Rejsen til Chaghcharan

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nikolaj G, kaptajn

Det var ikke uden en vis spænding, at vi sent tirsdag aften i regnvejr endelig kunne sætte os ind i flyveren med kurs sydpå til det, vi alle længe har ventet på, nemlig opholdet og tjenesten som hold 4 på det danske bidrag til det litauiske PRT (provincial reconstruction team) i Chaghcharan i Afghanistan. Efter en nats flyvetur med stop i Istanbul landede vi onsdag morgen i Kabul International Airport (KAIA), hvor vi skulle tilbringe en nat for derefter at flyve henholdsvis køre videre til den litauiske base i bjergene.

Vejret var imidlertid ikke med os - flyet med staben kunne ikke lande i Chaghcharan grundet dårlig sigtbarhed og patruljen i deres nye, terrængående lastbiler måtte vende om efter 80 km af den 500 kilometer lange rute, da sneen blev så tyk at den medfølgende Toyota gled i grøften og man ikke kunne se vejen længere fremme.

Stemningen i patruljen var dog høj, da den mødtes med resten af holdet i cafeteriet i KAIA samme aften. Alle de indlærte færdigheder og procedurer havde virket, og patruljen var sluppet af med den spænding, der altid er forbundet med at skulle prøve noget for første gang.

Tidsfordriv i lufthavnen.

Der var ikke udsigt til, at sneen ville smelte foreløbigt, så vi splittede holdet op og tog to flyvemaskiner videre ud til endestationen, mens lastbilerne foreløbigt bliver i Kabul. 
En uge efter afskeden med de kære derhjemme var hele holdet således samlet i Camp Whiskey i Chaghcharan - 4800 kilometer fra Danmark.

Der var nok at tage fat på med hastig erfaringsoverdragelse fra det gamle hold, som skulle med flyveren dagen efter, at vi var kommet til lejren. Efter en kort rundvisning stod det klart, at det slet ikke er så tosset at bo herude i bjergene. Man får gratis og særdeles god mad tre gange om dagen.

Ens tøj bliver vasket, og man kan stå med det strøget og lagt sammen fire timer efter, man har afleveret det. Der er gratis internet og telefon, når det ellers lige virker - og så kan man hver dag nyde den friske bjergluft, som automatisk følger med her 2500 meter over havets overflade.

Her skal vi tilbringe det næste halve års tid i selskab med litauere, amerikanere, kroater og islændinge.

Vi er hurtigt blevet sat i arbejde. Dagen efter ankomsten blev L. K. og Hunt fra patruljen sendt på fodpatrulje i Chaghcharan by sammen med en flok litauiske soldater - hvilket var en god lille smagsprøve på mødet med lokalbefolkningen, før patruljen selvstændigt skal ud og gennemføre opgaver i de fjernere egne af provinsen.

Mandus og Kenni fra staben har i samarbejde med litauiske officerer gennemført møder med lokale magthavere. Det har været en stor oplevelse - et møde med en virkelighed, der på mange punkter ikke ligger fjernt fra den kunstige virkelighed på øvelserne hjemme i Oksbøl øvelsesterræn for et par uger siden - nu sidder man blot overfor ægte afghanere med ægte problemer, som man skal tage stilling til.

På skydebanen med vore islandske kolleger.

Enhver militærforlægning har en skydebane - og Camp Whiskey er ingen undtagelse, om end bane er så meget sagt. Lørdag kørte vi med den islandske patrulje ud til en nærliggende slugt, stillede en række skiver op og indskød vores våben, mens et par ravne kiggede på fra kanten af et nærliggende russisk panservrag.

Det er tydeligt, at historiens vingesus tidligere har lydt over denne afsides dal i Hindu Kush bjergene, og vi vil gøre vores for, at vi om et halvt år går over i historien som lille flok danskere, der har gjort en forskel - om så den kun bliver lille - herude - på kanten af verden.