[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af presseofficer Nikolaj Grøn

Danske pansrede mandskabsvogne indsat i det nordlige Helmand.

Den danske styrke i Afghanistan blev forstærket med pansrede mandskabsvogne (PMV) sidste år, og siden da har køretøjerne været indsat operativt et utal af gange, primært med fokus på beskyttelse af egne og allierede soldater.

Oversergent Mette Terkildsen har fungeret som fører for de danske soldater, der er kørere og vognkommandører på køretøjerne. For hende har det været en spændende opgave, der har givet mange nye erfaringer.

"Vi har prøvet alt lige fra at være i direkte kamp med Taliban, til at køre eskorte og arbejde sammen med de britiske soldater fra Camp Bastion. Jeg har været meget glad for mit arbejde som fører og for mine pansrede mandskabsvogne" siger Mette.

De pansrede mandskabsvogne har flere gange eskorteret den danske forsyningskolonne, når logistikdelingen har genforsynet de indsatte soldater med vand, mad og ammunition midt ude i den afghanske ørken. Genforsyningen gennem ørkenen har været en vigtig operation, da helikoptertransport ikke altid var mulig.

PMV-delingen har frigivet ressourcer til beskyttelsen, der ellers skulle være taget fra 2. Lette Opklaringseskadron. PMV'ernes råstyrke har også kunnet trække andre køretøjer fri, hvis de skulle sætte sig fast i det afghanske mudder, der har det med at dukke op efter hvert regnskyl.


 
Forsyningskolonnen sikres af pansrede mandskabsvogne.

Engelske soldater og danske PMV'er
Størstedelen af den danske styrke hører hjemme i Camp Bastion, en stor britisk militærlejr i midten af den afghanske ørken.  Mettes deling har haft et tæt samarbejde med det britiske force protection kompagni, der har til opgave at beskytte lejren. De danske soldater har dels støttet briterne med at tage vagten i tårnene omkring lejren, dels arbejdet tæt sammen med dem på patruljer i området rundt om Camp Bastion.

Delingsfører fra force protection kompagniet Løjtnant Ben Firth og hans folk er fra den britiske Territorial Army (TA) og de vender efter Afghanistan hjem til deres civile jobs. "Infanterienheder fra TA har været udsendt til Irak siden 2004, men det er første gang at vi er indsat sammen med Royal Marines. Så vi har skulle bevise vores værd hernede, også selvom mange af os har flere udsendelser bag os." siger han og fortsætter "I forhold til de danske PMV'er har det været nyt for alle, og vi har trænet nye procedurer med de danske køretøjer. Vi har været glade for den ekstra ildkraft, beskyttelse og mobilitet, som de har givet, og samarbejdet med de danske soldater har været enestående."


 
De engelske soldater har været glade for samarbejdet med danskerne.

Pansrede mandskabsvogne i kamp
De danske pansrede mandskabsvogne var også med på operationen ved Dahaneh i starten af januar, hvor det kom til kamp med Taliban. PMV-delingen støttede primært med transport af danske og engelske soldater, men var til tider også tæt på kamphandlingerne. "Så har vi prøvet at være i kamp! Jeg har ikke noget behov for at prøve det igen, men det er godt at vide at ens soldater reagerer, som vi har trænet det." siger Mette.

Under operationen var det også Mettes deling, der beskyttede de journalister fra TV2, der var nede for at lave programmet Rød Zone, ligesom chefen for den danske styrke Oberstløjtnant H.-C. Mathiesen havde sin faste plads i sit føringskøretøj. Eskorte og beskyttelsesopgaven har vist sig at være en tilbagevendende opgave for de pansrede mandskabsvogne. Ud over de engelske soldater  har både Forsvarschef General Helsø og chefen for Hærens Operative Kommando Generalmajor Poul Kiærskou været på patrulje i de danske pansrede mandskabsvogne i området omring Camp Bastion.

Et faktum, der yderligere berettiger til englændernes øgenavn for Mettes deling: 1. Armoured Force Protection.

Mettes PMV, her med overkonstabel Matthiesen og oberstløjtnant Mathiesen.

Læs også:
Forsvarschefen i Afghanistan
Hærchef på Tour d´ Afghanistan