DANCON March i Camp Whiskey

126 glade marchdeltagere blev fordelt over to dage og skabte en ideel kulisse omkring det at skulle planlægge og arrangere noget så nationalt som en DANCONMARCH.

I DANCON marchen deltog næsten alle de nationer, der er i lejren. Der var deltagere fra henholdsvis Litauen, Kroatien, USA, Ukraine, Afghanistan og Danmark.

Den første march blev sat igang fredag den 24. oktober med 66 tilmeldte og den anden startede fredag den 31. oktober med 60 tilmeldte.

På begge dage startede marchen omkring kl. 7, hvor en let frost kunne ses på de hvide bliktage på vores indkvarteringsbygninger.

Frosten gjorde, at det omkringliggende terræn pludseligt fremtrådte meget mere klart og fantastisk flot. Den blev hængende til langt op ad formiddagen og det kunne mærkes i både kinder og hænder. Men det gjorde intet set i forhold til solens ulidelige varme op ad formiddagen.

Solen stråler brød igennem skyerne og fik det tidligere på formiddagen så brune bjerglandskab til at virke som et lysende maleri i solen.

Et udpluk af de stolte marchdeltagere

Marchen blev startet på flagpladsen i lejren, hvorefter deltagerne hovedsagligt marcherede på den nærliggende flyveplads og tilbage til lejren.

Flyvepadsen er et levn fra sovjetbesættelsen af Ghowr-provincen. Efter samtaler med lokale afghanere var Ghowr den provins, hvor russerne led de største tab under besættelsen af Afghanistan.

Dette vidner flyvepladsen og det omkringliggende terræn med alt tydelighed om.
Overalt hvor man vender blikket hen ser man ind i datidens krig og gru. Mod nord er der i terrænnet flere steder spredt gamle vrag af russiske køretøjer af typerne BTR 60P og BMP.

Mod øst blev deltagerne mødt af et farverigt sceneri, der var en fryd for de solbrille-belagte øjne. Høstede enge med frodige træer og lerklinede huse, som dannede det grønne bælte i byen. De brune sandbjerge med deres sandblæste huler og snehvide tindinger dannede en nærmest eventyrlig scenografi og de flotteste minder fra den 20 km lang march.

Syd for ruten langs en landingsbanen ligger et meget stort minefelt, som bruges som passiv sikringsforanstaltning for lejren.

Mod vest ses adskillige vrag af russiske transportfly, som her tydeligt giver et indtryk af den skæbne den russiske transportkapacitet led under besættelsen af provinsen.

Det vestlige yderpunkt grænser op til byens udkant, hvor folk havde samlet sig for at beskue de marcherende horder af internationale soldater.

Bag ved folkene, de gøende hunde og flyvragene vågnede byen, Chaghcharan med dens sandfarvede compounds med rygende skorstene i morgengryet.
I Chaghcharan lever op mod 30.000 indbyggere under forhold, som vi i Danmark ikke kan forestille os. Der er sand på gulvet, ingen eller meget sparsomt med vinduer i husene. Al opvarmning og madlavning foregår ved et bål midt i huset. Vand til madlavning og vask skal hentes i Hari Rod Floden der gennemskærer byen.   

Parallelt med landingsbanen løber den smukke Hari Rod Flod, som den danske patrulje adskillige gange har krydset i deres UNIMOG og TOYOTA køretøjer.

Marchen har aldrig været emne for konkurrence. Dog valgte adskillige atletiske soldater, at tilbagelægge turen i let løb med kampudrustning, slørede ansigter og geværet godt spændt fast til kroppen.
Vinderen var den danske sergent Peter Ø. i tiden 2 timer og 1 minut. Tiden var tre minutter hurtigere end den danske officer, Jakob B på andenpladsen. Først efter yderligere 17 minutter dukkede de næste deltagere op.

Andre valgte et adstadigt tempo og havde tid til en snak med de udstillede sikringsposter, som stod langs ruten.
 
Alle deltagere havde en minderig tur, og fik luftet sig selv i et betagende miljø, hvor det at gå ikke er foreneligt med at lade sig fornøje, men derimod at lade sig nøje.

Deltagerne marcherede med denne kulisse de næsten 20 km på landingsbanen og kunne i fulde åndedrag nyde de mange fremmedartede, men smukke indtryk undervejs, inden de marcherede tilbage til lejren.