Vejrpigen Anne

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af feltpræst Thue Raakjær Jensen, fungerende presseofficer.

En varm eftermiddag lige før vejrradaren skal køres til en fremskudt base, møder jeg Anne og Mikkel. Vejrpigen og hendes hjælper. Annes officielle titel er radarfører. Normalt ville man kalde det gruppefører, men gruppen er her på kun én mand - Mikkel.

Vejrballonen er ved at flyve.

Vejrradaren består af en container med en computer og forskelligt udstyr. I virkeligheden er der nemlig slet ingen radar. Det er kun af tradition, at den stadig kaldes for radar.

Radaren er blevet afløst af en ballon med en sonde. Ballonen sendes til vejrs med helium ligesom alle andre balloner, man kan købe i tivoli eller andre steder. "Engang imellem har vi da også prøvet at snakke sjovt," fortæller Mikkel, "for når man inhalerer helium, sker der noget med stemmebåndene, så man kommer til at snakke med en meget lys stemme."

Trykket i ballonen skal være på 60 bar, hvis den skal kunne flyve tilstrækkeligt.

Vejrradaren - altså vejrballonen med sin sonde - bruges hjemme i Danmark til at samle data, som man skal bruge, når man skyder med artilleri. Her i Afghanistan har den været brugt i samarbejde med Arthur - artilleripejleradaren - og den har givet oplysninger, som kan bruges til at forudsige vejret på et større plan. Man har således sendt oplysningerne, som sonden giver, til et verdensomspændende vejr-netværk.

Anne viser sonden, der vejer et halvt kilo.

Sonden sendes normalt op to gange om dagen. Selve sonden vejer omkring et halvt kilo. Den kan stige meget højt op i atmosfæren. Man har målt højder på op til 26 kilometer. På vejen op sender den data til computeren. Den måler temperatur, vindhastighed, vindretning og luftfugtighed. "Vi har målt vindhastigheder helt op til 70 m/s," fortæller Anne. "Ja, og det er meget kraftigere end en orkan," tilføjer Mikkel.

Sonden kan flyve langt væk, inden den falder ned. 150 kilometer har man målt. "Men for ikke så lang tid siden faldt den ned næsten lige ved siden af, hvor jeg var. Da løb jeg godt nok for at se, om der var nogen, der skulle have fået den i hovedet," beretter Anne.

Nu er det ikke sådan, at de data, som sonden giver, umiddelbart kan bruges til en vejrudsigt, men man kan godt se enkelte oplysninger. "Ja, og så konkurrerer vi om at gætte den rigtige vindhastighed," siger Mikkel med et stort smil. For nylig gættede han nemlig fuldstændig rigtigt.
De data, som bliver sendt videre til vejr-netværket, er ganske uforståelige. De er i rent computersprog - altså en skøn blanding af ettaller og nuller.

Inden vi skilles, bliver snakken naturligvis også om fremtiden. Mikkel skal hjem til sit normale arbejde igen. Og Anne ser ikke sin fremtid som vejrpige - heller ikke i TV. Så trækker luftværnet derhjemme i Varde mere. Men det her med vejrradaren er et godt arbejde, og der er ingen tvivl om, at Anne og Mikkel er gode til at fokusere på livets solside. Det er jo også det, vi allerhelst vil bruge vejrudsigten til.
Men en udsendelse sætter mange ting i perspektiv. Og her er det familien, som må betale den høje pris. For soldaten er det afsavnet fra dem derhjemme.

Jeg ønsker dem en god tur og beder om en god vejrudsigt. Det er nu ikke så svært hernede i Afghanistan, hvis man kan lide sol. Så langt vejrudsigten rækker, står den på solskin og omkring 40 graders varme.