[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Christian Reinhold, presseofficer

Blot få hundrede meter fra Taleban-domineret område og lige nedenfor den danske lejr Sanford ligger landsbyen Rahim Kalay. På trods af, at vinteren for alvor er kommet til Afghanistan med to-cifrede kuldegrader, så ser man stadig børn og voksne i Rahim Kalay gå rundt med bare fødder og ben og kun ganske lidt tøj på den øvrige del af kroppen. Et CIMIC-projekt i dagene op til jul sørgede for, at de mest trængende landsbybeboere fik varmere tøj.

De ældste lavede liste
Den danske CIMIC-officer i Sanford havde sørget for, at landsbyens ældste havde udarbejdet en liste over de landsbybeboere, der havde de største behov for varmere tøj. I Afghanistan er det landsbyens ældste mænd, der bestemmer og nyder respekt blandt de øvrige landsbybeboere.



Den danske CIMIC-officer overvåger, at alt går rigtigt til.

Den afghanske hær deler ud
Sammen med de danske soldater er der i Sandford et mindre antal soldater fra den nationale, afghanske hær. De er under en slags oplæring, og de går ofte patruljer sammen med danskerne. På selve dagen havde de afghanske soldater fået overdraget opgaven med at udlevere tøjet. Danskerne holdt sig lidt i baggrunden og overvågede det hele.



Landsbyen Rahim Kalays mest trængende beboere er klar til at få udleveret vintertøj.

Det er ikke de store mirakler, der kan udrettes med de forholdsvis begrænsede midler danske CIMIC-officerer råder over. Men lige bag frontlinien kan de faktisk godt, som det sker i Rahim Kalay, umiddelbart og med små midler, vise den lokale befolkning, at ISAF er der for deres skyld.