Den uendelige rejse og en mindeværdig jul

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Dorte Klausen, overkonstabel af 1. grad, sygepasser.

Vi, 21 mand, der udgør den danske styrke i Feyzabad, er nu tilbage på arbejde. Vores leave (ferie) i Danmark holdt vi alle på samme tid, således, at den danske del af PRT (Provincial Reconstruction Team) i Feyzabad var lukket i perioden.

Selve leaven forløb fra midten af november til starten af december. Da vi alle mødtes i Kastrup den 5. december, var det et glædeligt gensyn med ”Feyzabad-familien”. Det var med smil på læben, vi sammen skulle ”tage den sidste bid af kagen”.

Folk fandt hurtigt tilbage til rytmen i samtalerne, og historierne var mange efter tre ugers adskillelse. Vi måtte dog sidde pænt stille og lytte, da Chef HOK var forbi terminalen for at hilse på. Spørgsmål og dialog blev der endog også plads til.

Flyet mod syden lod vente lidt på sig og blev således et par timer forsinket. Set i bakspejlet begyndte der allerede her at tegne sig et mønster.
 
Den lange rejse
Da vi endelig kom på vingerne døde snakken langsom ud, og mange lod trætheden overmande sig.
Turen mod Afghanistan bød dog på en overraskelse. Vi mellemlandede i Finland for at tage nogle finske soldater med på vor færd. Yderligere mellemlandede vi i Istanbul for at tanke brændstof.
Endelig en formiddag stod vi i Kabul (KAIA). Her blev vi indkvarteret, og afventede tid for vor afgang mod Feyzabad i det nordlige Afghanistan.

De Afghanske bjerge set fra luften.

Pit stop
Flyet mod Feyzabad lod dog vente på sig. Det fly, vi alle skulle have været på efter tre dage, blev indledningsvis aflyst.

Langsomt som dagene gik i Kabul, begyndte der at blive enkelte pladser på de få fly til Feyzabad. Efter en uge havde vi sendt tre af de 21 mand af sted. Efter yderligere en uge var vi nede på otte mand og tre tolke strandet i Kabul.

Under opholdet i KAIA (Kabul International Airport), blev der trænet i at redde liv.

Brætspil genopdaget
For de, der ventede i Kabul, endte tiden med at falde dem lang. Der var ikke meget at give sig til. I dagtimerne blev der repeteret en del førstehjælp til en forestående prøve, herudover blev fysisk træning vægtet hver dag.
Bræt- og kortspil blev fundet frem hver aften for at udfylde timerne. Taktik og alliancer blev dannet. Snyd var der sågar også nogen, der benyttede sig af.

Der kom gang i brætspillet.

Endnu et par pit stop
Fredag den 21. december syntes det endelig at lykkes for de sidste at komme ud af Kabul. Destinationen var Mazar-e Sharif i det nordvestlige Afghanistan. Omtrent lige så langt fra Feyzabad, som Kabul er det. (Altså flyttede man sig blot i en trekant.) Herfra skulle der gå fly eller helikopter videre mod Feyzabad.
 
I Mazar-e Sharif blev den videre transport bremset den 22. december, idet et fly igen var aflyst.
Den 23. december fik man et fragtfly til Kunduz, der er mellemstationen til Feyzabad, når man kommer fra vest og skal mod øst. Også i Kunduz blev fly aflyst, indtil der ikke var flere flyafgange i det indeværende år –  Så man var på herrens mark.
 
Kunduz er ikke en særlig spændende lejr, så lysten, til at holde jul i Kunduz med kun otte danskere var ikke stor. Heldigvis havde man nogle brave kolleger i Feyzabad (de danskere, der var kommet derop ugerne forinden), som også havde lysten og viljen til at hente de resterende ”hjem” til jul. Således så gjort.
 
”Red julen”
Den 23. december kørte ”redningsholdet” fra Feyzabad til Kunduz. Næste dag, den 24. december, kørte vi alle samlet hjem mod Feyzabad igen – hjem til julen. Efter at have tilbragt 11 timer i bil kom vi alle til Feyzabad juleaften. Lige netop som julemaden blev sat på bordet. Det var på et hængende hår, da blot en bil skulle gå ned, før vi måtte opgive vores forehavende.
 
Således endte manges rejseplan med, at se således ud:(Billund-Kastrup), Kastrup-Finland, Finland-Istanbul, Istanbul-Kabul, Kabul-Mazar-e Sharif, Mazar-e Sharif-Kunduz, Kunduz-Feyzabad.

Juleaften
Grundet de dårlige flyforbindelser til Feyzabad var vor julemad ikke fløjet ind som planlagt. Resultatet blev en julemenu efter bedste evne, som vi selv stod for. Der var blandt andet fedthalefår på menuen!
 
Både i Kabul og Feyzabad havde man fundet tid til julestue (juleklip), så der var pyntet meget flot op.

For alle forekom julen dem anderledes hernede, men ikke nødvendigvis dårligere. Vi havde hinanden, mails og pakker fra Danmark – altså hygge. Så jul, det blev det. En af drengene hoppede velvilligt i julemandskostume og agerede julemand til alles store fornøjelse og morskab.

 

Juleaften i Camp Odin.

Juleklip i Camp Odin.

Patrulje i juledagene
I juledagene hyggede vi lidt ekstra om hinanden.  26.-30. december var der patrulje for både MOT 1 og MOT 2 (Military Observation Team). Kulden bed lidt i fingre og tæer, men ikke noget, danske vikinger ikke kan tåle. Minus 20 grader bød nattetimerne ofte på.

”Nye kunder i butikken”
På denne patrulje havde jeg, som så mange gange før, mange kunder i ”sygepasser-butikken”. Der var mange af de lokale, der ønskede at blive tilset af mig, som dansk sygepasser. Accepten af mit arbejde er sandsynligvis slået igennem. Jeg tilså ret så mange kvinder (ikke normalt), og sågar mænd med potensproblemer og hæmorider.
 
Nytårsaften
Den 26. december kom vores julemad endelig (i en kæmpe dybfryser), så den spiste vi nytårsaften og efterfølgende dag – herligt!
 
Dronningens nytårstale var aftenens store højdepunkt. Man er vel royal! Ved midnat lokal tid affyrede tyskerne to store "Carl Gustav" lysraketter over bjergene i anledningen af det nye års ankomst.

 
Dronningens nytårstale i Camp Odin.

Éndags patruljer
Siden nytår har vi kørt en del Ghazna (éndags patruljer i Feyzabad området). Sneen besværliggør arbejdet, men umuliggøre det ikke. Det er bare en forhindring, som man skal lære at tackle.
Der er også blevet til en joint patrulje med ANP (fælles patrulje med det lokale politi).

Ghazna-patrulje rundt omkring Camp Feyzabad.

Rationering på mad
Afslutningsvis kan jeg fortælle, at den dårlige fly-situation nu får direkte konsekvenser for vor dagligdag. Køkkenets lagerbeholdning af mad er nu så langt nede, at man ”kun” laver varm mad en gang om dagen. Vi kan dog forsikre, at ingen går sultne i seng.
 
Jeg vil slutte denne fortælling om den uendelige rejse og en mindeværdig jul, hvor mange havde ondt i maverne i dagene efter, af med at ønske alle en stor tak for 2007. Vi hernede ser frem til at skulle nyde 2008 med jer hjemme i Danmark.

Feyzabad hold 6, vinterholdet.