[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af terminalgruppen ved Det Nationale Støtteelement.

Terminalgruppens opgaver på Kandahar Airfield består af alt, hvad der har med modtagelse og afsendelse af personel og gods at gøre. Godset består så af alt det, en dansk soldat kan få brug for i Afghanistan, altså lige fra underbukser til håndgranater.

Når vi modtager gods, skal vi hurtigst muligt have det sendt det til vores kunder efter at have koordineret med vores nærmeste samarbejdspartner, nemlig briterne, som kan fortælle os, hvornår der er plads til vores gods eller soldater på et af de mange fly, der letter og lander her hver dag.

Terminalhjælper Lund i færd med at løfte gods fra Antonov 12 op på en lastvogn.

Selve arbejdet ved terminalgruppen er stort set som et normalt arbejde, vi oplever både hektiske og travle dage såvel som dage, hvor der kan slappes lidt af og ryddes op.

Heldigvis er størstedelen af dagene hektiske og travle, og disse dage sætter terminalgruppen på prøve. For nylig landede et russisk Antonov 12 transportfly med ca. 70 europaller og 22 ton gods, og vi havde da kun en halv time til at losse flyet, inden flyet skulle have fyldt brændstof på for at lette igen. Som om det ikke var pres nok, kunne vi ikke bruge vores egen gaffeltruck til at hente pallerne i flyet, men var nødsaget til at trække alt gods ud til bagenden af flyet med håndkraft eller palleløfter. Her kunne vores egen gaffeltruck så få fat på godset og læsse det op på lastbilerne, så flyet kunne få lov til at lette igen.

Terminalofficer Seerup forsøger at skabe sig et overblik over de 22 ton gods.

Når godset er hentet, køres det til NSE logistikområde, hvor depotet overtager meget af godset, indtil det igen skal pakkes af terminalgruppen og fordeles på særlige fly-paletter til videre transport ud til alle vores kunder i hele Afghanistan. Nogle gange er det dog mere hensigtsmæssigt at hyre nogle Afghanere til at fragte containere og andet ved hjælp af deres såkaldte ”jingletrucks”.

Terminalhjælper Johansen hjælper en lokal afghaner med at spænde et køretøj fast på en jingle-truck.

Når der skal flyttes personel rundt i Afghanistan, virker terminalgruppen som en form for rejsebureau. Terminalholdet bestiller rejsen og henter og bringer gæsterne, som også tit bliver indkvartering ved NSE på deres vej rundt i Afghanistan. Flyene skal dog normalt kun bestilles en dag før afgang, men ellers minder det lidt om en meget primitiv udgave af Københavns Lufthavn med indcheckning tre timer før, gennemlysning af bagage og udlevering af boardingkort, inden passagererne bliver sluppet ind i afgangshallen.

Forsyningshjælper Davidsen og terminalhjælper Lund får sig en kort sludder med en de lokale chauffører foran hans  jingle-truck.

Alt i alt byder tjenesten i terminalgruppen på lidt af hvert, og nogen gange skal der som nævnt løbes rigtigt stærkt for at være sikker på, at varer og enkeltpersoner kommer de rigtige steder hen til tiden. Terminalgruppen er klar til de næste fem måneder og til de opgaver, vi ved, der ligger og lurer lige rundt om hjørnet.