En sektionsfører takker af

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Jens Astrup, Sektionsfører MOT 1 / PRT FEY, hold 7

Enden er nået, og det er derfor på sin plads at berette om, hvad det danske bidrag til det tysk ledede Provincial Reconstruction Team (PRT) i provinsen Badskhshan har bedrevet tiden med gennem de sidste seks måneder.

PRT Feyzabad og provinsen Badakhshan
Lejren, og dermed hovedsædet for PRT’et, ligger i byen Feyzabad, der er provinshovedstad i Badakhshan. Provinsen rummer 28 distrikter, hvoraf de fem er utilgængelige fra landjorden året rundt.

De resterende 23 distrikter har været fordelt mellem to danske Military Observation Teams (MOT) og fem tyske Military Observation and Liasion Teams (MOLT). De to danske MOT-hold har været ansvarlige for de syv af distrikterne, og MOLT’erne har haft 15 distrikter. Feyzabad-distriktet har været fælles ansvarsområde.

MOT holdets opbygning og den forudgående træning
MOT-holdet består af seks personer. En kaptajn som fører, en oversergent som næstkommanderende, en sergent som sikringsgruppefører, to konstabler som kørere og en konstabel som sikringsmand. Der rådes over to køretøjer af typen Mercedes G270 - en standardudgave og en pansret udgave.

Forud for udrotationen til missionen og den missionsspecifikke uddannelse, gennemgik langt størstedelen af MOT-holdene Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse i 2. Uddannelsesafdeling ved Danske Artilleri Regiment. Uddannelsen var den først af sin slags. Det var første gang, at reaktionsstyrkeuddannelsen var direkte orienteret mod missionen i Feyzabad.

Grunduddannelsen lagde vægt på omskoling og kørerfærdigheder i barskt terræn, udvidede førstehjælpsfærdigheder og kamp i gruppe-ramme. Senere kom de rent missionsspecifikke emner, hvor MOT-holdene, under kyndig vejledning af befalingsmænd fra tidligere MOT-hold, kunne lære at gebærde sig i det barske Nordafghanske terræn.

MOT 1 hold 7.

MOT-holdene var derfor allerede før opstarten på MISU godt rustede til den efterfølgende uddannelse. De havde derfor god mulighed for at optimere og finpudse procedurer i stedet for at skulle begynde fra bunden.

Al denne uddannelse, sammenholdt med de personlige egenskaber vi hver især besad forud for indtræden i missionen, gjorde at jeg følte mig helt tryg ved at skulle tilbringe seks måneder i noget at verdens smukkeste og mest barske natur.

Long Term Patrolling
Vores hovedopgave i missionen som MOT-hold var at indgå i den operative patruljekapacitet i PRT Feyzabad. Da vi ikke, som på tidligere danske hold, skulle deltage i beskyttelsen af selv lejren, kunne vi udelukkende fokusere på Long Term Patrolling (LTP).
Disse LTP varede typisk mellem 3 og 9 dage, hvor vi ikke var i nærheden af lejren. Under LTP opererede vi nogle gange i de mest fjerntliggende distrikter, op til 15 timers kørsel væk fra lejren.

Overnatningerne fandt sted i Safe Houses, Guest Houses eller Safe Havens. Vores forhold til lokalbefolkningen var dermed af afgørende betydning for, at vi kunne opnå den nødvendige støtte til at operere så fjernt fra lejren.

Dagtimerne under LTP gik derfor i hovedreglen med såkaldte KeyLeader Engagements (KLE). Det drejede sig om at holde kontakt til officielle såvel som uofficielle autoriteter. Disse autoriteter omfattede blandt andre distriktschefer, politichefer på distriktsniveau, lokale religiøse ledere og landsbyernes ældsteråd.

Endvidere var vores opgave som oftest at monitere specifikke situationer: fra madforråd om vinteren til at lokalisere og dokumentere Voter Registration Centres forud for næste års præsidentvalg i Afghanistan.
Da midlerne til CIMIC (civilt-militært samarbejde) er begrænsede, valgte jeg tidligt i missionen ikke at fokusere min indsats så meget på CIMIC, men i stedet at understøtte den formidling af information og viden, der sker mellem provinsniveauet og distriktsniveauet.

Long Term Patrolling.

Størstedelen af mit KeyLeader Engagements drejede sig derfor om at skabe gode kontakter til de tidligere nævnte autoritetspersoner og herigennem opnå et nuanceret billede af, hvad der foregik i distrikterne. Jeg var herigennem i stand til at hjemtage relativt mange anvendelige oplysninger fra distrikterne, som kunne anvendes af PRT til prioritering af udviklingsmidler.

Derfor kom det heller ikke bag på mig, at PRT valgte at anvende betydelige tyske finansielle ressourcer i et af mine distrikter. Jeg havde gennem mit kendskab til det pågældende distrikt afgørende indflydelse på, hvordan de økonomiske midler skulle anvendes. Et synligt bevis på at patruljeringen nyttede, og at PRT-mottoet ”One Team – One Mission” er mere end blot et motto. 

Et andet eksempel på genopbygning og kapacitetsbygning, der har fundet sted i min periode og fortsat finder sted, er etablering af nye politistationer i hvert af provinsens 28 distrikter. Jeg havde fornøjelsen af at deltage i en helikopter-rekognoscering sammen med det amerikanske projekt team, der står bag opførelsen af politistationerne.

Her nogle måneder senere har jeg med glæde kunnet følge konstruktionen af disse politistationer i den indledende byggefase. Mere end halvdelen af disse politistationer er planlagt færdige i år og resten næste år. Et vigtigt og godt projekt.

Udfordringer og farer
Som udgangspunkt er det min påstand, at mængden af udfordringer var større end summen af de farer, vi var udsat for. Dog ville udfordringerne have været vendt til farer, hvis ikke vi var så godt rustet hjemmefra, som vi var. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg et par gange har prist mig lykkelig over at kende mine soldaters nøjagtige styrker og svagheder forud for udsendelsen. Der er en speciel episode, som altid vi stå klart i min erindring.

Dagen var den 4. marts. Vi havde været i missionen i mindre end én måned, og vi havde været egenrådige i lidt under to uger. Opgaven, vi var sendt ud for at løse, drejede sig om rekognoscering af vejen mod mine højest beliggende distrikter.

En snes kilometer efter at være kørt af hovedfærdselsåren ”Main-route 302”, blev vi mødt af en massiv snedrive, der spærrede for adgangen. Med uddannelsen fra Danmark i bagagen vidste jeg, at det ville være muligt at omgå hindringen ved at køre små 1000 meter gennem en flod.

At tilbagelægge denne korte distance tog os knap to timer, og vi befandt os nu på den anden side af hindringen. Her fra var den lige så uoverskuelig at skulle forcere. Men tilbage skulle vi jo før eller siden. Vi besluttede derfor, med indledningsvis to og sidenhen én køretøjsskovl, at fjerne sneen og derved åbne vejen hjem igen.

Natlige udfordringer.

Efter cirka seks timers gravearbejde gennem godt og vel 30 kubikmeter sne, stod vi med en vej, der så farbar ud. Derfor forsøgte vi at ”liste” den første af de to GD’er igennem. Et projekt vi
snart måtte opgive, da det viste sig, at alt det vand der dannedes under sådan en snedrive, synker direkte i jorden, som i forvejen var meget porrøs på dette sted.

Yderligere et par timers hårdt fysisk arbejde var derfor nødvendige. Denne gang ved at slæbe kampesten fra de omkringliggende bjerge og derved forsøge at etablere et fast underlag at køre på. Dette lykkedes, og vi ”listede” igen en af bilerne igennem. Igennem kom den. Men lige som den var igennem den tidligere snehindring, skred sten-kantsætningen, og bilen hang med to hjul på vej i afgrunden.

Alle muligheder for at komme fri ved egen hjælp var nu udtømte, og hjælp måtte rekvireres fra PRT’et, der fra det aktuelle sted lå godt fem timers kørsel væk. Samtidig var det blevet mørkt. PRT støttede med personel og materiel, der nåede frem i natten. Jeg skal ikke trætte læserne med yderligere detaljer, men fri kom vi. Uden skade på hverken personel eller materiel.

For alle parter var det, set i bakspejlet, en rigtigt god oplevelse, da det var vores første egen rigtige situation i ”lort til halsen”. Desuden var det tyske kontingent lige roteret ind, og det blev derfor også en god start for den enhed, der kom os til undsætning i de tidlige nattetimer.

Situationer som denne har vi siden haft flere af. Dog ingen der kan måle sig med denne. Disse situationer er utroligt frustrerende, når man står i dem, men det er helt ufatteligt, hvad man egentligt lærer af dem efterfølgende.

Har missionen nyttet?
Ja - i allerhøjeste grad. Der er masser af fremskridt at spore i provinsen Badakhshan. Der er en stor vilje fra det internationale samfund til at skubbe penge i provinsen. Det, der mangler er blot dem der skal udføre arbejdet, og de har svært ved at komme til, fordi infrastrukturen er for ringe.

Den er dog også så småt undervejs med en asfalteret vej, der vil tilslutte Feyzabad til den eksisterende ringvej i landet. NGO’erne viser til stadighed vilje til at arbejde i provinsen. Men de afghanske sikkerhedsstyrker er endnu et stykke vej fra at kunne tilvejebringe tilstrækkeligt med sikkerhed til, at NGO’erne vil arbejde overalt. En fortsat militær tilstedeværelse er derfor fortsat nødvendig i dag, som den var, da missionen, fra dansk side, begyndte i 2005.

Smuk og barsk natur i det nordøstlige Afghanistan.

Jeg har er stolt over at være en del af det sidste danske bidrag til missionen i Badakhshan. Selvom jeg ikke er direkte uenig i tilbagetrækningen, og dermed afslutningen, på dansk tilstedeværelse i provinsen, er jeg en smule ærgerlig over at skulle være med til at lukke en rigtigt velfungerende og udfordrende mission.