Selv om man ager med stude…

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Kenneth Thornild, chef NSE (Nationalt Støtte Element)

Det var dagen, hvor chefen endnu engang blev bekræftet i, at trædepoterne ikke er lavet til 25 kilometer stroppetur rundt om landingsbanen, specielt ikke hvis man sidder på kontor til daglig. Jeg må sande, at de første 12 kilometer var noget lettere at gå end de sidste 13.

Nemesis ramte efter at chefen - noget kåd - var stillet op til fotografering med en bemærkning om, hvor svært kan det være "Nogle får vabler og nogle får ikke". Faktum er at alle gennemførte, og vi er en del, som i øjeblikket bevæger os rundt på listefødder.

Marchen var arrangeret af vores kære velfærdsguru MØS, og med en håndfuld hjælpere, deriblandt vores sygeplejerske Nikolaj som vabelkirurg, lykkedes det at få hele marchen til at køre på skinner.

Et par enkelte af hjælperne på dagen havde fungeret som testpersoner og havde et par dage i forvejen gået marchen, så de vidste godt, hvad det var, man skulle igennem.

Marchen startede lørdag morgen klokken seks oppe ved Boardwalken. Et par britiske soldater havde valgt også at prøve lykken denne dag i håb om medaljehøst og diplom for øje. Ellers var der nogenlunde ro over feltet fra starten, der var dog et par enkelte, som valgte at løbe ruten. Ja ja, tænkte vores ældste motormekaniker: "Den ler sidst ler bedst". Jeg starter i hvert fald med at gå.

De første otte-ti km forløb uden de store forhindringer for de fleste, vores to maratonløbere prustede og stønnede noget efter de første syv kilometer, hvor temperaturen efterhånden nærmede sig de 27 grader i skyggen, men humøret var højt, og de fortsatte i raskt løb derudaf. Vores sygeplejerske måtte i gang med sit medbragte udstyr efter ca. 10 km, da vores CIMIC-kører (civilt-militært samarbejde) Jan måtte smide begge støvler, for derefter at få skåret vabler på hælene.

Men sådan en som ham er ikke sådan at slå ud, så da han var lappet sammen, startede han da bare ud med at løbe, nu var de andre jo foran.

Da vores to frontløbere krydsede målstregen efter første runde og skulle ud på anden og sidste, var det med vores ældste motormekaniker et stykke bagude, så de havde ingen bekymringer på dette tidspunkt, udover at temperaturen nu nærmede sig 30 grader i skyggen og væskedepoterne nu for alvor skulle fyldes op, når man havde mulighed for det. Det skal dog lige siges, at der ikke manglede vand og andre fornødenheder til svendene ude på ruten. Da vores motormekaniker som tredje mand rundede første omgang tænkte han, nu skal den have gas, jeg skal vise de to, at man ikke bare sådan løber fra en mand fra flyvevåbnet.

For mange af de andre begyndte de første 12 km at sætte sig både i ben og fødder og tempoet faldt en smule på dette tidspunkt. Redaktionens årvågenhed faldt på dette tidspunkt også (vi skulle hente is til de trængende), og vi mistede vores motormekaniker af syne.

Da vi kørte ud på endnu en rute for at danne os et overblik, kunne vi ikke rigtig forstå, at vi ikke stødte på ham på vores vej. Det viste sig, at de næste, vi fik øje på, var vores to frontløbere, som da vi kom op på siden af dem havde et noget desillusioneret udtryk i ansigtet, og med Sanders noget rammende bemærkning "jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde, da han løb forbi", så faldt tiøren også for den rullende redaktion: Han måtte altså være foran, og ganske rigtigt, da vi rundede det næste sving, overhalede vi en storsmilende motormekaniker, som kort tid efter løb i mål som første mand i tiden 2 timer og 49 minutter.

Postbefalingsmanden og kommandobefalingsmanden kom ind ca. 15 minutter senere, derefter blev begge sygeplejersker sat i arbejde, efterhånden som folk kom ind med større eller mindre vabler - en enkelt med store blodpletter på ydersiden af støvlelæderet.

De sidste kom i mål i tiden 4 timer og 10 minutter, og alt i alt må velfærdsguruen kigge tilbage på denne dag med et smil på læben, for alle kom som sagt i mål, og alle var på benene dage efter.