[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af major Christian Mariegaard, HOK, Enhedsuddannelsesafdelingen

I dag påbegynder 2.500 værnepligtige Hærens Basisuddannelse, der varer fire måneder. De værnepligtige mødte ved middagstid op ved Den Kongelige Livgarde i Høvelte, Gardehusarregimentet i Slagelse, Jydske Dragonregiment i Holstebro, Danske Artilleriregiment i Varde, Ingeniørregimentet i Skive, Telegrafregimentet i Fredericia, Trænregimentet i Nr. Sundby og Det Danske Internationale Logistik Center i Vordingborg.

Hærens Basisuddannelse omfatter følgende syv hovedmoduler: Grundlæggende militæruddannelse, feltuddannelse, småstyrkers kamp, hjælp til den øvrige del af samfundet, introduktion til fredsstøttende operationer, hvervning til Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse og en afsluttende kontroløvelse. Undervejs vil de værnepligtige blandt andet lære at bevogte samfundsvigtige installationer, førstehjælp og bekæmpelse af brande og miljøulykker.

Øvelse i brandslukning

Hærens Basisuddannelse har været evalueret flere gange i de senere år, og de værnepligtige har generelt udtrykt tilfredshed med uddannelsesforløbet. På det sidste indkaldelseshold blev der tilført flere øvelsesdøgn for at styrke evnen til at leve under feltmæssige forhold.

I øjeblikket afdækker Hæren mulighederne for at placere et skiftespor efter tre måneders uddannelse. Det ene spor vil fortsætte totalforsvarsuddannelsen som hidtil, mens det andet, nye spor vil omfatte en række soldatermæssige færdigheder for de værnepligtige, som har tegnet kontrakt med Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse i umiddelbar forlængelse af Hærens Basisuddannelse.
Disse soldater vil blive udsendt i august 2008 til internationale operationer i enten Kosovo eller Afghanistan.