Det menneskelige barometer

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nicholas Lundgard, presseofficer

I Helmand er årets opiumhøst ved at være overstået, og gadebilledet i byen Gereshk vrimler atter med mennesker. I den forbindelse kører danske soldater fra den lette opklaringssektion dagligt patruljer i byen for at danne sig et indtryk af, hvordan stemningen er blandt indbyggerne.

Dagens patrulje går gennem labyrinter af trange gader i Gereshk.

Det handler om synlighed
De danske opklaringssoldater kører i åbne køretøjer, som virker mindre ”afvisende” end lukkede og fuldt pansrede køretøjer. På den måde er det også lettere for soldaterne at stige ud og hilse på lokalbefolkningen på deres vej igennem byen. De danske soldater forsikrer med deres tilstedeværelse indbyggerne i Gereshk om, at ISAF – i tæt samarbejde med de afghanske sikkerhedsstyrker – gør en solid indsats for at øge sikkerheden i byen.

Både børn og voksne er nysgerrige, når de danske soldater besøger lige netop deres kvarter.

Åbent sind, åbent hus
Den personlige kontakt med lokalbefolkningen i Gereshk er uhyre vigtig for hele den danske styrkes samlede opgave og overordnede mission i Helmand provinsen. Kun igennem en daglig dialog kan danskerne finde ud af, om befolkningen har nogle mangler eller ønsker, som ISAF kan hjælpe med.

Men indbyggerne hjælper også soldaterne med oplysninger om fjendtlig færden og aktivitet i og omkring byen, som er et sikkert tegn på tillid til ISAF styrkerne. Jo mere kontrol der kommer med sikkerheden i byen, jo mere skrues der også op for CIMIC (civilt-militært samarbejde) i Gereshk. Og begge dele er med til at skabe tillid hos befolkningen om, at ISAF er i Helmand for at hjælpe med at stabilisere og udvikle deres samfund.

Dialogen og den daglige kontakt med civilbefolkningen, er vejen frem mod en fredeligere Helmand provins.

”Pen, Pen!”
De afghanske drenge og piger er ekstra nysgerrige og vil meget gerne tale med soldaterne, når patruljen kommer trillende. Og de har luret, at danskerne har nye forsyninger af farveblyanter med hver gang, så der råbes ivrigt ”pen, pen” på både engelsk og pashtu, når soldaterne kører rundt i kvarteret. For nogle af børnene udgør farveblyanterne mest af alt et statussymbol, da de endnu ikke har lært hverken at læse eller skrive.

Men det lægger tilsyneladende ikke en dæmper på deres glæde, og de vil helt sikkert vil holde øje med, hvornår danskerne igen kommer en tur forbi deres hus i Gereshk. En tur, som både skal lodde stemningen i byen, og som skal bygge videre på den gode dialog og den tillid, som fortsat vokser og gror mellem lokalbefolkningen og de danske soldater i Helmand-provinsen.

Smilende og nysgerrige afghanske børn i Gereshks gader.