[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Under en skydeøvelse i Oksbøl Øvelsesterræn i dag skete der en ulykke.
To soldater blev ramt af skud.
De blev begge bragt til Esbjerg Sygehus.

Ved ankomsten var den ene død. Der er tale om en konstabelelev fra Gardehusarregimentet i Slagelse.
De pårørende er underrettet.

Den sårede er en befalingsmand. Hans pårørende er også blevet underrettet. Den sårede bliver overført til Odense Sygehus.

Begge soldater var under uddannelse med den styrke, der afgår til Irak som Hold 9 i begyndelsen af februar.

Forsvarets Auditørkorps arbejder i øjeblikket på at undersøge alle omstændigheder ved ulykken.

Der er psykologhjælp på vej til Oksbøl.

Hærens Operative Kommando har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.