Uddeling af nødrationer

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af premierløjtnant U.M. Dueholm og oversergent M.M. Sørensen, panserinfanterikompagniet.

En af de nye ting, som soldaterne har givet sig i kast med, har været uddeling af nødrationer til de fattigste dele af lokalbefolkningen. Især i de små landsbyer oppe i bjergene, hvor befolkningen i løbet af vinteren hurtigt kan blive isoleret fra omverdenen på grund af dårlige veje og store mængder sne, har kompagniets soldater gjort et stort stykke arbejde for at bringe rationer ud til de mest trængende.

Rationerne, som tilhørte et parti, der var blevet til overs, kan måske ikke betegnes som kulinariske mesterværker, men for de mennesker, vi har bragt dem ud til, har de gjort en kæmpe forskel, og vores soldater er flere steder blevet modtaget med glædestårer og knus af de lokale. Den slags oplevelser varmer om hjertet på selv den mest forbenede infanterist og er med til at minde én om, hvor godt man i grunden har det hjemme i Danmark. En god opgave som soldaterne har været glade for at være en del af.

I 1200 meters højde har vinteren stadig tag i Kosovo.

Det er dog ikke helt ufarligt, og kompagniet har i forbindelse med løsningen af netop denne opgave haft et par uheld. I begge tilfælde har der været tale om et patruljekøretøj af typen Mercedes GD, der er væltet om på siden som følge af glatte, stejle og dårlige veje. Heldigvis har der ikke været andre skader for de involverede end almindelige knubs og forskrækkelser, og i takt med forårets komme ser vi frem til, at mængden af sne på vejene efterhånden reduceres.

Et andet frisk pust i hverdagen har været, at kompagniet for første gang siden vi landede hernede, har fået lov til at gennemføre kontrol af køretøjer. Det er et sted, hvor alle køretøjer kontrolleres, ligesom hos politiet derhjemme. Vi holder inde i vejsiden og hiver forbipasserende biler ind til kontrol. Det, vi leder efter, er dog ikke spritbilister, men i stedet ulovlige våben og ammunition.
 
Da dette er en af de færdigheder, vi øvede meget i perioden op til udsendelsen, er det derfor spændende for grupperne at komme ud og afprøve det i praksis.
Indtil videre har der ikke været nogen større fangst, og det må alt andet lige siges at være positivt. Kontrollerne foregår uden nogen form for problemer, idet befolkningen hernede er vant til disse kontrolposter, som det lokale politi ligeledes har en række af.

Situationen hernede er stadigvæk rolig, og stemningen i lokalbefolkningen er generelt meget positiv over for KFOR. Vi har nemt ved at komme i kontakt med folk, når vi er ude på patruljer, og især hos den yngre del af befolkningen er soldaterne et hit. Særligt hvis vi kan lokkes til at spille en gang fodbold. Måske er vi netop særligt populære som følge af vores mangel på fodboldfærdigheder, for det hænder ofte, at en patrulje vender slukøret hjem efter at være blevet slået af en flok 8-10 årige børn i fodbold.

Der er ikke langt mellem smilene, når vi kommer forbi.

Da situationen hernede er rolig, har det heller ikke været nødvendigt at køre ud af lejren i vores pansrede køretøjer for at løse ”hårde” opgaver mere end et par gange. Men da vores pansrede mandskabsvogne (PMV) ikke har godt af at holde stille i længere tid ad gangen, bliver der i stedet kørt nogle lange ture, så køretøjerne kan komme ud at røre sig lidt.

Det samme kan man sige gør sig gældende for os soldater. Vi har heller ikke godt af ikke at røre os, og derfor er vi hver uge ude på marchtræning, så vi kan holde blodomløbet i gang i ben og fødder.

Motion på rigtig soldater-vis.

Der er ikke mange dage til, at de første af os tager hul på vores ferie. Allerede i starten af næste uge vender de første hjemad til en velfortjent orlov, og inden længe vil resten have gjort dem selskab. Allerede nu kan man mærke forventningens glæde hos dem, der snart skal gense familien derhjemme, og når man tænker på det store arbejde, alle har udført hernede, er det aldeles velfortjent.