Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
For den uindviede kan det være svært at forstå, hvad der får en håndfuld drenge til at arbejde hele natten på en lastbil.
Det undrer, at de med forventning i øjnene kan sige: ”Bare vent til du ser den”, mens de smiler indforstået.
Det er jo bare en lastbil. For den uindviede, altså!
For de vidende går den, som noget af det bedste, forsvaret har købt i køretøjs-afdelingen. Den er også imponerende, når den står der blandt de gamle lastbiler og deres tillægspanser.
Det er den nye MAN SX, som får julelysene frem i øjnene på drengene ved stabs- og logistikkompagniet i Camp Bastion.
- Den er gennemført hele vejen igennem. Der er virkelig tænkt over det, fortæller overkonstabel TC. Han har fået lov til at være kører på MAN SX’s første tur i det afghanske landskab.
MAN SX er forsvarets nye, pansrede lastbil, som indeholder alt det, et engageret lastbils-hjerte kan rumme. Automatgear, stabilisering i førerhuset, så køreren, hans vognkommandør og skytten ikke bliver kastet rundt, når turen går gennem ujævnt terræn, knapper placeret intuitivt og en masse andet, der øger komforten for føreren.
- Nu skal vi i gang med at indrette den med køleskab og kopholder og alt muligt, griner TC og fortsætter:
- Det er altid lidt specielt, når man får lov til at være det første mandskab på sådan en vogn.
Inden de to nye lastbiler fik lov til at køre nogen steder, skulle de dog indvies på fineste måde. Da der ikke er alkohol i lejren, måtte en alkoholfri øl lade livet, så de to nye medlemmer af lastbilsparken kunne døbes henholdsvis ”Ironman” og ”Dark Knight”. Med en lille tale og ønske om mange gode ture kunne transportdelingsfører, premierløjtnant Michael, knuse flasken mod fronten på lastbilen og ellers sende dem af sted ud i ørkenen.
Premierløjtnant Michael klar til at indvie den nye MAN SX, som i dagens anledning havde fået sløjfe på.
- De to nye lastbiler kan klare mere vægt, så de kan transportere mere. Desuden bliver de udstyret med egen beskyttelse, så vi udspare en PMV til at sikre os, siger premierløjtnant Michael.
I dagens kolonne sidder han i sin egen PMV og har overladt ansvaret til de to nye lastbiler til nogle af sine folk. Deriblandt overkonstabel TC, som efter en tur på både asfalteret landevej og ørkensand er meget tilfreds med hans nye arbejdsplads.
- Den arbejder rigtig godt. Lever helt op til de forventninger, jeg har haft til den. Jeg tror, at det er et af de bedste lastbilkøb, forsvaret har gjort. Den skal de nok blive glade for hernede, når alle de gamle lastbiler er skiftet ud med den her, siger den tilfredse kører.
MAN SX på vej igennem den uvejsomme afghanske ørken. En tur, som lastbilen dog klarede uden problemer og til stor tilfredshed for dagens mandskab.
Indtil videre må hold 6 klare sig med ”Ironman” og ”Dark Knight”, men planen er, at alle lastbiler hernede skal skiftes ud løbende, så MAN SX bliver den primære lastbil. Hold 6 skal nu undersøge, hvilke børnesygdomme lastbilerne kan have, og om der er behov for eventuelle justeringer.
FAKTA om MAN SX: |
|
Den nye MAN SX. Med på billedet en af de mange, som lige skulle hen og se nærmere på lastbilen, da den kom til Price-basen.