Termometer frøs fast ved minus 39 grader

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Martin O

Den seneste tid har været præget af det muslimske EID, som faldt sammen med vores eget nytår. Traditionerne for EID er meget lig vores egen juletraditioner med specielt den gode mad. Geden, der bliver slagtet, bliver delt i tre. Den første del er til den nære familie, den anden til venner, som kommer på besøg eller medbringes på besøg hos familie og venner, mens den sidste del bliver givet til de fattige. En anden fornuftig tradition ved EID er forventningen om, at du besøger dine værste fjender og forsoner.

Kørt fast i sneen.

Alle officielle kontorer og basaren var lukket under EID, hvilke har betydet, at meget aktivitet har været indenfor lejren. Jeg har haft travl, da jeg på ene eller anden måde er blandet ind i efteruddannelsen i missionsområdet for alle vores sub-enheder. Vores daglige modspiller (vejret) har også vist sig fra den værste side med temperaturer ned til minus 39 grader og en hel del sne, som har lukket de fleste bjergpas omkring os. Desværre kunne termometeret i bilen ikke måle temperaturer lavere end -30 grader, men minus er også nok for mig.

Minus 30 grader.

Modsat vores kammerater sydpå har vi få udleveret det meste af vores polarudrustning, så vi kan holde varmen. Men det kan være en rigtig kold fornøjelse at besøge toilettet om natten (De ligger et par hundrede meter fra vores beboelsestelte). Til alt held har vi et hold hårdt arbejdende KBR arbejdere, der hver eneste time natten over holder alle fyr kørende og toiletterne frostfrie.

Selvom vejret er ekstremt, stopper vores arbejde ikke, og vi har stadigvæk patruljer i vores distrikter. Den lille filmsekvens er skudt på den sidste patruljetur og viser, hvilke naturlige forhold vi døjer med. Kvaliteten er ikke den bedste, da elektronikken i kameraet gik i stykker, umiddelbart efter filmen var taget. Filmen er skudt på toppen af et af vores bjergpas i 3300 meter højde. Det tog patruljen godt fem timer at skovle den 300 meter lange vejstrækning fri for sne med håndkraft, så de kunne komme videre.

Se filmklip

Selv skolerne holder deres egen vinterferie. Mange af skolerne er dog kun telte, som er doneret til formålet, og næsten ingen af dem er opvarmet. Heldigvis er den japanske regering meget interesseret i La'l Wa Sar Jangal distriktet og har allerede sponseret en hel del skolebyggerier. Området er væsentligt for Japan, idet det regnes for arnestedet for buddhismen.

Skoletelte.

Japansk skolebyggeri.

Livet går stadigvæk videre i de respektive bjergbyer uanset vinter eller ej, men mange tiltag bliver sat i bero til foråret. Vandet skal stadigvæk hentes ved brønden, og strømmen i byen er lige nok til at drive en håndfuld fjernsyn i løbet af dagen. Billederne er taget fra La'l Wa Sar Jangal by, før patruljen kørte videre til de nordøstlige og de fjerneste afkroge af distriktet. Patruljen havde et par læger med for at tilse på lokale, da flere af dem lå syge og vi frygtede, det var noget større.

 
Drenge fra LAL.

Brønden i LAL.

Hovedgaden i LAL.

Tilbage i lejren har alt og alle deres egne rutiner. Vi har det godt, og rigtig meget af vores tid går med diverse forberedelser af forårets komme, således at vi og vores afløsere er klar til deres tørn i alle afkroge af Ghor provinsen. CIMIC (civilt-militært samarbejde) Jesper har haft møde med alle IO'er, NGO'er, USAID og UNAMA med henblik på styrke indsatsen/ fremme infrastrukturen for bedre distriktsveje samt flere skoler og vandprojekter.

Sven og jeg har haft besøg af Region Command West (RC W). Det er nu engang nemmere at se hinanden i øjnene, når der skal koordineres end over e-mail eller satellittelefon. Vores besøgende var tæt på at strande heroppe og opleve Chaghcharan på godt og ondt, da helikopteren ikke ville starte i kulden

Region Command West  på besøg.

Selvom julen er vel overstået, valgte vi oppe i Chaghcharan at starte forfra på al julehyggen. Grunden var lige til. En C-130 havde torsdag plads til juleposten. Vores julepost helt tilbage fra november måned fandt vej til os med julekort, -gaver, -knas og alle mulige andre søde sager. Jeg kan nok rolig skrive, at vi blev glædelig overrasket over hilsner fra familie og venner, som huskede på os helt herude i Afghanistan. En stor tak til jer alle.