Bisættelse i Garnisons Kirke

Kisten med den dræbte oversergent Henrik Christian Christiansen bæres ud af Garnisons Kirke og frem til den ventende rustvogn. Foto: Per A. Rasmussen.

- Efter at have talt med jer er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at I sendte en søn og en bror af sted, der med forventning tog af sted for at løse og løfte sin del af opgaven. Der er ingen grund til at lægge skjul på, at det er en mission, der kræver meget af enhver soldat, og Henrik gav ikke alene meget, han gav alt. Sådan sagde garnisonsfeltpræst Kim Jacobsen i sin tale i Garnisons Kirke i København

- Henriks livsbane var afstukket, fortsatte Kim Jacobsen. Nok blev han, inden han kom til forsvaret, mekaniker, men det var ikke her hans hjerte lå. Aldrig så snart var han færdig med uddannelsen, så meldte han sig under fanerne, og han varetog sin opgave med omhu og ansvar, hvad enten det var ved artilleriet, ved Danilog eller de sidste to år ved Livgarden. Han arbejdede sig op gennem graderne og tog til Afghanistan som oversergent.

- Han var en dedikeret soldat, en fremragende og hjælpsom kollega – og enhver, der har været i sporet, ved, hvor meget en god ”forsyner” er værd. Det er mere end guld, og Henrik var god, rigtig god.
Han var åben, hjælpsom, tilgængelig og kunne alligevel også være en meget privat person.
Han søgte udfordringerne, han holdt af det sociale i cigarklubben, og han satte pris på kammeratskabet med enhver i uniform. Også de udenlandske kolleger satte han pris på og de på ham.

De pårørende havde ønsket en bisættelse med deltagelse fra Den Kongelige Livgarde, og i kirken var der en æresvagt med seks bærere og en fører samt en faneløjtnant og en fanebærer med Den Kongelige Livgardes fane.

Der var kammerater fra Afghanistan, og fra Livgarden deltog kollegaer med chefen, oberst, kammerherre, Lasse Harkjær, i spidsen.

Der blev sunget fire salmer. I Østen stiger solen op, Op al den ting som Gud har gjort, Den signede dag med fryd vi ser og Kongernes Konge.

Garnisonsfeltpræst Kim Jacobsen sammen med faneløjtnant og fanebærer fra Den Kongelige Livgarde. Foto: Per A. Rasmussen.

Da kisten var båret ud og anbragt i rustvognen, spillede en trompetist fra Den Kongelige Livgardes Musikkorps ”Last Post”.

Garnisonsfeltpræst Kim Jacobsens tale:

Garnisonsfeltpræst Kim Jacobsens tale ved oversergent Henrik Christian Christiansens bisættelse i Garnisons Kirke den 4. september 2008

Kære pårørende og alle der er til stede!

Mandag den 30. juni fejrede Livgarden sit 350 års jubilæum. Den mandag startede om morgenen med en gudstjeneste her i Garnisons kirke. Nede på en af bænkene sad Henrik Christian Christiansen. Han glædede sig over at være en del af Livgarden. Han glædede sig over, at han snart skulle til Afghanistan. Det var fjerde gang, han skulle af sted.

I begyndelsen af august skulle han af sted. Han var parat til opgaven og har sikkert som alle, der har stået så tæt på en missions afgang, haft en spændt og måske let nervøs forventning om, hvad der mon ventede derude.

Men efter at have talt med jer er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at I sendte en søn og en bror af sted, der med forventning tog af sted for at løse og løfte sin del af opgaven.
Der er ingen grund til at lægge skjul på, at det er en mission, der kræver meget af enhver soldat, og Henrik gav ikke alene meget, han gav alt.
Der er sandelig en tid til at græde og en tid til at le. Den dag lo vi, i dag synes den dag langt, langt borte.

Vi sad forleden og så tilbage på Henriks liv. Københavner-drengen, der voksede op ude i Nyborggade. 29 år blev det til her i livet, men det var år, hvor Henrik konsekvent fulgte og fik opfyldt mange drømme – bestemt ikke alle, men den største drøm – at blive soldat - den gik i opfyldelse.

Da vi talte sammen, rejste Henriks søster sig og kom tilbage med et album med et billede af Henrik. En lille Henrik med bror Franks blå baret på hovedet og med et gevær i hånden. Hans livsbane var afstukket. Nok blev han, inden han kom til forsvaret, mekaniker, men det var ikke her hans hjerte lå. Aldrig så snart var han færdig med uddannelsen, så meldte han sig under fanerne, og han varetog sin opgave med omhu og ansvar, hvad enten det var ved artilleriet, ved Danilog eller de sidste to år ved Livgarden. Han arbejdede sig op gennem graderne og tog til Afghanistan som oversergent.

Han forberedte sig hele tiden på livet som soldat. Allerede som dreng dyrkede han judo, blev siden europamester i kickboxing, han arbejdede med sig selv og satte sig hele tiden nye mål.
 
Han var en dedikeret soldat, en fremragende og hjælpsom kollega – og enhver, der har været i sporet, ved, hvor meget en god ”forsyner” er værd. Det er mere end guld, og Henrik var god, rigtig god.
Han var åben, hjælpsom, tilgængelig og kunne alligevel, som I sagde, også være en meget privat person.

Han søgte udfordringerne, han holdt af det sociale i cigarklubben, og han satte pris på kammeratskabet med enhver i uniform. Også de udenlandske kolleger satte han pris på og de på ham.

Jeg tror, det eneste negative ord, jeg har hørt i disse sidste dage, er, at han var morgensur. Som jyde må jeg sige, at jeg finder det helt OK at være morgenstille.

Og nu er der blevet helt stille i vores og jeres midte.
Der er en tid til krig og en tid til fred, og Henrik gav sit liv i krigen for, at andre kunne leve i fred, og nu har han fået fred.

Jeg tror, de fleste nikker genkendende til ordene fra prædikerens bog. Ord hvor alle livets tildragelser gøres op fuldstændig usentimentalt. Ordene om det, livet giver os til rette tid, medgangen og modgangen, om det at der en tid til at græde og en tid til at le – men også en tid til at fødes og en tid til at dø.

Det er engang sagt:

Der er død i livet
og liv i døden.
Og måske er der lidt mere liv i livet, når døden er med i det.

Vi lever alle i denne verden med visheden om, at vi skal dø. Nogle lader sig knuge af den tanke og glemmer helt at leve af bare bekymring. Andre formår at tage deres livsdage op og tage imod livets udfordring og fylde deres livsdage.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Henrik som en søn, en bror, en kollega og en ven ude fra livet var et af disse sjældne mennesker.
Der er en tid til alt i livet, og nu er tiden inde til at tage afsked med Henrik.

Vi gør det med en vished om, at også til ham har Vorherre gjort en bolig rede.
Det er vort håb og vor tro, at han nu er i de bedste hænder af alle – Guds kærlige hænder.

For at kunne erindre skal man selv gå tilbage til livet. I skal erindre livet sammen med Henrik, når I går ud herfra. I skal erindre det liv, som blev levet i de gode såvel som de dårlige dage
Livet vil ikke være det samme for jer. Der vil være en plads, der for evigt vil være tom.
 
Hvis vi mennesker ikke kendte til glæde og kærlighed, ville vi heller ikke kende til sorg og savn. I vil tage savnet med jer ud i livet et stykke tid – men man skal også lade glæden komme tilbage, glæden over livet og hele dets mangfoldighed, glæden over det liv, man blev en del af og fik del i.

Jeg er vejen, sandheden og livet var ord, Jesus gav til den tvivlende og rådvilde Thomas. Det er de ord, vi skal og kan læne os op ad og bruge, når vi står overfor afskeden med livet. Det er ord, der er udtryk for, at Gud tager vore spørgsmål og ethvert menneskes liv alvorligt.
 
Han tog endog menneskers liv så alvorligt, at han selv blev menneske. Han tog livet og døden på sig, og ordene fortæller os - de forklarer os det ikke - men fortæller os, at han overvandt døden, og det var netop for at sige til os, at håbet og kærligheden og livet altid skal sejre over døden og dødens mørke.

For vi mennesker er det store ord, næsten uforståelige ord. Vi kan godt forstå dem, men de sprænger vor fornuft. Alligevel er det i de ord, vi skal finde modet til at leve videre. Det er de ord, vi skal tage med ud i livet.

Hvad der ligger udover livet, det ved vi ikke, men vi kan følge vore kære til graven, og vi kan klynge os til ordene om Guds kærlighed og løfte om, at der er gjort en bolig parat også til os, og vi må da tro, at Gud er lige netop der, hvor vi ikke kan følge med længere.

Og så må vi da give og sige Gud tak. Tak for det liv vi fik, og det liv vi tager afsked med, og vi vil sige fred være med dig Henrik Christian Christiansen.

Ja, fred være med os alle.