[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Skrevet af konstablerne Kristian Kjelgaard Pedersen og Thomas Herrup Friis Rasmussen.

På forsyningskontoret er vi så småt begyndt at gøre klar til at overdrage til Hold 17, men de daglige gøremål skal jo stadigvæk klares. Der er de daglige bestillinger, så de forskellige kontorer og ikke mindst folk i enheden kan fungere.
Der er også Finn i HQ MAIN i Pristina, som selvfølgelig også skal forsynes, og det kan jo så give nogle ture derind. Det kan godt være rart, hvis man har været i lejren i et længere stykke tid, at komme udenfor, men for det meste er der da tid til, at vi alle kan komme en tur ud.

Vi har i forbindelse med at gøre klar til Hold 17 ankomst lavet en totalmønstring af NSE’s materiel, så vi på den måde kan gøre det så godt som overhovedet muligt for vores efterfølgere.



Her ses NSE’s forsyningshjælper Konstabel T. H. F. Rasmussen i våbencontaineren.

Den 11. juli havde vi en fødselar. Oversergent Anders Lassen fyldte nemlig 25. Det kan for nogle betyde kanel – det gjorde det i den grad for Anders. Først fik han kanel om morgenen, og så igen om aftenen under koncerten med det danske band Decco Band.



OS Anders Lassen i fuld ”kanel-sløring”

Decco Band var på besøg og gav koncert – både tirsdag og onsdag. Decco Band har tidligere været i både Irak og Afghanistan for at spille for danske soldater, men det er første gang, de er i Kosovo.
Det er et kopi-band, der mest spiller 80’er og 90’er rock- og countrymusik, men giver musikken et twist på deres egen lidt heavy måde.
Scenen var bygget af bjærgnings- og transport sektionen, og ved siden af scenen var der opstillede PMV’ere. Det var god og tiltrængt underholdning, der blev leveret fra scenen, og Kontakt – og Velfærdsofficeren,der har arrangeret koncerten, havde inviteret deltagerne fra de tidligere afholdte DANCON marcher, så der var en del nationer repræsenteret blandt publikum.



Decco Band fyrer den her af med nummeret Sweet Home Alabama, der oprindeligt er skrevet af den amerikanske gruppe Lynyrd Skynyrd.

Der er travlt på postkontoret, da rotationen hastigt nærmer sig. Stort set alle har et eller andet, der skal sendes hjem, så de kan overholde vægtgrænsen i deres tasker og køjesække ved hjemrejsen. Det betyder, at der bliver solgt mere emballage, sendt flere breve, sendt flere pakker og der skal laves flere manifester. Altså alt i alt: Møllen kommer til at køre hurtigere…