Train Hard, Fight Easy

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Peer Søndergaard Larsen, presse- & informationsofficer

Efter en måned i Helmand, hvor panserinfanteristerne kom dryppende på tre rotationshold, er de nu samlet og har påbegyndt den afsluttende træning og finpudsning af formen, inden de første operationer.

Henne ad gaden, rundt om hjørnet, nede i kælderen … synger Osvald Helmut … nåh nej ingen kælder, men ud af hovedvagten, lige uden for Camp Bastion, ligger der et meget stort skydeterræn. Der går sjældent en dag, hvor enhederne fra den danske bataljon ikke er ude i ørkenen for at træne formationer eller skydning.

Panserinfanterister på skydelinien.

Skydebane er måske så meget sagt, der mere er tale om en bid af ørkenen, og ørken har vi nok af hernede. Så langt øjet rækker, er der ikke andet end ørken. En ørken, der minder meget om den i Nordafrika; sten, sand og mindre klippestykker. Den flade ørken står i skærende kontrast til de enorme bjerge, som rejser sig majestætisk langt, langt ude i det fjerne. Afstanden er så stor, at der er dage, hvor bjergene kun anes i varmedisen og det allesteds nærværende støv. Vi befinder os på grænsen mellem ørkenen, der går helt ned til Pakistan og starten på Hindu Kush bjergkæden.

Første møde med Afghanerne
To drenge på 10-12 år sidder på hug et stykke væk fra skydebanen, de venter på, at vi skal blive færdige med at skyde. Det er nødvendigt at holde dem på afstand, da de er her for at samle messinghylstrene op. Men vi bliver nødt til at sende dem væk og selv samle messinghylstrene op. Et kilo messing koster 1$.

Det går ikke at have børnene omkring os, mens vi skyder, og da slet ikke, når det bliver mørkt. Det minder os om, at Afghanistan er et utroligt fattigt land, og hvad vores opgave er: At skabe sikkerhed, så genopbygningen og udviklingen kan tage til i fart, og afghanerne dermed kan få et bedre liv i ro og fred.

To afghanske drenge venter på at opsamle messinghylstre.

Midt på dagen er varmen ulidelig 40- 45 grader i skyggen, og frokosten indtages i bedste siesta stil, da vi kommer tilbage til lejren. Efter at have pustet ud i de to timer, hvor solen er værst, går turen tilbage til ørkenen, hvor maskingeværerne bliver indskudt. Skydningerne fortsætter efter solnedgang, hvor temperaturen er mere behagelig.

Men når man ifører sig uniform, fragmentations- og kampvest, og gu' hjælpe mig også handsker, så er det noget af en pragtanstrengelse at gennemføre operationer. Erfaringen har dog vist, at tilvænningen går forholdsvis hurtig. I skæret af lyset fra Camp Bastion glinser sveddråberne, mens de løber ned over næsetippen og pisker det løse støv op, når de rammer jorden. Der skal litervis af vand til, og der suges konstant i slangen fra camelbacken - en drikkedunk, som vi bærer på ryggen med to-tre liter vand. Der skal drikkes seks-ti liter vand, når der ydes, som drengene gør i øjeblikket.

Tilbage i teltet hænges den gennemblødte uniform og "fragvest" til tørre over improviserede tørresnore, der hænger på kryds og tværs. Tungen skal holdes lige i munden for ikke at blive fældet utilsigtet af en vildfaren tørresnor.

- Heldigvis tørrer tøjet hurtigt i varmen, men vi må nok indstille os på at have en våd og tør uniform, når vi bliver indsat, siger Jakob fra panserinfanterikompagniet.

Træning fylder hverdagen
Dag efter dag fortsætter træningen ubønhørligt - for kamp- og kampstøttesoldaten er træningen en vigtig del af hverdagen, og mange af de unge drenge og piger bliver lettere irritable, når de ikke får deres daglige dosis. Så en god del af soldaterne starter dagen med en fem kilometer løbetur langs lejrens hegn efterfulgt af vægttræning, inden dagens dont for alvor kan påbegyndes. Vores sparsomme vægttræningstelt er suppleret med strategisk placerede kropshævningsstativer og udgør en væsentlig del af hverdagen.

Dagen fortsætter med at bilerne sættes i stand, vi laver alle mulige forbedringer, så bilerne virker optimale under alle forhold. Sløringsnet stripses fast for at skjule de lige linier, så man bedre falder i med omgivelserne. Også her er hjælpen fra mekanikerne uundværlig. Der skal også trænes formationer og reaktionsmønstre. Det indøves igen og igen, indtil de bliver en naturlig refleks. Dette kan vise sig afgørende senere.

En naturlig del af træningen er også samarbejdet med de mange specialer fra andre regimenter, specialer der med hver deres unikke viden og færdigheder skaber et særdeles slagkraftigt kompagni. Specialerne har også en vigtig rolle med at videreuddanne soldaternes færdigheder.

Morten, Mikael, Allan og Mikkel henter førstehjælpsforbindinger til uddannelsen.

Der bliver dog også tid til at nyde hinandens selskab, med spil og film. Samtalen falder uundgåeligt på familien og hverdagen hjemme i Danmark: Hvem har fået brev, og hvordan går det med børnene? Husdyrhold bliver der også tid til, således har Mads fra 1. deling, panserinfanterikompagniet - mere eller mindre frivilligt - en gekko boende under sengen til stor morskab for resten af delingen.

Panserinfanterister slapper af på delings"rummet".

Baggrundsstøjen i den lune sensommeraften er i øvrigt en vigtig del af stemningen i Camp Bastion. Brummen fra airconditionen og den helt unikke lyd af Chinooks og Blackhawks (britiske og amerikanske helikoptere) fylder luften over lejren, og snakken falder hurtigt på, hvilken operation, der nu nyder godt af vores bevingede venner. Enkelte dage trykkes stemningen af en britisk, canadisk eller afghansk soldat, som i såret tilstand afleveres på felthospitalet. Alvoren sætter igen sit præg på os.