[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af M.C. NSE (Nationalt Støtte Element) ISAF

Vores nyligt ankomne sygeplejerske Thomas, der har fotografering som sin store passion, blev efter få dage på farmen opfordret til at undervise os andre foto-nørder udi fotograferingens kunst.  Vi er enkelte, der har brugt en del af vores velfortjente løn på et fotograferingsaggregat, som selvfølgelig kan alskens finurlige ting "og nej chef, det kan ikke afspille MP3 filer". Vi har jo alle sammen en mesterfotograf gemt i maven, og den grønne indstilling på apparatet (automatisk), den kan da i hvert fald tage billeder, så langt var vi alle sammen.
 
Thomas fik hurtigt stykket noget undervisning sammen, og alle tilmeldte mødte glade op med forventningen om, at når vi gik fra undervisningen, så kunne vi bare det der med at tage billeder til National Geografic. 

Vinderbillede i kategorien "Arabisk".

Men virkeligheden ramte de fleste hårdt, der var noget med lukketider, blænde, ISO, dybdeskarphed, noget med nogle 16.-dele og andre matematiske begreber, som kun de helt unge kunne huske fra deres skolegang.

Nå, men hvor meget vi end fik ud af det, var Thomas i vores øjne nu steget til en guru indenfor emnet fotografering. Han foreslog dernæst, at han i samarbejde med vores forsyningsbefalingsmand ville arrangere en fotomarathon. Dette forrygende arrangement skulle løbe af stablen den 12. maj kl. 9-15 i tre etaper af to timers varighed og tre opgaver i hver etape, altså ni billeder i alt pr. deltager.

Vinderbillede i kategorien "Hurtig".

Da startskuddet lød klokken ni var otte forventningsfulde amatørfotografer samlet til uddeling af de første tre emner, vi skulle fotografere; enkelte måtte dog melde fra grundet tjenstlige pligter… Det var chefen, der stod for selve uddelingen af opgaverne. Han deltager desuden i dommerpanelet sammen med guruen Thomas, chefens evner indenfor feltet fotografering vil jeg undlade at kommentere her på siden…

Der blev lagt hårdt ud og tænkt store kreative tanker hos nogle, andre gik mere pragmatisk til opgaven og tænkte, hvor svært kan det egentlig være det her med de billeder. Det skal lige siges, at disse deltagere ikke var tynget af den mængde viden, vi andre havde fået stoppet i hovedet af Thomas…

Vinderbillede i kategorien "Det er dansk".
Det var en herlig dag, solen stod som altid højt, temperaturen lå omkring de 42-43 i skyggen, men jeg tror, at køretøjerne på Kandahar Air Field var dem, der led mest ved varmen under opgaveløsningen. De har ikke kørt så mange kilometer i et stræk, som de gjorde i de seks timer, det hele stod på.

Men hvor om alt er, så skal der ved sådanne begivenheder også udpeges en vinder, og redaktørens personlige favorit er Thomas (vores krybdyrsekspert) ovre fra CISCEN (kommunikationscentret).

Vinderbillede i kategorien "Hokus-Pokus".

Dommerpanelet tog sig god tid til voteringen, og søndag aften forelå resultatet. Vinderen blev ikke overraskende Thomas fra CISCEN. Nummer 2 blev sygeplejerske Christine og nummer 3 blev MATAMM Gregersen.

Vinderbillede i kategorien "Langsomt".

Vi siger tillykke med sejren til Thomas, som var helt klar, og selvfølelig også til nummer 2 & 3, og vi håber, at der bliver holdt flere af den slags arrangementer.