Ud at se med NSE

Af Jens, motormekaniker

Det bliver en smal sag!
Sådan omtrent må Odysseus have tænkt om sin forestående færd, da han forlod det brændende Troja for at begive sig af sted til sit elskede hjemland, Itaka. Og sådan tænkte vi også, da vi en tirsdag stod i afgangshallen på Kandahar Air Field (KAF) for at flyve til Chaghcharan (CHA) på en lille motormekaniker- og IT rep-og-recce-tur. Vi skulle nemlig med et fly direkte til CHA, og det er jo kun en lille smuttur.

Vi blev godt nok lidt klogere, da der blev kaldt ud til ”Passengers to Bagram and Chaghcharan”, hvilket stil-lede noget af en omvej i udsigt, men hvad? Den slags tager man naturligvis i stiv arm, så vi entrede Herku-lessen med godt mod i bagagen.

I Bagram fik vi fuel på, det vil sige, at der blev loadet fire paletter med store bulke fyldt med brændstof. Af passagerer var der kun os to danske tilbage, og det var akkurat, hvad der var plads til. Det var lige før vores klapsæder forsvandt under os, da paletterne rullede ind. Af sted kom vi imidlertid, og flyet lettede med CHA som destination.

Lars og Morten ved landingsbanen i CHA.

I CHA blev vi modtaget af Lars, der bød os velkommen og fik os installeret i en ny fab, der senere skal an-vendes til kvarterer. Fine forhold. Efter briefing og en lille rundvisning i en lejr, der er på størrelse med LOG-parken hjemme i KAF, kunne Kenni præsentere os for de opgaver, der lå foran os. Vi regnede med, at vi kunne være færdige med vores arbejde torsdag, så Kenni kunne godt booke nogle pladser til os på et ud-gående fly.

Hjulnøgle, topnøgler, liggebræt og multitool, hvad mere har man brug for…

Når man bliver sendt ud til et nyt sted, er det spændende at se, hvilke faciliteter der bydes på. I CHA var det mekaniker-relaterede grej let at overskue: Lidt reservedele og et topnøglesæt samt køretøjernes egne værk-tøjssæt. Kufferten var dog pakket hjemmefra med – lidt reservedele og et topnøglesæt. Så er det godt, man har udleveret multi-toolet, en Guds gave til MEK’kere langt hjemmefra og andre i nød. Lars kunne dog bero-lige med, at såfremt jeg manglede værktøj, kunne jeg låne hos den litauiske mekaniker. No problem!

Både mænd og materiel har det bedst, hvis de kan komme af med varmen. Det kneb lidt for Land Cruiser’en.

Efter et par travle dage med reparation af køretøjer og pc’er kunne vi rigtig godt tænke os at komme hjem til KAF igen. Kenni ridsede de mulige rejseruter op for os: Enten kunne vi vente til tirsdag og flyve hjem samme vej, som vi var kommet. Alternativet var et fly, der allerede dagen efter (fredag) kunne bringe os til Herat, hvorfra der søndag var en afgang til KAF over Camp Bastion. Da vi var ved at være lidt klaustrofobiske af at være på et så lille sted, valgte vi ruten over Herat. ”Det er en stor lejr med fine forhold”, forsikrede Kenni.

Sydeuropæisk stemning i Herat, her det italienske pizzeria.

Fredag ankom vi planmæssigt til Herat og blev modtaget af en litauisk forbindelsesofficer, som derefter la-vede et hurtigt forsvindingsnummer. Heldigvis havde vi selskab af en anden litauisk soldat fra CHA, og han fik anvist et kontor, hvor vi alle kunne opbevare vores grej, mens vi fik lidt frokost. Først senere blev vi vist hen i et spansk gæstetelt.

Herat er primært beboet af italienere og spaniere, så der er næsten helt sydlandsk atmosfære. At det er ”en stor lejr med fine forhold” kan nu ikke opveje, at der ikke er nogen danskere fast på stedet. Man har ikke rigtig ”base” nogen steder, så vi følte snart, at mulighederne var noget begrænsede. Bedre blev det ikke, da det viste sig at søndagens fly til KAF var aflyst. I stedet kunne vi komme til Kabul mandag morgen. Det nikkede vi til. I Kabul har vi i det mindste venner!

Mandag gik det til gengæld stærkt. Vi landede i Kabul omkring middag og kom videre til KAF samme ef-termiddag. Det var en hel fornøjelse at få øje på ”Bimsesøen” gennem Herkulessens lille rude og vide, at ”nu er vi her”. Når man gør tjeneste i NSE’et, så får man virkelig set noget, som nævnt i overskriften, og det er jo i grunden ikke så værst.