Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Kurt Ø. Sørensen, major, presseofficer
Generelt stille og roligt
Der er ikke meget operativt at melde hjem om, da alt i øjeblikket er stille og roligt i vores område. Bataljonen gennemfører dog stadig et stort antal kontroller af civile køretøjer for at finde ulovlige våben og ammunition. De gennemførte kontroller har ikke givet anledning til bemærkninger.
Bataljonen gør sig stadig klar til dagen hvor Sikkerhedsrådet offentliggør beslutningen om Kosovos fremtid, hvorvidt Kosovo skal være et selvstændigt land, eller om Kosovo stadig skal styres fra Beograd i Serbien. Uanset hvilken beslutning der tages, forventes det, at en af parterne bliver utilfredse.
Bataljonen skal på denne dag være klar til at blive indsat i opgaver overalt i vores ansvarsområde for at kunne imødegå eventuelle uroligheder hurtigt og effektivt. G8 landenes udmelding og uenighed om Kosovos fremtid kan måske igen skabe lidt usikkerhed blandt parterne.
Sluttelig skal det nævnes, at der nu er tilgået en italiensk bataljon, hvoraf et kompagni er rykket ind i Camp Olaf Rye. Dette vil blive tildelt opgaver i dele af Den Danske Bataljons ansvarsområde.
Panserinfanterikompagniet har gennemført almindelige rammeoperationer, trænet og uddannet franske kolleger og holdt øje med aktiviteter i ansvarsområdet. Kompagniet vil for en periode overdrage store dele af ansvarsområde og opgaver til italienerne. Det kan mærkes, at vi er halvvejs, og at de sidste er ved at gøre klar til velfortjent leave.
Kompagniet er ved at være rutineret i de daglige opgaver. Det kan mærkes, at de har været i området i fire måneder og at soldaterne ved, hvad de skal og ikke mindst hvordan.
Fra tid til anden er der afbræk i dagligdagen. Alle forbindelser til Internettet blev "lukket," så det kunne bruges til at vise landskamp imellem Danmark og Sverige på storskærm for alle. Enkelte svenskere havde fundet vej til Camp Olaf Rye, og som de danske soldater fik de også en oplevelse ud over det normale. Desværre noget bedre end os.
På det seneste har en italiensk reaktionsenhed overtaget store dele af kompagniets ansvarsområde. Soldaterne støtter i forbindelse med områdekendskab og procedurer i forbindelse med gennemførelse af kontrolposter og andet, men ellers kan grupperne se frem til at skulle gennemføre patruljer og operationer i andre områder end de er vant til. Det er godt med lidt afveksling.
Ruterne køres igennem, så alle lærer området at kende.
I området er kompagniet godt i færd med at indsamle oplysninger om smugleraktiviteter. Det er blevet til såvel billeder som registrering og indsamling af fysiske effekter til brug for de lokale politi- og toldenheder. Kontakten til disse er daglig, og der er et godt samarbejde på kompagniets niveau.
I lejren uddanner og træner kompagniet vore franske kolleger i forhold over for evt. opståede uroligheder. De franske soldater har ikke modtaget uddannelse heri på forhånd, så det er en spændende og relevant opgave for kompagniet.
Der bliver ikke sparet på kræfterne, når der øves forhold overfor uroligheder.
Sådan går dagene, og inden længe tages der fat på forberedelse til hjemrotationen. De sidste grupper kan se frem til deres leave, og andre kommer friske og glade retur til kompagniet efter velfortjent leave i Danmark.
Der tænkes tanker, medens landskabet bliver smukkere og smukkere.
Militærpolitiets status
Nu hvor bataljonen hold 16 snart har haft kommandoen i Camp Olaf Rye i fire måneder, er lejren og området efterhånden ved at være velkendt for de fleste.
Tidligere holds erfaringer siger, at fire-fem måneder inde i missionen begynder folk at lave flere færdselsuheld og køre hurtigere, idet de nu kender terrænet og tror de ved, hvor MP'erne laver deres hastighedskontroller. Det er man fra militærpolitiets side ved at forebygge ved et stigende antal patruljer med hastigheds- og køretøjskontroller.
Stadig må man sige, at vi har været heldige med bataljonens kørere, der kører ansvarligt og efter reglerne, men man skal ikke undervurdere, at der opstår det, vi kalder en "midtvejskrise", hvor rutinerne tager over, og man glemmer måske at overholde bestemmelser og regler. Derfor er det godt stadig at være på vagt.
For nylig fik vi også testet vores samarbejde med andre landes militærpoliti. Et østrigsk køretøj lavede et mindre færdselsuheld i vores ansvarsområde i forbindelse med DANCON-marchen. Vores militærpoliti gennemførte efterforskningen, så det østrigske militærpoliti slap for en to en halv times køretur en søndag eftermiddag. De har nu fået tilsendt den udarbejdede rapport, som de så kan arbejde videre med. Efter 15, snart 16 hold, har vi altså også fået skabt et godt netværk blandt militærpolitifolk rundt omkring.
DANCON-marchen blev for anden gang på holdet afviklet søndag den 3. juni. Der var ca. 1400 deltagere, og militærpolitiet havde æren af at køre foran forreste "løber", en tjekkisk soldat, der var i mål på lidt over to timer. Selvom det jo er en march, valgte mange at løbe de 24,7 km, hvoraf mange er gennem meget stejlt terræn.
Vinderen i mål med militærpolitiet i "hælene".
Chefen for hærens operative kommando, generalmajor Poul Kiærskou, har lige været på et 24 timers besøg.
For militærpolitiets vedkommende var der i denne forbindelse eskorteopgaver under hele besøget.
Lidt velfærd skal der også til, der spilles fodbold
Bataljonens fodboldhold er efterhånden også ved at røre på sig. Vi bliver ofte kontaktet af andre lejre og af lokale hold, der ønsker at møde os. Indtil videre har det kun været mod en af de lokale tolke og hans kammerater, men vi er nu påbegyndt en fodboldturnering i Zubin Potok med gruppespil og finalekampe forhåbentlig også for vores vedkommende.
Fodboldkamp mod lokale.
Vi har en forholdsvis stor bruttotrup, idet der i kampplanlægningen stadig skal tages højde for beredskaber, leave, patruljer, vagter og enkelte funktioner, der bare ikke må forlade lejren i visse perioder. Men der arbejdes hårdt på at få det til at lykkes, så vi kan stille hold og i en sammenhæng kan blande os med de lokale og give dem et positivt og fair indtryk af bataljonen, også på det mere velfærdsmæssige område.