Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Nicolai Christoffersen, militærjuridisk rådgiver (MJUR) og
Peter Nino Sporleder, feltpræst (FPR).
På Hærens Operative Kommandos hjemmeside har man på det seneste kunne læse interviews med feltpræsten og den militærjuridiske rådgiver. Disse interviews var led i en bevidst kommunikationsplan udtænkt af bataljonens Presse- og Informations Officer (PIO). Formålet er at give et indblik i dagligdagen ved bataljonen set gennem de "skæve eksistensers" øjne.
Da PIO nu er løbet tør for "skæve eksistenser", så har juristen og præsten besluttet at interviewe bataljonens "skæveste eksistens", PIO selv.
Mange af de artikler om DANCON IRAK, der kan læses på Hærens Operative kommandos hjemmeside er skrevet af PIO. Han hedder Peter Abildgaard og er 50 år. Peter har i større eller mindre grad arbejdet med kommunikation i forsvaret de sidste ti år, så han er ved at være en gammel rotte i faget.
Men hvad er en Presse- og Informations Officers opgave? Peter forklarer:
- Kort fortalt er det min opgave at rådgive chefen samt sikre, at vi overvejer, hvordan vi skal formidle vores beslutninger til de personer, der skal have gavn af dem.
- Ordet Tintin i overskriften er således ikke helt velvalgt, da min opgave ikke primært består i at skrive budskabet, men mere i at planlægge hvordan det bliver kommunikeret ud. For at uddybe det lidt, så kan vi dele det op i intern og ekstern kommunikation. Den interne kommunikation er de budskaber, vi gerne vil have ud til soldaterne hernede i lejren. Det sker blandt andet gennem vores eget nyhedsbrev, Iraq 9 News. Her kan soldaterne for eksempel læse om lægens direktiver for hygiejne og beskyttelse mod varmen. Ligeledes vil de også kunne følge med i, hvad der bliver besluttet på møderne i fritidsudvalget samt den generelle situation for bataljonen i Irak.
- Et eksempel på den eksterne kommunikation er netop Hærens Operative Kommandos hjemmeside. Bataljonen bruger hovedsagligt denne til at informere de pårørende, der selvfølgelig er interesserede i situationen hernede. Vores artikler tjener derudover det sekundære formål, at vi også kan fortælle andre interesserede om betingelserne for vores arbejde. Artiklerne kan enten være faktuelle med meget information, eller også en smule mere useriøse som denne.
- Jeg lægger stor vægt på at skrive til de pårørende og overveje mine formuleringer nøje, så jeg ikke skaber unødig ængstelse med en fejlagtig sætning. Det er vores politik altid at være åbne og ærlige, det vil sige ingen løgne. Vi vil dog altid tage hensyn til operative sikkerhed og vores samarbejdspartnere. Derfor vil Hærens Operative Kommando altid gennemlæse vores artikler som en ekstra sikkerhedsforanstaltning. Set over en bred kam er det dog under to procent af brødteksten, der i sidste ende bliver redigeret.
Peter Abildgaard ved sin primære våben: Computeren.
Mens PIO nyder lidt af sin chokolademilkshake, benytter MJUR chancen for at stoppe talestrømmen og stille et nyt spørgsmål: Om det kræver en særlig uddannelse at være PIO?
- Kun naturtalent, svarer PIO beskedent. Han fortsætter dog hurtigt og fortæller, at forsvaret ingen formelle krav har til PIO-funktionen. Gennem de seneste år har man dog inkorporeret et internt uddannelsesforløb i bl.a. officerernes karrierer, så de bliver bedre rustet til de opgaver, som en chefstilling i forsvaret fører med sig. Officererne får således en generel medietræning, men kan også blive uddannet mere specifikt eller med andre ord erhverve sig et kommunikationskørekort.
PIO har tidligere været i Irak. Han mener, at beslutningen om hjemtagningen af den danske bataljon er rigtig. Irakerne er klar til at træde i karakter og skal til at forvalte deres selvstændighed. Peter mener dog ikke, at sikkerhedssituationen er blevet bedre i missionsområdet, men nu er de irakiske styrker i højere grad selv i stand til at levere det arbejde, der skal til.
Peter vender hjem til Danmark i starten af maj efter tre oplevelsesrige måneder og ser frem til at gense Danmarks natur - især de grønne skove og havet, som han altid boet i nærheden af.