På tur med EOD, Arthur og alle de andre
Af kaptajn Peer Søndergaard Larsen, presseofficer.
Planen var egentlig, at vi skulle deltage i en UK kolonne fra Bastion over Arnhem, til FOB ROB (Forward Operating Base Robinson), videre til et par andre FOBs og tilbage samme vej.
Vi startede kolonnen noget forsinket sidst på natten og nåede kun til Tombstone, inden den første lastbil røg i grøften og væltede. Tilbage til Bastion og prøve igen næste nat. Denne gang nåede vi et godt stykke ud af High Way 1, indtil der igen røg en lastbil i grøften og væltede.
Pause, bjærgning og ind til Price for at læsse af. Alt sammen blev forsinket, og vi kørte under forhøjet trussel om vejsidebomber ind gennem Gereshk ved 0930 tiden. Det var en spændende periode, mens vi kiggede som gale efter en mulig trussel. Vi overså faktisk, at folk vinkede og smilede til os i Gereshk.
Far og barn.
Videre ud af IED-alley (improviseret sprængladning) også med forhøjet IED trussel. Over os pisker en helikopter frem og tilbage over kolonnen for at spotte problemer eller skræmme taleban fra at gennemføre deres eventuelle planer.
Mens vi stirrer alle steder for at se, om der er noget suspekt, kommer almindelige mennesker trækkende med æsler og med børn i hånden. Jeg kigger på en far med to små drenge på 3-4 år, som tusser af sted på bare tæer gennem sandet. De små fyres bevægelser ligner min egen søns, da han var i den alder. Jeg kigger på dem og ser på husene bag dem. "Det er da fandens til land," ryger det igennem mit hoved.
Vi arbejder os ud igennem ørkenen, og nu begynder der en anden udfordring. Kolonnen kører igennem svært terræn, og flere køretøjer bryder ned eller kører fast. Det går resten af dagen og aftenen med, indtil vi nærmer os Arnhem.
Dickers.
Undervejs føler vi os overvåget, og der meldes om mulige baghold og IED længere fremme. I EOD PMV'en (ammunitionsrydningskøretøjet) har vi både ildkraft og signalmidler, men i lastbilerne er det småt med informationer fra den engelske kolonne, så vi videresender beskeder ned i kolonnen til de danske køretøjer. Det er udfordrende at få at vide over radioen, at der måske er et baghold længere fremme. I pauserne kan vi høre, at humøret er højt i de danske lastbiler. Der var nu et antal køretøjer på trækstang.
Natten tilbringer vi i ørken-BSO (beredskabsområde) sikret af UK landrovers. Næste morgen, alt for tidligt, skal vi op. Nogle lastbiler kører ind til Arnhem, og vi andre hygger et par timer.
Der kan godt hygges på rampen på en PMV.
Da vi kører igen, kommer vi ikke 150 meter, før der lyder en eksplosion. En landrover er kørt på en mine lige bag det sted, hvor den sikrede vores BSO. EOD skal indsættes for at afsøge et spor ind, så de sårede kan komme ud. Vi kører tilbage til stedet. Thomas får de andre englændere til at blive på bilerne, og det estiske EOD team til at lave en anden vej ind til bilen.
Christian tænder minesøgeren og begynder at lave et spor ind til bilen. Det kører fuldstændigt som på øvelserne. Det er bare alvor. Christian får lavet sporet, og vi får den sårede over i PMV'en, så MEDIC (sygehjælperne) kan behandle ham. Det er heldigvis et mindre sår i armen, som måske også er brækket. De to andre på vognen er noget chokerede, da de alle tre på skift har sovet i feltsenge om natten på det sted, hvor minen gik af. Efter behandling bliver de alle tre evakueret med helikopter og bilen hængt efter en kranvogn.
Da vi endelig skulle videre, svirrede det med meldinger om planlagte baghold og IED trusler, så man til sidst så spøgelser alle steder. Vi så på et tidspunkt en hel flok suicide-kameler, men de gik den anden vej. Efter at kamphelikopterne havde afsøgt de mulige bagholdsstillinger, kørte vi igennem beboelsesområderne og ud i ørkenen, mens solen gik ned, og det blev mørkt. Måneskin og af sted det gik igennem det mest umulige terræn, man kan forestille sig.
Bilerne blev ved med at sidde fast og gå i stykker. Pludselig midt på natten dør PMV'en. Lasse som er vognkommandør og gammel panserbrokører laver fejlfinding lynhurtigt, og trods det at tankmåleren viser kvart fuld, er den tom. Heldigvis har ARTHUR-fyrene (artilleripejleradaren) diesel med på dunke.
Sådan en ARTHUR radar er ikke let at få med gennem ørkenen.
Natten igennem varsler Christian over de personlige radioer, når der kommer særligt grimme steder, og han holder snakken i gang mellem de danske biler. Så bryder der en dansk vogn sammen med bøjet styretøj. Surt, at danskerne må være en af de nye biler i trækstang det sidste stykke.
Sidst på morgenen bliver der stille i vognen, nu er der ikke mere energi tilbage. Junior kører stadig PMV'en sikkert og roligt frem mod FOB ROB, mens Lasse og jeg snakker, resten sover.
Så må der soves igennem.
I FOB ROB modtages vi ved otte-tiden af ATHUR-fyrene med den triste meddelelse om tabet af to spejdere i nattens kamp i Green Zone. Det tager lige toppen af den ellers glade stemning over at værre kommet frem til kaffe, morgenmad, bad og toilet i ARTHURs flotte nye compound.
Indkvartering hos ARTHUR er ren luksus.
Trætte og ikke helt så glade, som vi gerne ville have været, vises vi rundt og får indrettet os, således at kolonnen kan blive klar til at køre videre igen om aftenen.
Der læsses af fra lastbilerne og gøres klar til en tur i soveposen, når turens oplevelser lige er blevet gennemgået og bearbejdet.
For mit vedkommende sluttede turen her, men det var en rigtig god oplevelse at se de udfordringer, som vi byder de folk, der skal med på UK forsyningskolonner. Det var også en god lejlighed til at se EOD og transportfyrene i arbejde og se ARTHURs folk under turen og ikke mindst deres gode forhold i FOB ROB.
Jeg nåede desværre ikke at se, hvordan ARTHUR arbejder med radaren, men det håber jeg at nå på et senere tidspunkt.
Det er en voksen udfordring at være med på en UK kolonne, uanset om det er som EOD, transport eller ARTHUR. Jeg var imponeret over det gode humør, den professionelle holdning og modet hos alle deltagere på denne tur. Det var en god oplevelse.