En måned i Feyzabad

Godt og vel en måned er gået, siden vi – DANCON hold 7 – landede i Feyzabad.

Selvom kontroløvelsen hjemme i Danmark sluttede med et godt resultat, var vi langt fra færdiguddannede. I den sidste måneds tid, har der dagligt været uddannelse på programmet i form af førstehjælp, procedurer for indsættelse af flystøtte, træning i standardprocedurer (for MOT-holdene – Military Observer Team), og for nogle er ”lejrlivet” også noget, man skal vænne sig til.

Patruljering i distrikterne
Vi er kommet godt i gang med det, vi primært er her for, nemlig at patruljere i distrikterne.
Siden vi ankom, har der været tre af slagsen, og som sektionsfører for Military Observer Team 2 (MOT 2) vil jeg fokusere på de distrikter, som mit MOT-hold opererer i.
De distrikter, MOT 2 har ansvaret for, ligger i den sydøstlige del af Badakshan provinsen. Det er distrikterne Zibak, Eshkashem og Vakhan.

Den første patrulje var en såkaldt ”handover – takeover” patrulje, hvor vi af hold 6 blev introduceret til nøglepersoner, samt hvad hold 6 havde foretaget sig omkring CIMIC- og genopbygningsprojekter.

God udvikling – både i distrikter og på holdet
For mit vedkommende var det dejligt at være tilbage igen. Jeg var her tidligere på hold 5, og det er faktisk rart at kunne konstatere, at der sker en udvikling i distrikterne. Fra mine soldater i patruljen, ved jeg, at det var en meget oplevelsesrig patrulje med masser af nye indtryk, der nu skulle bearbejdes. Kørehastighed, sikring, fremmed kultur, ekstremt klima, eftersyn med mere.
Men svendene har ”suget” godt til sig, og der har været en god udvikling på holdet, siden vi kom.

 
Vores hjem
Efter overtagelsen takkede vi pænt farvel til hold 6, og nu var Odin ”vores”.
Odin er vores ”hjem” hernede. Det er en lille del af lejren, som tilhører det danske kontingent, og jo mere vi selv kan sætte vores præg på Odin, jo mere føler vi os hjemme.
Der er derfor allerede foretaget en del for at øge den danske hygge i den nordøstlige del af Afghanistan.

Udnyttelse af vandkraft
De seneste to patruljer for MOT 2s vedkommende har været to gange fem dage i de to distrikter Zibak og Eshkashem, og vi har allerede sat vores præg på begge distrikter.
Der har været møder af alle slags, og der er mange emner at tage fat på.
Vi har for eksempel et projekt kørende i Zibak, som omhandler et hydroplant (som omdanner vandkraft til elektricitet).

Møde med Mullahen
Et andet emne, der optager os en del for tiden, er genoptrykningen af Muhammed karikaturerne. Der er i den anledning blevet prædiket imod ISAF, hvilket resulterede i et møde med Mullahen. Resultatet af dette møde var en relativ positiv fredagsbøn set med ”ISAF briller”.

Til byfest med det hele – også brydning
Vi har endvidere været med til byfest, som var i anledning af det kommende afghanske nytår. Deltagerne i festen var indbyggere fra to byer, og vi blev placeret sammen med nøglepersonerne i midten af det hele.


Festen indeholdt stort set alt, hvad man kunne forvente. Der var skydekonkurrence, løb, brydning og ikke mindst fællesspisning. Vi blev budt på en egnsret bestående af ris og fårekød, hvilket faktisk smagte ret godt.

Koldeste vinter i 30 år
Derudover handler møderne meget om, hvordan den nuværende situation er, og om hvorledes vinteren i år har sat sit aftryk. Det skal i den forbindelse nævnes, at det har været den koldeste vinter i 30 år. Selvom vi først ankom i februar, har vi oplevet temperaturer på -26 grader, hvilket bestemt ikke får en to-timers vagt til at føles kortere.

Mangelfuld infrastruktur udfordrer kørere
Kørerne har fået deres sag for, og de er da også blevet testet et par gange. Både hvad angår vedligeholdelse og reparation, men så sandelig også hvad angår flotbringning.
Vejene – eller snarere manglen på samme – samt den barske natur, er med til at teste svendene, men de episoder, der har været indtil nu, har ikke været nok til at slå os ud af kurs.
Tværtimod er der blevet grinet lidt bagefter.


Begrænset aktivitet om natten
Om natten er der begrænset aktivitet på patruljerne, for elektricitet samt gadebelysning eksisterer ikke, og der bliver faktisk ret mørkt hernede. Så snart solen forsvinder bag bjergene, falder temperaturen drastisk, og mørket er der i løbet af et kvarter.

Hvor sover vi så henne? Ja – nu er der jo ikke hoteller eller patruljebaser derude, så enten søger vi nattely hos lokale sikkerhedsstyrker (politi eller hær), eller også finder vi et stykke jord væk fra byerne. Vi har selvfølgelig altid vagt på, og da det er mørkt i cirka 12 timer, og vi er seks mand på et MOT-hold – ja, så hedder det to-timers vagter.

På rette vej
Nytter det noget, det vi foretager os? Ja – helt klart. Jeg kan, som tidligere nævnt, se en forskel fra sidst, jeg var hernede, og det er vel at mærke i positiv retning. Der er stadig lang vej til målet, men vi er på rette vej.

Blot for at nævne et eksempel: Børnene har udviklet sig markant, deres engelske sprog er meget mere end ”how are you?, thank you”. Det lykkes ret ofte at føre indholdsrige samtaler, men skulle filmen knække, har vi vores lokale tolk som back-up.

Humøret er højt, og vi glæder os til næste patrulje. Lejrlivet er okay, men patruljedagene er klart bedst. Det var alt for denne gang, men vi vender stærkt tilbage med det sidste nye hernede fra.