Der er koldt på toppen

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn M. E. Andersen, fungerende presseofficer.

KFOR Hold 17 ønskede juleaftensdag alle hjemme i Danmark en rigtig glædelig jul og sendte sit ugebrev.

Træning med de andre
15. december kørte hele panserinfanterikompagniet til den franske lejr, Novo Selo, for at gennemføre CRC-træning (Combat Riot Control) med flere andre udenlandske enheder. PMV’erne rullede i en lang kolonne de 30 km til den franske lejr. Det sneede voldsomt, og soldaterne krøb sammen i bunden af køretøjerne.

I Novo Selo var der franskmænd, belgiere, grækere og danskere – udrustning og køretøjer i mange former og farver – alt sammen blandet med en forventningsfuld stemning.
Øvelsens set-up var en kopi af, hvad vi kunne forvente at blive indsat imod: Utilfredse lokale der startede en demonstration, som greb om sig og trak flere mennesker til.

Det sneede stadig, da kompagniet blev indsat i forreste linie med to delinger. Hver nation fik deres afgrænsede opgave, og den overordnedes hensigt var at drive demonstranterne tilbage til et område, hvor de ikke kunne gøre skade på os og hinanden.

Dansk gruppefører koordinerer indsatsen med belgisk kollega.

Til det anvendte kompagniet skjolde, stave og PMV’er. Da demonstranterne ikke reagerede på truslen fra soldaterne, blev der kastet gas. Den danske gas er væsentlig stærkere end andre enheders, og der var flere franskmænd, der ikke havde taget filtrator på deres gasmaske. Det bevirkede, at de måtte om bag kæderne for at kaste op. Demonstranterne fortrak – især i nærheden af de danske enheder.

Vejen var et sted blokeret af en roadblock bestående af flere brændende biler. Det var ved at blive mørkt, og det var et fascinerende syn at se flammerne slikke op mod himlen, mens sneen dalede, og der var soldater og demonstranter så langt, øjet rakte.

Soldater foran roadblock.

Soldaterne vandt selvfølgelig kampen mod demonstranterne, som gav op og gik hjem.
Panserinfanterikompagniet kørte også hjem. Men først efter at have gjort PMV’erne klar til at køre på de efterhånden temmelig glatte og snedækkede veje.

Kompagniet havde endnu en god oplevelse med demonstranter og de andre udenlandske enheder.

Speedcheck og eftersøgninger
Selv om julehyggen er ved at sænke sig hos militærpolitiet, fortsætter de med at løse deres opgaver, som trods alt har første prioritet. Vi har i den seneste tid støttet panserinfanterikompagniet med deres uddannelse i indtrængning i hus. Derudover har vi stadig næsten daglige patruljer med Kosovo Police Service, som i december måned flittigt har benyttet vores tilbud om at låne vores alkometre, hvor vi har set promiller helt op til 4.0 -dog uden at de målte personer virkede meget påvirkede.

Vi har også kørt en kampagne ved navn ”Kosovo Wide”, hvor militærpolitistyrker fra hele Kosovo samles og laver fartkontrol for at holde vejene sikre.

Det danske militærpoliti på patrulje med andre militærpolitienheder.

Fem minutters beredskabet, som vi jo har en stor del i, har desværre også været aktiveret i månedens løb, men heldigvis har der kun været tale om små færdselsuheld med små materielle skader og uden personskader.
Vi deltog også i en opvisning i den franske lejr Belvedere, så de andre nationer kunne se, hvad vi danskere kan præstere.
Midt i december deltog militærpolitiet i en eftersøgning i Velje Brijed, hvor der dog ikke blev fundet noget ulovligt. Alt i byen var roligt, og indbyggerne tog godt imod militærpolitet, som var de første der rykkede ind i husene.

Fire kampklare militærpolitibetjente efter en velgennemført eftersøgning.

På teambuilding tur
Tro flytter bjerge, men når opgaven består i at flytte én selv op på bjerget, så er det kun troen på én selv, der kan vinde kampen over tyngdekraften og bjergets friktioner. En kold sandhed som en lille trop fra NSE/KFOR mærkede tæt på egen krop, da de prøvede kræfter med Kosovos højeste bjerg Deravica, 2656 meter over havets overflade.

Der var lagt op til teambuilding og overskridelser af personlige grænser, da en lille gruppe af sergentaspiranter fra konstabelgruppen i NSE/KFOR blev udfordret til egenhændigt at planlægge og gennemføre en bjergbestigning. Ingen fra gruppen havde tidligere erfaringer med højderne, hvilket kom til at stille store krav til deres samarbejdsevner og selverkendelse.

En vanskelig start
Efter klargøringsfasen var afsluttet hjemme i Camp Olaf Rye, drog ekspeditionen af sted tidligt om natten, således at opstigningen kunne påbegyndes ved første lys. Desværre var den primære rute til bjerget ikke fremkommelig for køretøjet på grund af sne og is, så ekspeditionen måtte sidde af og marchere det sidste stykke vej op til det nye indrykkepunkt.

Dette kostede et par timer af planen, som skulle vise sig at have betydning for nedstigningen. Da den primære marchvej var impassabel, måtte kortførerne vælge et nyt indrykkepunkt og dermed en ny angrebsplan for opstigningen. De valgte en betydeligt kortere, men stejlere rute, som havde færre ledelinjer og dermed ville sætte store krav til orienteringen – en stor opgave for en konstabel med kun få O-løbslektioner bag sig.

Gruppen valgte at følge et vandløb op ad bjerget, som ledte dem fra de indledningsvise 1500 meter over havets overflade til omkring 1800 meter, hvorefter det ikke længere var muligt at følge vandløbet på grund af stejlheden. Gruppen gik nu over til kompasretning og måtte følge terrænet med devisen om, ”så længe det går opad, går det fremad”. Langsomt, men opad gik det.

På vej mod toppen.

De frustrerende friktioner
Omkring middagstid havde gruppen nået 1900 meters højde og indtog de medbragte amerikanske feltrationer, som bød på et kærkomment varmt måltid med god energi. Gruppen havde brugt mange kræfter på at finde en fast rytme at bevæge sig fremad i, og de første personlige grænser var nu brudt.
Alle sergentelevsaspiranterne var gode, til gennem selverkendelse, løbende at omfordele udrustning og derved spare på hinandens kræfter. Efter hvilet var gennemført, og udrustningen påført, begyndte det at blive meget svært at orientere sig, da en kraftig tåge havde lagt sig over bjerget i 2000 meters højde samtidig med, at det var begyndt at sne kraftigere.

Dette begyndte at tage modet fra enkelte af deltagerne og håbet om at nå toppen svandt sammen med dagslyset. Mulighederne for at tage mindre stejle stier op ad bjerget svandt ligeledes. Hvert makkerpar havde sikret hinanden med patruljereb for at undgå nedstyrtning. I en højde af ca. 2400 meter var det blevet så sent på eftermiddagen, at solen havde sænket sig bag bjerget, og ekspeditionen havde endnu ikke set toppen på det bjerg, som de ville bestige. Modet var begyndt at svinde, og muligheden for at vende om på grund af stejlheden og det hastigt tiltagende mørke blev diskuteret.
Gruppeføreren foreslog at fortsætte igennem tågen de næste 45 minutter i et spinkelt håb om at nå toppen. I konsensus fortsatte gruppen sin stræben på at nå toppen.

Viljen sejrer
Efter 30 minutters vandring lod det til at klare op. Den kraftige tåge, som gruppen havde kæmpet med, viste sig at være det nederste lag skyer på himlen. Pludselig vendte modet tilbage, og hastigheden i opstigningen steg. Trægrænsen blev nået inden længe, og bag de sidste grantræer kunne man ane toppen.
Solen var væk fra den skyfri himmel, og der ville ikke være mange minutters dagslys tilbage. Der blev udlagt knæklys for at sikre tilbagegangsvejen, hvorefter den sidste spurt blev sat ind for at nå toppen, inden mørket ville overvinde dagslyset.

Den øverste del af bjerget var yderst kold og vindomsust, hvilket havde gjort sneen hård og iset. Uden isøkser på ekspeditionens udstyrsliste var det nødvendigt at udskifte makkerparret, som gik i front, ret ofte på grund af syre i benene. Det tog hårdt på forspidsen at bane sig vej i den isede sne. Kort før totalt mørkefald blev toppen nået. I hård vind og isnende kulde blev NSE-fanen plantet. Viljen havde sejret over bjergets prøvelser. Der er koldt på toppen!

Ned ad bakke
Pandelamper blev fundet frem af udrustningstaskerne, og nedstigningen blev påbegyndt. Nedstigningen gik, trods mørket, gnidningsløst og i et tempo væsentligt højere end opstigningen. Sporene fra opstigningen blev fulgt ned, hvor hele opturen atter blev gennemlevet. Stoltheden fik sit indtog blandt gruppens deltagere, efterhånden som de opfattede, hvor mange barrierer der var blevet brudt, og grænser der var blevet flyttet.

Ved midnat blev lejren nået, og de trætte bjergbestigere fik en nats velfortjent søvn. Dagen derpå blev der gennemført en samlet debriefing med efterfølgende individuel tilbagemelding. Alle konstablerne levede op til det fælles mål, der indledningsvis var sat, at ”alle skulle med til toppen og tilbage igen”, og de blev alle opfordret og vurderet egnet til at søge sergentskole.

Toppen er nået.

Officiel indvielse
Torsdag blev den i tidligere ugebreve nævnte gangbro i Zubin Potok officielt indviet. Der var deltagelse af alle de soldater, der havde været med til at bygge den, samt repræsentanter fra den lokale kommune.
Både chefen for den Danske Bataljon og borgmesteren fra kommunen holdt taler, og til sidst klippede de begge ”snoren” over. Broen var hermed officielt indviet.
Der er ingen tvivl om, at KFOR 17 vil blive husket i lang tid fremover i Zubin Potok kommune.

Den danske bataljonschef og borgmesteren indvier broen.

Uddeling af estiske medaljer
I ugens løb har bataljonens estiske deling haft besøg hjemmefra. I den forbindelse blev der ved en lille ceremoni uddelt medaljer til et antal danske soldater der, som det blev sagt i introduktionen til medaljen: ”Havde ydet en stor og værdifuld indsats for at hjælpe den estiske deling i hverdagen”.

Oversergent J. Kudsk får overrakt den estiske medalje.