[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Christian Reinhold, presseofficer.   

Dengang var det nogle af de voldsomste kamphandlinger, danske styrker havde været indsat i siden de slesvigske krige. I juli og august 2006 holdt spejdereskadronen fra Bornholm stand mod Talebans voldsomme angreb mod byen Musa Qala igennem flere uger. Kort tid efter den danske styrke i byen var blevet afløst, måtte ISAF opgive at holde byen, og den faldt i hænderne på Taleban. For kort tid siden blev byen tilbageerobret af afghanske, britiske og amerikanske styrker, og nu er der atter danskere i Musa Qala.



Den danske EOD-PMV på vej ud på opgave fra den britiske lejr i Musa Qala.

Nytårsnat kørte et dansk ammunitionsrydningshold med en engelsk kolonne til Musa Qala. Deres opgave er at støtte styrkerne i byen med blandt andet at fjerne efterladt ammunition, miner og forsagere. Men fra deres forgængere ved de, at der måske også venter mere utraditionelle opgaver.
Musa Qala har været et centrum for Talebans handel med opium, og ISAF-styrkerne i området har fundet flere laboratorier til forarbejdning af opium.

CIMIC lige bag frontlinien
Der er også en dansk CIMIC-officer i Musa Qala. Det er en specialist i projekter, der kan startes op umiddelbart efter, at et område er blevet ryddet for Taleban. Den danske CIMIC-officer er foreløbig udlånt til de britiske styrker i Musa Qala for en periode af 10 dage.



Den danske CIMIC-officer i Musa Qala. Det er vigtigt hurtigt at vise befolkningen, at med ISAFs overtagelse af byen følger også udvikling og fremskridt.