Patrulje til Koran Wa Monjan

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af major Kristian Bentsen og kaptajn Jesper Vistisen.

MOT Hold 1 og 4 var på patrulje fra mandag 28. maj til onsdag 30  maj i den sydligste del af Badakshan provinsen i distriktet Koran Wa Monjan. Distriktet er præget af ufatteligt mange bjerge, og man kommer virkelig op i højderne (vi kørte i 3000 - 3500 m højde).

Det er et fattigt område og samtidig et område, der ikke får mange besøg af Provincial Reconstruction Team Feyzabad (PRT FEY), idet vejen derned er lang og har været præget af meget regn og "mudderskred".

Koran Wa Monjan - området hvor MOT 4 skulle rekognoscere for observationsposter.

Formålet med patruljen var først og fremmest at rekognoscere. Dernæst var prioriteten at forberede Civilt-Militært Samarbejde (CIMIC) og indhente oplysninger om området og finde frem til nøglepersoner.
Med rekognoscering forstås her virkningerne af de mange "mudderskred", som har præget hele Badakshan den sidste måned, samt rekognoscering for observationsposter.
CIMIC opgaven var at iværksætte nogle hurtigt virkende projekter (Quick Impact Programs), idet befolkningen i distriktet mener, at PRT FEY har været usynlige dernede.

Vi forlod lejren klokken 3.30 om morgenen og kørte mod Koran Wa Monjan. For at komme dertil skulle vi igennem distrikterne Feyzabad, Baharak, Jurm, Yamgan og til sidst Koran Wa Monjan.
I Feyzabad city blev vores patrulje opholdt af et "Rutecheck", da en bil var blevet mistænkeligt parkeret midt på vejen. Det viste sig dog at være på grund af et punkteret baghjul.

Ellers gik resten af turen ned til Koran Wa Monjan som planlagt. Vi tilbagelagde de ca. 200 kilometer på 14 timer, og så var der ikke meget andet at gøre end at finde et "Guest house", hvor vi kunne overnatte. Vi fandt en skole, hvor vi kunne sove, og der var vi indtil næste dag kl. syv.

     
Klargøring til transport efter en overnatning.

Nogle af de børn, der gik på den skole, vi overnattede på.

Om morgenen splittede vi de to MOT-hold op. MOT 1 skulle stå for CIMIC og informationsindhentning, imens MOT 4 skulle stå for rekognosceringsdelen.

MOT 4 forlod skolen og kørte sydpå, hvor vi stødte på en del forhindringer i form af bjerge. Vores ene køretøj fik problemer på den tur, så det begrænsede vores manøvre under en patruljetur. Samtidig havde sektionsføreren fra MOT 1 meldt, at deres ene køretøj ligeledes havde problemer, så det tegnede til at blive en god hjemtur. Det er skam ikke fordi, at bilerne ikke bliver vedligeholdt. Det skyldes udelukkende de mildt sagt elendige veje, vi kører på, så det er desværre blevet et "hverdags problem".

Men vi fik rekognosceret for tre observationsposter, og samtidig kunne vi konstatere, at distriktet ikke var blevet ramt af "mudderskred" - i hvert fald ikke på vejene. Om aftenen kørte vi nordpå igen. Jeg havde aftalt med MOT 1, at vi skulle mødes med dem i den sydlige del af Yamgan, da vores biler var beskadigede.

                                  
En almindelig forhindring i form af en bro.

Her er en af de såkaldte "Poppy Fields".

I Yamgan havde MOT 1 fundet frem til et "Safe house" ved politistationen, så her overnattede vi indtil næste morgen.
Vi startede næste dag med CIMIC-arbejdet og samtaler i Yamgan for at vise tilstedeværelse og hjælpe byen, men også fordi vi gerne ville bruge politistationen en anden gang.

Det var ikke det eneste CIMIC,  MOT 1 fik lavet den dag. Holdet valgte senere på dagen at køre over bagbenene på et æsel, og det kostede 50 Dollars. Da vi var færdige der, kørte vi igen nordpå. Resten af turen hjem gik bedre end forventet. Køretøjerne viste sig at kunne holde hele vejen tilbage - dog i nedsat tempo (til sidst omkring 10 km/t). Vi ankom til lejren omkring kl. 21, og det var så den tur.

Det kaldes en "vej".

Den 28. maj, da de to MOT tog af sted på deres "opdagelsesrejse", var også dagen, da Det Danske Kontingent af vores tyske kolleger var blevet inviteret til at deltage i en "joint" skydebanedag.
Desværre skulle MOT altså på patrulje, og samtidig havde de øvrige sektioner meget at se til, så den danske deltagelse blev begrænset til næstkommanderende og oversergent Hagen fra CIMIC.

Tyskerne havde lavet et rigtigt flot set-up. Indledningsvis var der et static display af våben fra alle nationer (tysk, tjekkisk, belgisk og dansk), hvor alle "drengene" fik mulighed for at pille, rode og rage. Både næstkommanderende og oversergent Hagen skulle naturligvis se lidt nærmere på tyskernes 12,7 mm finskyttegevær, og hold da op for en kanon.

Oversergent Hagen med et stort smil på.

Tjekkerne har en tjekkisk model af AK-47/74. Det er selvfølgelig et velafprøvet våben, som på alle måder er testet i kamp. De syntes selv godt om det, men alt det lækre nye grej var alligevel attraktivt. Der blev taget "heltebilleder" til den helt store guldmedalje, og selv den tjekkiske feltpræst kunne ikke holde sig væk.

Den tjekkiske feltpræst i aktion.

Efter static display var der skydning startende på 100 meter, hvorefter man i hold af fire mand rykkede frem mod målene. Sikkerheden tog tyskerne sig af, og i vanlige tysk stil var intet overladt til tilfældighederne.

De forskellige våben, vi prøvede, var alle spændende og sjove at skyde med, men faktum i den sidste ende for oversergent Hagen og mig var, at vi trods alt syntes bedst om vores egne våben.
Der blev også gennemført forsøgsskydning mod en plade til den tyske fragmentationsvest, og stor var overraskelsen, da det viste sig, at kun den danske kunne trænge i gennem, især da tyskerne og belgierne også anvender 5,56 mm ammunition. 

Chefen for Det Danske Kontingent er kommet retur fra leave. Vi havde naturligvis planlagt en lille overraskelse til ham, således at han følte sig velkommen. Overraskelsen bestod i alt sin enkelthed af en - lad os kalde det "optisk illusion". Vi havde sat kort-plast op på indersiden af hans dør, og bagved dette som et lille gardin var der sat yderligere et stykke plast op. Mellemrummet mellem disse blev fyldt op med balloner, så det så ud som om hele chefens værelse var fyldt med balloner.

Da chefen ankom til lejren, var han naturligvis glad for at være tilbage, og han bemærkede ikke umiddelbart, at der var en del, der stod og ventede på, at han åbnede sin dør. Da han endelig fattede dørhåndtaget, var alle dog klar, og sekundet efter udbrød der en stor latter i Camp Odin. Heldigvis var chefen den, der grinte højest.

Indgangen til chefens værelse.
Chefen får sig en overraskelse.

Næstkommanderende og senior fik naturligvis skylden, selvom begge naturligvis var "helt uskyldige", og beskyldningerne om, hvem det egentligt stod bag, fløj herefter til højre og venstre. Chefen gik straks i gang med at se, hvor stor skaden var, og man fornemmede en vis lettelse, da han fandt ud af, at det trods alt ikke var hele værelset, der var fyldt med balloner.

Chefen går i gang med at rydde ud.

Pas godt på hinanden derhjemme - det gør vi hernede.