[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Jasper Vilgaard, presseofficer

Chefen for den danske bataljon i Helmand-provinsen, oberst Jens Lønborg, har netop haft besøg af to af de helt store chefer i området, generalmajor Lessard, som er chef for Regional Command South, samt brigadegeneral Andrew MacKay, der er chef for Task Force Helmand. Formålet med besøget var at koordinere den samlede indsats i området.

Ud over koordinationen var der lejlighed for de to gæster til at se og få demonstreret noget af det materiel, som danskerne benytter. Udbygning og modernisering af materiellet foregår løbende, og hold 5 har ganske meget nyt grej med, blandt andet Piranha III med overhead weapon station og det lille spionfly ”Raven”. Også vore kampvogne, Leopard 2 A5, var genstand for et nærmere eftersyn.

Generalmajor Lessard fik demonstreret ”Raven” og dens formåen.

Det er dog ikke alt, der kan vindes med militært isenkram, og derfor var en snak med den danske chef for CIMIC-enheden (civilt-militært samarbejde), major Mulvad, også på programmet. Formålet med CIMIC er blandt andet at vinde afghanernes hjerter og sind, og derfor er det vigtigt at tænke genopbygning ind i hvert tiltag, der skal sikre en hverdag uden taleban.

Den britiske general fik også en snak om CIMIC (civilt-militært samarbejde) med chefen, major Mulvad.

Efter besøget var det en tilfreds dansk chef, der kunne konkludere, at han havde fået væsentlige punkter og problemstillinger afklaret, så vejen fremad ligger klar.

Samtalen mellem de tre chefer fortsatte lige indtil de to briter igen satte sig i helikopteren for at flyve hjem.