[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af: Presseofficer Jesper Rømer

Statsministeren ankom fredag morgen under stor opmærksomhed fra de hjemlige medier, der følger statsministeren på rejsen til Afghanistan. Besøget startede med at statsministeren blev budt velkommen ved flyet af kontingentchef oberstløjtnant Jan Grünberger.

Herefter gik turen til Danelagen Lines, der er det danske hjørne af Camp Bastion. Mandskabet var klar til parade og Anders Fogh Rasmussen holdt en tale, hvor han blandt andet kom ind på det smertelige tab af premierløjtnant Steen Rønn Sørensen. Der var bred enighed blandt de danske soldater, om at talen var god.

Statsministeren fik herefter lejlighed til at besøge det engelske felthospital, hvor han snakkede med personalet, som på meget dygtig vis havde behandlet de sårede danske soldater. Han takkede for den professionelle indsats, som havde været ydet.
På hospitalet får sårede soldater den bedst tænkelige behandling af dygtige læger, der råder over bedre udstyr end mange danske hospitaler.


Under gåturen rundt i Danelagen Lines fik Anders Fogh Rasmussen en forklaring om de enkelte delingers arbejde. Her fortæller kaptajn Kim om logistikdelingen.

Statsministeren spiste frokost med nogle af de danske soldater ovre på kontingentets værkstedsområde.  Frokosten tilberedte Anders Fogh Rasmussen selv med lidt hjælp fra et par garvede befalingsmænd, som lærte statsministeren værdien af, at kunne bytte dele af måltidet ud med naboen, for på den måde at kunne skaffe sig lige netop de godbidder, som man selv sætter allermest pris på. Det vil sige han fik lejlighed til at spise det samme som ørkenholdet lever af, når de er ude i ørkenen, nemlig en feltration og den mad blev indtaget med god appetit.

Efter frokosten gik statsministeren en tur rundt i Camp Bastion og fik sig en god snak med de danske ”ørkenrotter,” som for hovedpartens vedkommende består af professionelle soldater med mange års udsendelser bag sig.

Selv om meget snak med ministeren i hovedsagen handlede om de hårde kampe, man været udsat for på det seneste, så blev statsministeren også underholdt med et emne, der optager sindene meget her i Camp Bastion: Kampvogne, eller rettere manglen på samme i Helmand-provinsen.

Der er bred enighed om, at der er hårdt brug for netop kampvogne. De kan levere præcis ild over lange afstande på kort tid, hvilket vil minimere risikoen for civile tab, fordi man langt hen af vejen undgår at bruge store bomber fra fly og sidst men ikke mindst, vil tilstedeværelsen af kampvogne øge sikkerheden for de danske soldater.

Dels som følge af den hurtige og præcise ild, dels fordi den blotte tilstedeværelse vil virke afskrækkende, så snart taleban finder ud af, hvad en Leopard kampvogn med en øvet dansk besætning er i stand til at udrette

De canadiske styrker led store tab under operation Medusa sidste år, men skyndte sig derefter at indføre Leopard kampvogne og det betød en væsentlig øget sikkerhed for de canadiske styrker.

Senere var der mulighed for at statsministeren og guvernøren for Helmand-provinsen Wafa fik sig en fortrolig samtale om fremtiden for området og bagefter var der mulighed for, at de afghanske medier kunne møde de to politikere.


Statsminister Anders Fogh Rasmussen stillede beredvilligt op til fotografering.

Efter nogle få spørgsmål var det tid for statsministeren og hans følge at stige op i Chinook-helikopteren og forlade Camp Bastion.

Det korte men betydningsfulde besøg var en god ”moralbooster” for de danske soldater, som i længere tid har arbejdet hårdt under vanskelige vilkår.