PUMA er altså en helikopter

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af overkonstabel Morten Binns, operationssektionen.

Så er endnu en uge med adskillige kilometer, mange skud afgivet i øvelsesøjemed, mindre operationer og timevis af diverse øvelses- og træningstimer tilbagelagt i Camp Olaf Rye og omgivelser.
Vedligeholdende træning og øvelser fylder stadig en stor  del af tiden her under vores ophold i Kosovo.

I samarbejde med franskmændene og med deres svar på "hollændervogne" har vi gennemført store øvelser i at forsvare os mod eventuelle uroligheder. Øvelser hvor der blev brugt simuleret gas og var stenkastende demonstranter for at give det et realistisk præg. Flere af deltagerne gav udtryk for, at det var varmt og hårdt, men også ganske underholdende.

De højtrangerende officerer, som overværede begivenheden, var godt tilfredse med det, de så, og de var overbeviste om, at dette sagtens kunne fungerer i en eventuelt skarp situation.

Træning i Novo Selo.

En anden stor begivenhed for mange har været de helikopter ture, der er gennemført i ugens løb. Mange har fået fornøjelsen af en tur i den flyvende "PUMA", der gentagne gange er landet udenfor lejren for at fragte de heldige soldater rundt på en lufttur i vores ansvarsområde. Turene går under betegnelsen "område-kendskab" og er mest tilegnet de soldater, som jævnligt kører på patruljer og for dem, som for det meste kun har kendskab til området via kort.

Venter på helikopteren.

Udsigten fra helikopteren.

Skydebanen har også været et flittigt anvendt udflugtssted i ugens løb. Hvad billederne ikke afslører er en kæmpe kage erhvervet for 4 euro i vores kantine og heller ikke de mange behagelige medbragte stole, den medbragte messevogn og alle de andre luksus effekter, der obligatorisk medbringes, når staben gør skydebanen usikker.

Velfærdsofficeren funderer lidt over den store spredning i skiven.

Som dette ugebrev forhåbentlig afslører, er humøret stadig højt og moralen i top. Der kan til tider være meget arbejde og mange øvelser, men det er alt sammen medvirkende til, at tiden flyver af sted på en god måde. Der er stadig tid til træning og stadig tid til at erhverve militærgenstande og elektronik i de omkringliggende lejrbikser, og skrivning af et enkelt brev til de pårørende, kan der også blive plads til.
 
Alt i alt kører vi stadig på i højt tempo og ser frem til foråret og den efterfølgende sommer, som for mange af os for første gang skal tilbringes her i Camp Olaf Rye.