[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

 



Konstabel Casper Hansen fra 3. Telegrafbattalion sørger for, at alle telefonerne og computerne i divisionens hovedkvarter er bundet sammen.


- Danske Division er sammen med NATOs hurtige reaktions korps ARRC de primære øvelsestagere i ARRCADE FUSION 08, mens en række divisioner fra andre NATO-lande er sekundære. Dele af stabene fra den litauiske Iron Wolf Brigade samt de danske enheder 1. Brigade, 2. Brigade og divisionstropper er direkte indspillere til Danske Division.



Deltagerne fra den litauiske Iron Wolf Brigade gennemgår den militære situation ved øvelsens indledning.

Øvelsen gennemføres med øvelsesledelse etableret i Sennelager Training Center ved Paderborn. Her har divisionens indspillere oprettet arbejdslokaler, mens Danske Division har oprettet feltmæssigt hovedkvarter i Staumühle, seks km fra Sennelager.



Divisionens enheder koordinerer det indspil, som de vil byde Danske Division, når øvelsen sættes i gang torsdag.

Der deltager omkring 500 personer, danske og engelske, i Danske Divisions hovedkvarter.

- Stab Danske Division er udpeget til fra 1. januar til 30. juni 2010 at være grundstammen for den landmilitære del af NRF 14. NATO Response Force (NRF) er en fleksibel multinational styrke med deltagelse af både hær, flyvevåben og søværn. Styrken råder over avanceret teknologi, og er på et meget højt beredskab, fortæller major Claus Klaris. Han er chef for plancenteret ved Danske Division.



Major Claus Klaris er chef for plancenteret ved Danske Division.

- NRF bliver sammensat til en konkret operation og kan hurtigt flyttes derhen, hvor den behøves. Den vil ikke være en permanent eller stående styrke. NRF vil selv kunne gennemføre visse opgaver eller indgå som en del af en større styrke og derved bidrage til alle NATO’s former for militære operationer.



Kommunikationen sker via computere, når de operative overvejelser er til ende, og beslutningerne er taget.

NRF har en planlagt udholdenhed på op til en måned - og i længere tid, hvis den får nye forsyninger. Enheden er sammensat af nationale styrkebidrag, som gennemgår træning og certificering som én samlet styrke efterfulgt af en operationel ”stand by”-periode på seks måneder.

- Det danske Forsvars bidrag til NRF 14 er på 842 personer. Alle tre værn er med til at opstille enheder og elementer til styrken. Den primære del af bidraget kommer fra grundstammen i divisionens stab og føringsenheden af 3. Telegrafbataljon, fortæller Claus Klaris.

Militærpolitiet er også med på ARRCADE FUSION 08.

NRF historik
I september 2002 fremsatte USA's forsvarsminister, Donald Rumsfeld, et forslag om at skabe en hurtig NATO reaktionsstyrke. To måneder senere, ved topmødet i Prag i november 2002, blev NATO Reaktionsstyrke initiativet annonceret. I juni 2003 blev konceptet godkendt af NATO’s forsvarsministre i Bruxelles.

Ved et uformelt møde af NATO’s forsvarsministre i Poiana Brasov i Rumænien 13. oktober 2004 annoncerede NATO, at NRF havde nået sin startstørrelse på 17.000 mand og var klar til at påtage sig alle former for opgaver.