Tur og retur

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Nikolaj Grunnet.

Fest
Lørdag morgen stod jeg endnu engang og skuede mod den skyfri himmel over lejren i Chaghcharan. Jeg ledte efter den Hercules transportmaskine, der skulle bringe dele af Hold 5 - vores efterfølgere - ud i bjergene for at tage bestik af situationen, før de selv skal hjem og uddannes til at overtage vores opgave engang i august.

Fly situationen på disse kanter er særdeles ustabil. Ofte bliver flyene aflyst, og andre gange lander der pludseligt fly, som ikke har meldt deres ankomst - ikke lette arbejdsforhold for den transportansvarlige, eller "fly-mullahen" som patruljen ynder at kalde mig. Øgenavnet skyldes dels mit fuldskæg og dels de profetier, som jeg på grund af den ustabile situation må komme med på spørgsmålet: "Kommer der fly i dag?" Flyet kom dog, og ud af lastlugen trådte fire danskere - så langt så godt.

Chefen for Hold 5 major Per H. Jessen.

De næste dage bestod af et stramt program, der skulle give Hold 5 et godt indblik i situationen herude - men som også indeholdt sociale elementer i form af den afslutningsfest, vores kontakt og velfærdsofficer Lars havde arrangeret for at sige tak for godt samarbejde til det litauiske Hold 4, der snart rejser hjem.

Festarrangøren Lars.

Patrulje
Søndag var det tid til at vise Hold 5 rundt i det lokale terræn, hvilket foregik ved en køretur til nabodistriktet Do Leyneh. Tanken var at bruge patruljens to UNIMOG lastbiler, men da den ene mangler reservedele, blev det i stedet til en UNIMOG og to Toyota Landcruisers. Undervejs sydpå skulle det vanskelige og 3200 meter høje Bayan pas forceres.

Køreren Jacob kontrollerer sin bil på toppen af Bayan.

Vel nede på den anden side viste den afghanske natur sig fra den side, vi kender bedst. Mudder - masser af mudder. Toyotaerne kom i problemer, og UNIMOG'en måtte til hjælp.

UNIMOGens gode terrænegenskaber sikrer den videre færd.

Bagram
Ifølge planen for hjemrejse til Danmark skulle vi forlade lejren tirsdag, men flyet blev igen aflyst, og pludselig blev det temmelig spændende, hvordan og hvornår vi så kunne komme til Kabul. Alle sejl blev sat til, og det lykkedes os mandag at komme til den amerikanske base i Bagram 50 km nord for Kabul.

Lejren er enorm og er derfor delt op i adskillige mindre underlejre - noget af en kontrast til vores beskedne domicil i Chaghcharan. Afghanistans største PX (soldatergrejsbutik) ligger i Bagram, som også kan byde på Burger King - to ting der kan hive de surt sammensparede dollars op af lommen på danske soldater.

Farvel
Det lykkedes os tirsdag morgen at flyve til Kabul, hvor vi nu sidder og venter på ruteflyet, der torsdag skal bringe os hjem til Danmark. Lars og Kenni holder skansen ude i bjergene i yderligere to uger, før det bliver deres tur til at tage hjem på leave. Da de har nok at se til i vi andres fravær, bliver der ikke udsendt ugebreve fra danskerne i Chaghcharan, før det meste af holdet igen om godt tre uger rejser tilbage for at tage endnu en tørn i de støvede bjerge - på kanten af verden.