[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af HOK Pressecenter, Oksbøl.

De var hverken i gul, rød eller i prikket trøje – men i grønne skjorter og plettede jakker. Alligevel var der megen fokus på soldaterne, der på meget overbevisende  måde viste deres pårørende, hvad de forventer at skulle løse af opgaver det næste halve år.

2 Brigade havde inviteret pårørende til de soldater, der i løbet af den kommende måned udstationeres i Kosovo eller i det nordlige Afghanistan, til Oksbøllejren, hvor der blev fortalt om og vist eksempler på de mange forskelligartede opgaver, der venter enhederne.

Efter en grundig orientering i klasseværelset rykkede de pårørende ud til demonstration af køretøjer, materiel og våben, inden de kulinariske kreationer fra cafeteriet blev nydt.

Og der blev taget godt imod indbydelsen. Omkring 400 pårørende – forældre, koner og mænd, søskende og endog enkelte bedsteforældre - tog turen til Oksbøl for  at være sammen med deres soldat.

Arrangementet sluttede med en live demonstration af en tænkt – men ikke usandsynlig – situation i missionsområdet.

- Jeg fik mulighed for at møde familie og venner til de soldater, der nu skal udsendes. Det var en glæde for mig at se, at så mange havde fundet vej til Oksbøl.

Det er min opfattelse, at de pårørende var meget glade for arrangementet og forlod Oksbøl med en positiv oplevelse, fortæller oberst P.H. Lund, chef for 2 Brigade.