kunne komme igennem der.

Denne rute ville blandt andet bringe os forbi Jam Minaret'en, der er Afghanistans første FN beskyttede kulturarvs genstand. Med sine 65 meter er minaret'en verdens anden højeste minaret bygget i sten og dateres tilbage til omkring 1200 tallet.

De første par timer gik via god vej. Godt nok en hullet grusvej med sne på, men det eneste, der sinkede os, var når vi måtte gøre korte hold for at give plads til brændesælgere, der med deres æsler var på vej til Chaghcharan.

Brændesælgere med æsler på vej til Chaghcharan.

Vi er heldige at møde en konvoj af gamle russiske militærlastbiler på vej til Chaghcharan med forsyninger et sted, hvor vi kan holde ind til siden. Jeg stopper den bageste lastbil for at spørge til vejforholdene længere fremme. Mens jeg venter på tolken, står jeg og overvejer, om den Mercedes-stjerne, der er sat på køleren af en lastbil, der tydeligvis aldrig har set skyggen af Tyskland, mon forøger værdien.

Nuvel, meget kan siges om russiske køretøjer, men disse lastbiler ser nu ud til at holde til livet på afghanske veje.
Vores tolk oversætter for mig og lastbilchaufføren bekræfter, at vejen er åben et godt stykke frem.

Mens vi krydsede op over det første bjergpas, begyndte sneen så småt at falde, og på et sted hvor vejen kun er markeret af snevolde i siderne, møder vi en varevogn, der i Danmark kun må transportere tre personer, men her er det lykkedes ti voksne afghanere at komme ind i den!

Det er klart, at vores køretøjer må ud til siden for at komme forbi.
Anders fra patruljen går ud fra siden af vejen for at holde vagt, og pludseligt står han i sne til livet, så vi får travlt med at undersøge, hvor vores køretøjer kan køre.

Varevogn med 10 passagerer.

Efterhånden som vi kom længere frem, blev vejen mere slynget, bakket og udfordrende. Ingen tvivl om, at vi efterhånden bevægede os af noget, der oprindeligt havde været et kamel-karavanespor og nu var blevet til hjulspor for køretøjer.

Noget så simpelt som at krydse et lavt vandløb er helt anderledes om vinteren end om sommeren, fordi der dannes en isfod langs kanterne af vandløbet, mens isen på midten af vandløbet bliver brudt af tungere køretøjer. Det betyder, at specielt vores relativt lave danske køretøjer skal op over en højere isfod, hvor man om sommeren bare kører op af vandløbets skrånende brink.

UNIMOG på vej gennem vandløb.

Halvanden time senere går det galt. Vi er på vej ned igennem en lav dal med de to danske køretøjer forrest, UNIMOG'en i midten og islændingene bagest. En formation der sikrer, at hvis der sker en form for trafikuheld, vil det oftest være de forreste lette køretøjer, der er udsat, og så har vi de tungere køretøjer bagved, der med deres bedre terrænegenskaber kan trække de lette køretøjer fri.

Men her går det galt for UNIMOG'en. Grundet sneen er det svært at se, hvor vejen stopper, og hvor skrænten på højre side af vejen begynder. Islændingene, der kører bag ved UNIMOG'en, fortæller bagefter, at de ser højre baghjul skride lidt til siden. og på et splitsekund ligger UNIMOG'en nede i grøften på højre side.

Mens vore islandske kolleger undersøger, om de to litauiske kørere er uskadte, kaldes de danske køretøjer tilbage. Heldigvis står det hurtigt klart, at kørerne er uskadte, hvilket nok er vores største held, for når menneskekroppe på små 100 kilo vælter sidelæns igennem et førerhus, er der en vis chance for, at noget går galt.

UNIMOG'en og vores forsyninger er en anden sag. Lastbilen ligger på siden skråt nede i en grøft, der lige netop er bred og dyb nok til, at lastbilen kan være der. Forsyningerne ligger væltet ud under og ved siden af lastbilen.

Søren fra den danske patrulje, der er næstkommanderende og i patruljeførerens fravær leder af denne patrulje, sætter straks en af sine folk til at melde tilbage til lejren om vores situation. Derefter tager han en hurtig snak med den islandske chef, major Stefan, om hvordan situationen skal håndteres.

Det står hurtigt klart, at det ikke bliver nemt, både fordi UNIMOG'en er det tungeste af vore fem køretøjer og på grund af måden, den ligger i grøften på samt terrænet omkring os. Der er ikke særlig meget plads at arbejde på.

UNIMOG lige efter ulykken.

Vi er ca. seks timer og omkring 60 kilometer væk fra lejren, hvorfor det vil vare minimum syv timer, før vi kan forvente assistance fra lejren. Ordren fra lejrens operationscenter er, at vi i første omgang selv skal forsøge at flotbringe UNIMOG'en. Det bliver dog alligevel besluttet at anmode om hjælp fra lejren, da det kan blive meget svært at flotbringe UNIMOG'en med vores køretøjer.

Island har ikke en hær, hvorfor vore islandske kolleger er en sammensat gruppe af politifolk, ambulancefolk, brandmænd og specialister i redningsopgaver i den islandske vildmark. Med andre ord eksperter i at håndterer en situation, som den vi står i. Ikke at vi som danske soldater er fuldstændig uforberedte på at håndterer sådan en situation, men når der er en læge til stede, forsøger man jo ikke selv at bortoperere en blindtarm.

Søren og Stefan bliver hurtigt enige om, at islændingene håndterer flotbringningen af UNIMOG'en, mens danskerne tager sig af sikkerheden omkring os, kontakten hjem til lejren og andre forefaldende opgaver.

Som det ofte ses i Afghanistan, dukker der folk op med det samme, selvom man tror, man er langt fra alting.

Her ligger der en lille landsby nogle hundrede meter længere nede ad vejen, og mænd og små drenge kommer straks til for at se, hvad der sker. Afghanerne viser sig senere at blive en væsentlig hjælp i vores arbejde. I første omgang beder vi dem dog om at holde lidt afstand, da det er vigtigt at vurdere, om lastbilen ligger ustabilt. Det ville jo være kedeligt, hvis en lokal afghaner eller en af vi andre blev klemt ihjel under lastbilen.

Efter at have flyttet vores forsyninger op på den anden side af grøften, forsøger islændingne, om de kan få bilen op på vejen igen, men det viser sig hurtigt, at UNIMOG'en ligger fast som skulle den blive der resten af vinteren.

Så er det, at Murphy stikker sit hoved frem igen. Over vejen, som UNIMOG'en skred ned fra, skråner en bakke op, og noget af sneen på bakken løsner sig pludseligt og skrider ned i og omkring en af de islandske biler. Heldigvis er sneen på bakken ikke særlig dyb, og der er ikke mere sne end vi kan skovle det væk, men havde der stået en mand på vejen, var han blevet lagt ned. 

Islandsk bil fanget i sneskredet.

Den islandske bjergningsekspert beslutter, at det er bedre at forsøge at rulle UNIMOG'en hele vejen rundt og forsøge at få den op på den anden side af grøften. En løsning der kræver en del arbejde; bilerne skal over på den anden side af grøften, forsyningerne skal flyttes igen for ikke at blive ramt af lastbilen, der skal graves sne sammen, så førerhuset på UNIMOG'en tager mindst mulig skade, og hele flotbringningen af UNIMOG'en kommer til at foregå i tre manøvrer.

Først skal lastbilen trækkes ned, så den ligger med bunden i vejret, derefter skal den trækkes rundt på siden, og til sidst skal det forsøges at trække den sidelæns op over en skrænt, så den kommer op på hjulene.

De lokale afghanere tilbyder beredvilligt deres hjælp med det fysiske arbejde; sne bliver gravet sammen og forsyninger flyttet. Vi deler flaskevand og transistorradioer, vi havde med på lastbilen, ud til de lokale som tak for indsatsen.

En af vore islandske kolleger finder en grill frem og begynder at grille sandwich og lave varm kakao, der bliver delt ud til både soldater og lokale.
Varm kakao er vist ikke noget, man har fået før her i landsbyen, men det ser ud til at de lokale kan lide det.

Afghaner, der drikker varm kakao for første gang

Næsten nøjagtigt fire timer efter at uheldet skete lykkes operationen, og UNIMOG'en står på alle fire hjul igen. Takket være sneen er førerhuset er næsten uskadt bortset fra døre og spejle, der har fået nogle tryk. Men siderne af ladet og bøjlerne, der holder presenningen, har set bedre tider.

De lokale hjælper med gravearbejdet før UNIMOG'en trækkes rundt på hjulene.

UNIMOG'en oppe på alle fire hjul igen.

Så vidt vi kan se på sneen, er der ikke løbet brændstof eller andre væsker ud af UNIMOG'en, men det er vigtigt at vente noget tid, inden vi forsøger at starte motoren så olie m.v. kan løbe på plads. I mellemtiden hjælper de lokale os med at læsse vores forsyninger på lastbilen igen, og i samarbejde med operationscenteret i lejren beslutter vi at donere en tønde dieselolie til afghanerne som tak for al deres hjælp.

Efter en halv times ventetid og et check af motoren forsøger en af de litauiske kørere, der også er mekaniker, at starte motoren, og overraskende nok starter den næsten med det samme.

Vi skynder os at gøre klar til afgang, da det er begyndt at sne igen og vi har en lang tur foran os tilbage til lejren. Desværre viser det sig ved afgang, at vi har haft endnu et uheld, da frontdifferentialet og firhjulstrækket på en af de danske biler er gået i stykker. Bilen kan køre, men det kan give problemer på vejen hjem ved passage af vandløb med videre. Derfor besluttes det at lade en af de islandske biler køre forrest så den, om nødvendigt, kan trække den danske bil.

Mens mørket sænker sig, begynder vi køreturen hjem, og da vi efter noget tids kørsel møder modgående trafik, kommer føreren af UNIMOG'en uforvarende til at bakke ind i den islandske bil, der kører bag ham. Det er et af den slags hændelige uheld, der sker, men der blev helt sikkert sendt nogle grovkornede islandsk hilsner til Murphy!

Da vi lidt efter gør et kort holdt, er det med en vis galgenhumor, at vi opsummerer mængden af uheld og overvejer, om det overhovedet er statistisk muligt at have så mange uheld!?

Efter endnu nogle timers kørsel møder vi på en smal bjergvej vores kroatiske kolleger, og endnu en UNIMOG, der er blevet sendt ud fra lejren for at hjælpe os. Vi får hilst hjerteligt på vores kolleger og fortalt lidt om vores oplevelser, mens de vender deres køretøjer, og med vores redningsstyrke i spidsen fortsætter vi hjemad.

Selvom vi næsten kan fornemme Murphy haste efter os i nattemørket for at se, om han endnu en gang kan ramme os med sin lov om at "alt hvad der kan gå galt, vil gå galt", lykkedes det os at komme hjem til lejren uden videre problemer.

Jeg fik aldrig set Jam Minaret'en, men jeg fik i sandhed et indtryk af, hvilke udfordringer patruljen kan blive udsat for.

Heldigvis skete der kun materielle skader, hvor det kunne være gået meget værre. Alle har det godt.