Det lakker mod enden

Afghanistans fremtid

Det lakker mod enden for det danske styrkebidrag i provinsen Badakhshan i det nordøstlige Afghanistan, hvor det tysk ledede Provincial Reconstruction Team (PRT) opererer. Det er tid at gøre status og ikke mindst få samlet de sidste løse tråde og dermed på en velordnet måde afslutte alle igangværende danske CIMIC (civilt-militært samarbejde) projekter, så det danske bidrag kan trække sig ud med god samvittighed.

Alt i alt er der fra dansk side blevet ydet en stor indsats. Siden missionen blev påbegyndt i 2004, har det danske kontingent gennemført 189 projekter til gavn for mange lokale afghanere. Der er især fokuseret på projekter relateret til uddannelse samt etablering af rent vand til små landsbysamfund, men også en række andre vidt forskellige projekter er iværksat. I alle tilfælde er der tale om projekter, der har stor betydning for den afghanske befolkning.

Det skal dog retfærdighedsvist nævnes, at den væsentligste økonomiske håndsrækning til befolkningen i denne provins sker gennem hovedsageligt tyske organisationer, ligesom tilstedeværelsen af forskellige NGO’er (ikke-statslige organisationer) er betydelig grundet den relativt gunstige sikkerhedssituation i provinsen.

Det sidste hold danske soldater i Badakhshan forlader området til august. Også dette hold (nummer 7) har gennemført en række gode og betydningsfulde projekter. Det mærkes tydeligt, hvorledes projekterne medvirker til at styrke de overvejende positive relationer mellem lokalbefolkningen og de danske soldater, der opererer i fjerntliggende distrikter langt fra provinshovedstanden Feyzabad, hvor PRT også er placeret. Det har været en fornøjelse at besøge skoler, hvor børnene er glade og smilende, selv om de modtager undervisning i omgivelser og under vilkår, der givet ville få selv den mest ihærdige og velmotiverede danske skoleelev til at tabe modet.

I det hele taget er arbejdet med udvikling og CIMIC positivt og livsbekræftende. Det giver dog en klump i halsen, når et ønsket projekt må afslås, fordi det ikke helt efterlever en række opstillede kriterier. Afghanere er et stolt folkefærd, og ofte lader de som om, at det ikke gør noget. Alligevel er skuffelsen mange gange ganske tydelig. Når det så lykkes at få et projekt stablet på benene, er den indledende skuffelse hurtigt glemt af begge parter.

Problemprojekter

At det ikke altid er lige enkelt at gennemføre og afslutte projekter, er der adskillige eksempler på. Eksempelvis kan nævnes et vandforsyningsprojekt, som er påbegyndt af det danske kontingent tilbage i efteråret 2006. I det pågældende projekt er det ejerskabet til en kilde, der skal anvendes til at levere vand til tre små afsidesliggende bysamfund, der er problemet. Projektet er endnu ikke afsluttet nu mere end halvandet år efter påbegyndelsen trods store anstrengelser herpå.

Det viser sig ofte, at uenigheder og stridigheder mellem bysamfund har rod flere generationer tilbage i tiden, og de kan derfor være vanskelige at håndtere. I det aktuelle projekt er der etableret en installation til forsyning af tre landsbyer i forventning om, at den kan tilsluttes en kilde, der ejes af en fjerde landsby. Landsbyen, der har ejerskabet til kilden, og som oven i købet ikke selv anvender den pågældende kilde til egen vandforsyning, vil på grund af mangeårige stridigheder ikke tillade kilden anvendt til det ønskede formål.
 
Forhandlinger mellem de implicerede parter har indtil videre ikke båret frugt, og sagen synes at være gået i hårdknude med risiko for, at de investerede penge er spildte. Det er dog håbet, at det lykkedes at finde det ”indiske rebtrick”, der skal til for at løse denne ”gordiske knude”, inden det danske kontingent forlader Badakhshan til august.
 
Et andet eksempel på de problemer, der kan være forbundet med at drive udvikling i et land som Afghanistan er, at de investerede økonomiske midler ikke altid anvendes, som det var tiltænkt og aftalt, men i stedet anvendes til personlige formål. Det er et forhold, der er stor opmærksomhed på, men som ikke helt kan undgås.
 
Det samlede resultat er dog ganske flot. Ud af de 189 gennemførte danske projekter har kun tre projekter voldt problemer som netop beskrevet. Særligt skal fremhæves den høje grad af fleksibilitet, hvorpå de danske patruljer kan iværksætte et CIMIC-projekt. Der er ikke behov for en lang og administrativ tung beslutningsproces forud. Populært sagt kan de nødvendige midler udbetales på stedet samtidig med, at projektets udførelse aftales. Det er ganske effektivt, og det virker!

Det tysk-danske samarbejde har i hele perioden været forbilledligt. PRTets motto: ”One mission – one team” kommer blandt andet til udtryk gennem de mange tilfælde, hvor udviklingsprojekter identificeret af de danske patruljer bliver finansieret gennem tyske midler. Det danske kontingent har for eksempel haft stor indflydelse på, hvorledes ca. 650.000 € i den kommende tid skal anvendes til udvikling i et af de distrikter, der hidtil er dækket af danske patruljer og har dermed haft afgørende betydning for, at der i dette distrikt bliver iværksat en række større projekter.
 
Med udgangen af juli har de danske patruljer overdraget ansvaret i deres områder til deres tyske kollegaer, hvorefter det danske kontingent skal pakke sammen for sidste gang i det nordøstlige Afghanistan. Jeg er ikke i tvivl. Ligesom de første seks hold danske soldater, kan også det sidste hold forlade Badakhshan med en god smag i munden.

Vi har gjort, hvad vi kunne. Og ja… vi har gjort en forskel! 

Et smil kan man ikke tage fejl af