Signalteam på plads

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Allan Poulsen, seniorsergent

Danish Deployable Communications and Information System Module A (DCM), i daglig tale det danske signalteam, er efter en lang og til tider besværlig rejse kommet til International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan. Signalteamet er fordelt på Bagram Airfield, i hovedkvarteret i Kabul og på Kandahar Airfield.

Rejsen til missionsområdet
DCM har efterhånden haft fire missioner i Afghanistan siden 2004. Vi har således prøvet mangt og meget også med hensyn til rejsemåde og ikke mindst rejseveje. Den seneste rejse var dog noget anderledes for ikke at sige kringlet. Personellet var opdelt i to grupper, som skulle fra Haderslev kaserne med bus henholdsvis mandag 13. august og torsdag 16. august. Gruppen, som tog af sted mandag, skulle med fly fra den militære lufthavn i Bruxelles, Belgien og den anden gruppe fra den militære lufthavn i Köln, Tyskland.

Gruppen til Bruxelles kom meget tidligt til lufthavnen, og efter at have antastet lufthavnsvagten kunne vores chef efter flere opringninger konstatere, at der ikke ville afgå noget fly den dag men måske næste morgen. Nu var gode råd dyre, men det blev dog hurtigt besluttet at lade den chartrede bus transportere os til en NATO bataljons kaserne i Maastricht, Holland, kun cirka halvanden times kørsel fra Bruxelles.

Her forsøgte vi at udrede, hvad der videre skulle ske, og hvornår vi kunne komme af sted med et fly mod Afghanistan. Det blev oplyst, at den manglende flyafgang skyldtes manglende og absolut nødvendige overflyvningstilladelser fra de lande, som skulle passeres på vejen mod Afghanistan. Derfor lod vi os indkvartere på kasernen, indtil de nærmere omstændigheder blev klarlagt.

Et gammelt ordsprog siger "at gæster lugter efter tre dage" og derfor bør rejse hjem igen. Vi kunne ikke vide, at opholdet i Maastricht ville vare samfulde tre dage, men det skulle vise sig at blive en realitet. Vores rejse blev først genoptaget tidligt fredag morgen, hvor vi igen lod os transportere til Bruxelles.  

Denne gang var vi heldige, der var en flyafgang kl.10.00 samme dag. Rejsen foregik i et lille 40 personers jetfly fra det belgiske flyvevåben. Vi kunne sagtens gennemskue, at dette lille fly ikke kunne flyve non stop til Afghanistan - vi skulle mellemlande to gange, i Bukarest og i Baku før vi landede i Dushanbe, der er hovedstad i Tajikistan. En lille sviptur der kun varede ti timer.

Det belgiske jetfly der blev vores opholdssted i ti timer.

I Dushanbe tilbragte vi 36 timer i en udmærket teltlejr, som franske flyversoldater har etableret der. Vi blev indlogeret i telte med plads til 20 mand. Sengene var feltsenge indpakket i moskitonet. Vi har aldrig rigtigt forstået, hvorfor alle flyafgange til missionsområder skal afgå før en vis herre får sko på - men denne gang var ingen undtagelse. Vi skulle op kl. tre (om natten) og være klar til at blive indladet i en fransk Transall C-160, som bragte os sikkert til Kabul.

Teltlejren i Dushanebe.

I Kabul var vore gode kollegaer, der var draget af sted fra Haderslev om torsdagen, for længst ankommet og indlogeret i hovedkvarteret ISAF, Kabul. Dog havde de af os, der skulle til Bagram Airfield en sidste lille flyvetur tilbage, inden de var ved den endestation, som skal være deres hjem de næste tre måneder. Den gruppe som rejste hjemmefra torsdag blev planmæssigt kørt til Köln og derefter med det tyske luftvåbens fly fløjet til Uzbekistan, hvor de sædvanen tro overnattede i 30 mands telte inden turen til Kabul og Bagram næste morgen.

Endelig ankomst til Kabul.

Men de "ulykkelige" få havde ikke overstået deres trængsler endnu, for vi havde endnu det sidste ben i rejsen foran os - fra Kabul til Kandahar Airfield (KAF).

Bagram Airfield
Signalteamet på Bagram Airfield er for længst kommet i gang med deres opgaver og meldingerne er, at der er virkelig godt styr på situationen på trods af det relativt lille antal danskere på den store amerikanske luftbase, som geografisk er placeret godt 50 km nord for hovedstaden Kabul.

Soldaterne er indkvarteret på enkeltværelser i en træbygning med otte værelser, og Sanne har - som kvinde - naturligvis fået tildelt to værelser. Bygningen har fået tilnavnet "Bikuben", fordi den har form som cellerne i en bikube. Hvem der er "Dronning" i kuben vides endnu ikke, og inden den helt store misundelse opstår, skal det i retfærdighedens navn oplyses, at hvert værelse "kun" er på fire-fem kvadratmeter.

Forplejningen er ganske fortrinlig amerikansk mad, men soldaternes hyppige frekventering af de velindrettede motionstelte gør, at de holder sig i god form og ikke svulmer unødigt op.   
  
HQ Kabul
Meldingen fra HQ (hovedkvarteret) er, at alle er blevet godt indkvarteret, og efter en kort, men god, overdragelse af opgaver er de godt i gang, de er faktisk ved at være rutinerede i deres funktioner. Indkvarteringen forløb godt og soldaterne bor nu på tre-mands værelser de såkaldte FAB'er med mulighed for adgang til gratis trådløst internet - noget enhver telegrafsoldat ikke kan leve foruden. Det er soldatens livline til familie og venner hjemme i Danmark.

Som på Bagram bruger soldaterne megen tid til at opbygge - og for de flestes vedkommende - forbedre deres fysiske form, der kører bl.a. en lille styrkekonkurrence mellem Sune og Alexander. I HQ er der en mindre fodboldbane, som de danske soldater gerne benytter. For de af os, som tidligere har været i HQ, er der sket flere ændringer, bl.a. er basaren flyttet til den gamle fodboldbane. I HQ er maden på samme niveau som på Bagram, så ingen klager på det område.

Kandahar Airfield

Socialt telt med plads til 300 soldater.

Efter den meget lange og komplicerede rejse og en meget kort og hektisk overdragelse - 100 ord og så good bye - er vi nu "herrer i eget hus", en fornemmelse, som vi godt kan lide. De normale rutiner er genetablerede, og signalsystemerne fungerer OK. Indledningsvis blev vi indkvarteret i et meget socialt 300 mands telt, men nu bor vi meget bedre fem-seks mand på godt 20 kvadratmeter.

Vi har endvidere haft vores første fødselsdag, Thomas fyldte 24 år, hvilket naturligvis blev fejret med en fødselsdagskage og fødselsdagsgaver indkøbt af hans sektion.

Thomas - fødselsdagsbarn.

Men vores "stakkels" generatormekaniker har virkelig fået noget at se til. Generatorerne, som leverer strøm til alt vores elektroniske udstyr, skal til enhver tid fungere, og sommetider opstår der en eller anden defekt, som øjeblikkelig skal afhjælpes. Så må stakkels Stephen purres fra sin natlige skønhedssøvn.

For at afhjælpe de stigende krav til stabil strøm har NATO sendt nye generatorer ned til os. Dem var Stephen ude at hente i lufthavnen fredag. Det var en stor oplevelse for ham at skulle bakke op i en stor russisk transportmaskine, hvor der "kun" var ganske få centimeters luft i hver side.

 

Flyet - hvor der ifølge Stephen var megen lidt plads.

Afslutning
Efter nogle hektiske dage med mange nye indtryk og varmen er vi som sagt godt på plads, og selvom vi er rimelig spredt geografisk, så holder vi kontakt til hinanden. Det er den gennemgående melding, at alle har det godt. Vores nye ørkenstøvler har givet en del vabler til de sarte soldaterfødder, det er det største problem for mange. Nogle er dog særlig hårdt ramt af udsendelsestidspunktet - for hvem vil ikke gerne have deltaget i "Høtte" komsammen i Vojens eller have hørt og rokket til Run Rig på Tønder Festivalen - men trøst jer - vi er med igen næste år. Pas godt på jer selv - herude vi passer på hinanden.