Udenrigsministeren kom forbi Camp Olaf Rye

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af K. Ø. Sørensen, major presseofficer

Kun ni dage efter at hold 16 overtog kommandoen blev det første og et af de vigtigste besøg gennemført. Ved overdragelsen fra hold 15 blev alle orienteret om, at vores udenrigsminister skulle deltage i et møde i Beograd, hvilket i første omgang ikke ville få indflydelse på vores opgaver i Camp Olaf Rye.

Der skulle dog ikke gå mange dage, før de første spæde forsøg på at få udenrigsministeren til også at besøge den danske bataljon i Camp Olaf Rye var en realitet, og så sandelig også en mulighed. Dette resulterede så i, at staben straks blev sat i gang med at planlægge for dette mulige besøg. Det skal i denne forbindelse nævnes, at vi på dette tidspunkt samtidig var i gang med gennemførelsen af en lille øvelse. Denne sluttede torsdag den 22. februar, og besøget ville finde sted fredag den 23. februar, altså hvis den blev til noget.

Det blev til noget, og besøget var en stor succes, som hele historien om KFOR jo egentlig er betegnende for.

Et sådant besøg kræver megen planlægning, da der skal tænkes på alt lige fra transport, sikkerhed, eskorte, mad, drikkelse, taler, program, fordeling af opgaver, ja selv vejret er jo inde at blive vendt. Kan helikopterne flyve hvis vejret er dårligt? Hvis nej, så skal deltagerne transporteres i biler, og da der ville være et følge på ca. 10 personer, da både pressen, sikkerhedsfolk, ambassadører ville følge udenrigsministeren, ja så skulle der jo være biler nok.

Alle i lejren arbejdede hårdt på at få lavet et rigtigt godt program, så besøget ville blive en oplevelse, ikke kun for udenrigsministeren med følge, men så sandelig også for alle de, som nu havde gjort sig umage med at klargøre besøget. Torsdag den 23. februar om aftenen, efter at vores øvelse var afsluttet, samledes staben med de enkelte chefer for de forskellige arrangementer for at gå programmet efter endnu engang, og sent denne aften kunne vi alle læne os tilbage med ro i sindet og så blot lade dagen oprinde, hvor vi skulle stå vores første prøve inden for besøgsområdet.

Vi stod op til en fredag morgen, hvor himlen var fyldt med tunge, sorte skyer, hvilket igen betød, at der måske ville blive problemer med at de besøgende kunne flyve med helikopter. Dette fik vi dog hurtigt bekræftet, at de kunne, hvilket betød, at den forventede tidsplan kunne holde. Indtil det sidste blev der øvet rundt omkring, og specielt indøvelsen af æresvagten blev der brugt megen tid på. Æresvagten blev udpeget af soldater fra Livgarden, en opgave disse soldater jo øver til daglig hjemme i Danmark, så det var lige noget for dem.

Klokken ti var alt klart, og chefen, undertegnede og vores fotograf bevægede os ud til stedet, hvor de to helikoptere skulle lande, og man kunne mærke, at lejren sitrede af spænding. Lidt forsinket kunne vi pludselig i det fjerne høre lyden af helikoptere, og alle spejdede ud i det fjerne, i den retning hvor vi forventede, de ville dukke op. Pludselig var de der, og man kunne høre disse ord fra flere steder i lejren, ”nu kommer de”, og alle, der havde mulighed for at komme op at stå på et eller andet for her at kunne se over bygninger, lastbiler med mere, dukkede pludselig op. Alle havde et kamera i hånden, for på denne måde at kunne dokumentere over for dem derhjemme, at udenrigsministeren havde været her.

Jo nærmere helikopterne kom lejren, jo højere blev larmen fra rotorbladene, og pludselig råbte vores fotograf, ja nu er det sjovt at være soldat igen, og inderst inde var man jo nødt til at give ham ret. For os der kan huske TV -serien ”MASH”, ja der var der næsten som om, at man selv var til stede, hvor disse helikoptere altid var i centrum. Det er noget særligt, når sådanne maskiner kommer larmende og hvirvler jord, grene, ja alt, hvad der ligger under dem, flere hundrede meter væk, og her stod vi nok lidt for tæt. Det betød, at vi fik lidt jord, støv og grene kastet i ansigtet, og måtte vende os om, indtil begge helikoptere stod godt og solidt på jorden, og rotorbladenes hastighed blev reduceret for til sidst helt at gå i stå.

Få sekunder efter landingen blev dørene på helikopterne åbnet. I det samme åbnedes skyerne på himlen, og solen brød frem, hvilket betød en væsentlig ændring i temperaturen allerede på dette tidspunkt. En masse mennesker i civilt tøj hoppede ud på græsmarken. Udenrigsministeren var den sidste som kom ud, iklædt en dejlig varm overfrakke, som dog efter få sekunder blev taget af og afleveret til en af de øvrige i følget.

Udenrigsminister Per Stig Møller hilste på, og man kunne se, at udenrigsministeren var oplagt og klar til dagens program her i vores dejlige lejr.

Udenrigsministeren hilser på Presseofficer major K. Ø. Sørensen.

Efter få meters gang kunne man høre enkelte og klare kommandoer, det var æresvagten som nu blev iværksat til ære for vores udenrigsminister. Et flot syn og vores fane vajede stolt og flot. Føreren for æresvagten hilste på udenrigsministeren og meddelte, at man var klar til inspektion.

Udenrigsministeren inspicerede vagten sammen med vores chef, og fortsatte så til vores paradeplads midt i lejren, hvor programmets hovedaktiviteter ville blive gennemført. Inden man nåede paradepladsen nåede vores udenrigsminister at hilse på bestyrerparret på KFUM’s soldaterhjem, Kristian og Bodil samt vores ”lille” feltpræst.

Udenrigsministeren inspicerer æresvagten fra Livgarden.

Få minutter efter nåede vi paradepladsen, som på dette tidspunkt var tom for soldater, men fyldt op med diverse køretøjer samt andet materiel. Udenrigsministeren og følget blev ført til vores mødelokale, hvor chefen holdt en kort orientering om forholdene hernede samt hvad der rører sig i området. En kort og velgennemført orientering, hvortil udenrigsministeren havde et par spørgsmål. Disse blev besvaret af vores chef til stor tilfredshed for ministeren.

Efter denne orientering gik alle ud på pladsen igen, som nu pludselig var fyldt med soldater, klar ved de enkelte køretøjer samt materielgenstande.

Ministeren startede fra den ene ende og skulle på kort tid besøge alle de opstillede enheder, høre på den enkeltes orientering, samt evt. selv stille spørgsmål. Her var ministeren særdeles interesseret. Der blev vist, der blev spurgt, og der blev svaret, en rigtig god og positiv oplevelse for vore soldater, som helt sikkert alle oplevede ministeren som særdeles positiv og ligetil.

Kompagnichef for panserinfanterikompagniet, major Strangeways, orienterer.

Der lyttes og tales fransk med kaptajn C. Sacchi fra den franske spejderenhed.

Uden mad og drikke dur helten ikke, hvilket der sikkert er meget rigtigt i. Cafeteriet hernede i vores lejr havde smurt et stort antal særdeles lækre sandwiches, lavet kaffe, samt klargjort kolde sodavand. Disse skulle efter planen have været serveret efter gennemgangen af køretøjer og materiel, men tiden var så meget fremskreden grundet ministerens interesse, at der ikke ville være tid til denne seance. Derfor blev mad og drikkevarer stillet på nogle bænke på paradepladsen, så ministeren og følget kunne tage lidt at spise og drikke, inden de igen skulle gå ud til de ventende helikoptere.

Inden da skulle ministeren lige foretage et telefoninterview med Danmarks Radio. Dette skulle foregå på chefens kontor, hvor der også blev tid til en pibe tobak, hvilket ministeren på dette tidspunkt trængte meget til.

Ministeren får de sidste detaljer af oberst K. B. Jensen og major K. Ø. Sørensen.

Efter telefoninterviewet sagde ministeren og følget farvel til alle, som stod tættest på og gik herefter sammen med chefen, stabschefen og undertegnede ud til helikopterne igen. Det var det planlagte følge tilbage til helikopterne, men mange soldater fulgte med og ville lige vinke farvel efter en rigtig god og oplevelsesrig dag.

Ministeren og følget sagde herefter farvel og tak til chefen samt vi andre og steg ombord i helikopterne igen. Herfra skulle de flyve en tur rundt i vores ansvarsområde, for ovenfra
at se de steder, som der er mest fokus på i vores ansvarsområdeområde.

Vi vendte alle tilbage til paradepladsen, hvor vi fik ryddet op efter dagen, og man kunne mærke en fornemmelse af, at alle havde haft en rigtig god oplevelse, selv om det havde kostet lidt kræfter i forbindelse med planlægningen.

Staben blev herefter samlet, gennemgik dagens oplevelser og blev enige om, at denne model skulle bruges til fremtidige VIP-besøg (besøg af betydningsfulde personer). Herefter trak vi os tilbage til vore kontorer, slappede af og kunne mærke øjenlågene blive lidt tungere. Man glædede sig til aftenen, mørket og stilheden i sin lille FAB (beboelsescontainer), hvor sengen nok ville blive indtaget noget tidligere end normalt.

Dog nåede de fleste af os lige at høre og se helikopterne ind over lejren igen. Ministeren og følget var nu afleveret i Pristina lufthavn og var altså på vej hjem. Forhåbentlig også lidt trætte og med en masse oplevelser rigere.

--

CIMIC - hvad er det?

Af J. C. B. Nielsen
major, chef for CIMICSEK (civilt-militær samarbejde) KFOR 16

Efter en veloverstået overdragelse er det nu tid til at komme ned i detaljen i egne opgaver. Først vil jeg søge at forklare, hvad CIMIC egentlig er for en størrelse. Forkortelsen er engelsk og dækker over det civile-militære samarbejde. Et samarbejde, der gennemføres med alle mulige civile parter i bataljonens ansvarsområde. Det kan eksempelvis være den lokale talsmand i en given landsby, som ønsker hjælp til et projekt.

Projekter kan omfatte hjælp til genetablering af vandforsyningen eller andre livsnødvendige forsyninger. Fra hold 1 til hold 15 har de danske styrker støttet med indtil 362 projekter, her skal blot nævnes nogle få stykker:
Renovering af vandforsyninger, udbedring af elektricitetsforsyningerne, udbedring af sanitære forhold, udlevering af skolematerialer, bygning af legepladser, støtte til renovering af huse, transport af såsæd, genetablering af veje og afdækning af utætte tage.

Som udgangspunkt ønsker den danske bataljon at bibringe befolkningen en forståelse af, at de har et medansvar for udarbejdelse af et givet projekt ved at lade befolkningen aktivt deltage i den praktiske udførelse.

Den danske bataljon prioriterer livsnødvendig hjælp som vand, varme, el og sanitet frem for vejprojekter. Generelt prioriteres forhold, der kan bedre situationen for de yngste generationer, herunder skole og sundhedsrelaterede forhold.

Et eksempel herpå er flytning af nogle donerede containere, som bataljonen har indvilget i at flytte. Det er til fordel for en fodboldklub i Skenderaj, som vil anvende containerne til omklædningsrum.

Næste gang jeg får lejlighed til at skrive til Jer, vil jeg komme mere ind på hvilke projekter, der er aktuelle i den kommende tid.