[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Henrik Holm, chef for 3. Ingeniørbataljon

I en militærenhed, hvor hovedparten af soldaterne har en håndværksmæssig baggrund, er jargon og sprogbrug specielt og ikke altid helt stuerent. "Trækkerdrengene og gravkoen" er et af mange eksempler på indforståede sprogblomster i Danelagen Lines II, en anden betegnelse for den kombinerede ingeniørgruppe på 15 mand M/K, suppleret med et antal førere til vores ingeniørmaskiner. De udfører hårdt fysisk arbejde under ekstreme forhold - etableringen af den nye danske lejr i Helmand.

De har indtil videre haft den utaknemmelige opgave at trække og fylde de såkaldte Hesco Bastion Defence Walls (fiberdugs beklædte trådkurve, der fyldes med f.eks. sand). Hesco Bastions bruger vi blandt andet til at etablere beskyttelsesanlæg og perimeterhegn omkring den nye lejr med. "Trækkerdrengene og gravkoen" befinder sig konstant i en sky af fint sandstøv under den ubarmhjertige sol og arbejder alle ugens syv dage fra klokken seks til 19 - enkelte dage til omkring midnat.

Fyldning af Hesco Bastions til beskyttelsesanlæg.

Udover en frokostpause mellem klokken 12 og 13 og enkelte indlagte drikkepauser, er det en benhård tjans at være "trækkerdreng". Men uanset hvor man møder dem, har de af en eller anden årsag altid et smil på læberne i deres svedige og sandfyldte ansigter.

Hvad angår vilkårene for de øvrige dele af selve arbejdsstyrken, konstruktionsgrupperne samt lejrsektionen, minder de meget om "trækkerdrengenes". De sidste fjorten dage har hovedparten af elektrikerne, tømrerne og de andre specialer arbejdet på indretningen af de mange forskellige telte, vi har rejst. At lægge gulv, trække elkabler eller rør til trykluft i et telt uden aircondition og ventilation, kan man ganske enkelt sammenligne med fysisk arbejde i en sauna - altså en tændt sauna vel at mærke. Og også her taler vi om lange arbejdsdage.

Indretning af et af de mange telte, der skal rejses i Danelagen Lines I.

For personellet i bataljonsstaben og kompagniledelsen former dagene sig naturligvis anderledes. Dokumentation, koordination, møder, planlægning og udarbejdelse af arbejdstegninger fylder som hovedregel arbejdsdagene - men det kan også blive for meget i det lange løb. Jævnligt ses høj som lav fra stab og ledelse ude i området, iført arbejdshandsker og sikkerhedshjelm, for derved at give et nap med.

I de første par uger af vores tid hernede, havde vi besøg af tre officerer fra henholdsvis Estland, Letland og Litauen. De levede, boede og arbejdede sammen med os med henblik på at få et indblik i, hvordan de danske ingeniørtropper griber et større infrastrukturprojekt an. Efter fjorten gode og udbytterige dage blev det desværre tid til afsked forrige mandag. Bataljonen overrakte hver officer et "Certificate of Appreciation" samt et par gaver og udtrykte et håb om, at vores respektive enheder i fremtiden kan knytte tættere bånd. Det være sig under uddannelse, øvelsesvirksomhed eller i forbindelse med løsning af internationale opgaver.

Tid til afsked. Chef 3 IGBTN/DDIV overrækker gaver.

I de næste par uger vil 3. ingeniørbataljon støt og roligt hjælpe det danske kontingent med at flytte dele af den gamle lejr og genrejse det i Danelagen Lines - og inden vi får set os om, er Danelagen Lines II klar til indflytning og ingeniørbataljonen kan vende hjem fra tredje internationale opgave på mindre end halvandet år. Mon ikke der er en række pårørende, der vil glæde sig til det?